For lidt over et år siden blev Danmark ramt af en helt særlig kat og hans slæng: Den morderiske Møgmis og hans mere eller mindre kvikke og ildelugtende kæledyrsslæng, blev noget så sjældent som en darling hos både børn og voksne.
Møgmis-serien er så stor en darling, at første bind bind netop har fået årets Orla-pris i kategorien “Bogen der fik mig til at tisse i bukserne af gin”. 64.000 børn har stemt (og en stor del af dem må have våde bukser).
Forfatter Sophie Souid og tegner Thomas Hjorthaab står bag den anarkistiske serie om Møgmis. Den dræner afsted i et afsindigt tempo og er fyldt med mundret, kvik dialog – og nå ja, præmissen er, at katten Møgmis vil slå sin ejer, Sivert, ihjel.
Nummer9 har fået fornøjelsen af, at tale med to af de mere krøllede stjernehjerner på den danske tegneseriehimmel.
Sophie og Thomas, hvordan er det at vinde en Orla-pris?
Sophie: Det er for vildt! Vi er så MØGstolte og meget, meget glade. Orlaprisen er noget helt særligt – for det er børnenes pris. Tænk, at en hævntørstig kat kan sparke til læselysten og samtidig få de gode grin frem. Vi er så taknemmelige for alle dem, der læser med. Uden dem, ingen Møgmis!
Sophie, der er noget med, at du er bange for katte og at Møgmis er ikke er din opfindelse, men din søn, Rios. Vil du ikke fortælle lidt om, hvordan Rio fik idéen og hvordan du byggede videre på den?
Sophie: Jeg er totalt hundemenneske, men dybt fascineret af katte, fordi de er så komplekse og udspekulerede. Det er det, der gør dem farlige – og spændende. Min søn er fantastisk til at tegne og lavede sin egen tegneserie om en kæledyrskrig, hvor en psykokat terroriserede et parcelhuskvarter. Det gav mig idéen til Møgmis – krydret med, at vi har gjort det til en sport hjemme hos os at give vores hund skylden for de mest åndssvage ting. Det er fx. altid Mickey Mops, (der også er blevet en karakter i Møgmis,) der har tisset på brættet og som har spist al fredagsslikket om onsdagen. (Det sidste er nu nok mest mig. Men det skal I ikke sige til Rio.)
Thomas, hvad var din første tanke, da Sophie spurgte om du ville tegne en grafisk fortælling om en bindegal, morderisk kat?
Thomas: Ja tak! En fed måde at pakke noget grineren splatter ind til kids. Jeg så det tydeligt for mig lige fra starten. Ingen tvivl om det rå og punkede look jeg ville præsentere for Sophie, og heldigvis diggede hun det. Udtrykket man ser i første bind er first take. Møgmis karakteren havde dog nogle små justeringer. Jeg havde første tegnet den med et stort og et lille øje, men de var begge gule. Sophie kastede idéen med et blåt og et gult øje, og så sad den der, mis med det blå og gule øje (shout out til Egon M!)
I det aktuelle bind, “En rædsom rolling og en kattepine af dimensioner” planlægger Møgmis at myrde Siverts kusine Marie som er næsten ligeså morderisk som Møgmis selv. Får I nogen sinde klager fra chokerede forældre?
Sophie: Arh, Kusine Marie skal faktisk ikke myrdes. Hun skal bare ud af vagten, haha. Møgmis & co. planlægger bl.a. at lade hende fare vild i Ikea eller i skoven. Eller at få hende til at svæve væk med en ballon. Jeg er i virkeligheden også overrasket over (og lykkelig for), at vi ikke har fået en eneste klage eller forarget anmeldelse endnu. For jeg skrev faktisk Møgmis med tanke på en målgruppe i den høje ende af mellemtrinnet, så det er ret fantastisk, at den sindssyge kat alligevel har fundet et publikum helt ned til 6-7 års alderen, og at Møgmis både kan fungere som højtlæsning og selvlæsning til en bred målgruppe. Måske er det på grund af Thomas’ nuttede figurer og farvepaletten, der skaber en form for balance. Og at Møgmis inderst inde har et stort hjerte, så den er svær ikke at holde af.
Thomas: Jeg har kun snakket med forældre, der gennem deres børn, har fået øjnene op for Møgmis, og er blevet chokerede over at de har fundet noget de elsker højere end deres iPhone og flat whites … Ja, endda højere end deres egne børn.
Sofie, det er jo ikke første gang at du tager en elsket figur og vender det hele på hovedet. Tandfeen, Ole Lukøje og Julemanden har også fået en tur (i børnebøgerne “Død over Tandfeen”, “Jagten på Ole Lukøje” og “Opgøret med julemanden”) – har du en ting med at pirke til noget alle kan lide – og hvorfor?
Sophie: Hehe, jeg har i hvert fald en ting med at vende ting på hovedet. Og stille spørgsmål. Og rokke ved forestillinger, som måske kunne se ud på en anden måde. Hvad nu hvis tandfeen i virkeligheden var en benhård businesswoman, der underbetalte børn for deres tænder og solgte bisserne videre på det sorte marked? Og hvad nu hvis en (umiddelbart) sød, blød kat ville slå sin ejer ihjel på de vildeste, mest kreative måder? Jeg har bare en livlig fantasi med hang til det morbide. Tænk, at kunne gøre det til en levevej. Jeg føler mig virkelig heldig!
For tiden er der meget snak blandt fagfolk om børns dalende læseglæde, og det er lige præcis værker som jeres der blevet hevet frem som noget der får børn til at læse. Hvad tror I der skal til, for at få børn til at blive så glade for at læse at de læser mere?
Sophie: Man skal være heldig at fange deres opmærksomhed. Og så holde den. Det er dét, bogserier kan. Jeg har selv en søn på 11, der endda knækkede læsekoden allerede som 6-årig, men som bare ikke gider at læse. Måske er det en forfatterbarns-ting. Det hjalp ikke en skid, at jeg forsøgte med hygge-fælles-læsestund eller læse-tvang eller okay-så-kan-du-læse-i-stedet- for-at-tømme-opvaskeren. Det hjalp, da han (endelig) fandt en bogserie, der fangede ham: Dragon Ball på 42 bind, som han så slugte på en måned. Og så er det med at finde lignende værker og (forsøge at) udvide deres horisont og prikke til deres nysgerrighed. Graphic novels og tegneserier kan virkelig noget i en tid, hvor det visuelle dominerer, og hvor børnene er vant til at blive underholdt i højt tempo via YouTube Shorts, TikToks og serieformaterne på streamingtjenesterne.
Thomas: Som Sophie siger, så må nøglen være at finde en måde at fastholde deres opmærksomhed, og hvilken bedre måde at lokke med et blågult hypnotiserende blik og dernæst servere psykoplaner med blodige våben og en akavet teenager?
Når man læser bøgerne, føles det som om, tekst og tegning er skrevet simultant – hvordan er jeres arbejdsproces? Skriver Sophie manus færdig først, eller udvikler I det sammen? Hvordan finder I fx ud af hvilke sekvenser der skal være tegneserie i ruder og hvilke der skal være illustrationer?
Sophie: Thomas og jeg brainer sjove idéer hver gang vi ses. Og så sender vi hinanden mange kattevideoer. Rigtig mange. Men jeg skriver historien først og afleverer så et færdigredigeret manus til Thomas, der så går i gang med at illustrere og ‘work his magic’. Jeg skriver manus som et film script med settings og visuelle noter udover selve teksten og replikkerne. Og så forsøger jeg at skrive halvdelen af manus i tegneserieruder, der er dialogbaseret og den anden halvdel som tekst med vignetter. Det letter både udtrykket for læseren og skaber en fed variation og mulighed for at dvæle ved nogle scener eller zoome ud for en pointe – og så letter det Thomas’ arbejdsbyrde.
Thomas: Og dét er dejligt. Det der med arbejdsbyrden. Ikke mange vil tro det, men det er utroligt hårdt arbejde at tegne. Man har jo næsten ingen pauser, så jeg bliver nødt til at spise snacks med den ene hånd og tegne med den anden. Det er ikke fordi min intelligens fejler noget. Overhovedet ikke. Men det er lidt af et koordineringsarbejde ikke at komme til at tegne sig selv i fjæset eller fedte computerskærmen ind i osterejer.
Sofie, historierne om Møgmis er så vidt jeg ved din første fortælling der har deciderede tegneserieelementer – hvilken forskel er der for dig på (hvis der er nogen), om du skriver en tegneserie eller tekst der skal ledsages af illustrationer?
Sophie: Der er klart forskel i mit håndværk, når jeg skriver tegneserier i forhold til billedbøger og romaner. Møgmis er min første tegneserie – men bestemt ikke min sidste. Jeg elsker det! Fordi det er dialogbaseret, og fordi jeg hurtigere kan komme ind til fortællingens kerne. Mange tegneserieskabere kan jo både tegne og skrive – det kan jeg ikke. Jeg tegner som en brækket arm. (Hurra for Thomas!) Til gengæld er jeg god til at tænke visuelt og forme fortællingen, så illustrationerne både kan være med til at fortælle historien og forstærke elementer i en scene eller understrege en pointe. Og så er Thomas bare fantastisk til at forstå mig og min krøllede hjerne og udfolde teksten derefter.
Thomas, Du har leveret omslag og illustrationer til et hav af bøger. Hvad er din arbejdsproces når du skal lave tegninger til et manus?
Thomas: Nu må jeg hellere tage den fine og seriøse hat på et kort øjeblik. Først læser jeg manus uden at have hverken papir eller blyant. Jeg lader billlederne tage form i mit hoved. Den proces har aldrig rigtig virket, da jeg ret hurtigt bliver nødt til at få tegningerne ned, så jeg ikke glemmer dem. Med tegneseriedelen af et Møgmis manus, så er udfordringen ikke billederne, men doseringen af replikker og ruder. Det er et slags puslespil, som skal gå op. Oftest tager jeg de første par replikker i et opslag og skitserer det første billede. Dernæst tager jeg de sidste replikker og skitserer det sidste billede. Så er det lettere at få det hele til at mødes på midten. Jeg håber det giver mening, ellers må I komme til et af vores foredrag, så skal jeg med glæde tegne og fortælle om hvordan jeg tryller!
Souid og Hjorthaab tog kegler på årets Bogforum hvor de fortalte om serien og efterfølgende signerede. Foto: Privat
Nu ER du jo uddannet fra Serieskolan i Malmö, Thomas, og du er også uddannet forfatter fra Manuskriptskolen fra Børnefiktion – så her på Nummer9 vil vi gerne vide, om der en dag kommer en længere tegneserie eller graphic novel fra din hånd?
Thomas: Det kunne sagtens være! Det er jo sjovt at lave graphic novels, og jeg har en nogle skumle idéer jeg gerne vil afprøve en dag, men lige nu synes jeg det er møgsjovt at samarbejde med andre. Ikke mindst med Sophie og Møgmis.
Afslutningsvis …
Indtil vi får Thomas’ skumle idéer på tryk, kan du jo læse de tre første bøger om Møgmis, hvis du ellers kan vriste dem ud af hænderne på dit barn. Læs Nummer9s anmeldelser af alle tre bøger her.
- “Hævnen er sød og stinker af fisk”
- “Romkugler i mosen og en total kattestrofe”
- “En rædsom rolling og en kattepine af dimensioner”
Du kan læse mere om Sophie Souid og hendes bøger her og du kan se hvad Thomas Hjorthaab tegner her.
Del på
