Claus Deleuran
Deleuran-biografi imponerer både i bredden og i dybden.
Hvorfor er Claus Deleuran så vigtig en håndværker i dansk tegneserie-historie? Var han egentlig mere en gudsbenådet formidler end en klassisk serie-tegner? Eller måske begge dele? Gode overvejelser, som det muligvis ikke kan lade sig gøre at føre til fyldestgørende konklusioner. Denne kolos af en biografi er et sejt og grundigt forsøg på at gøre læseren klogere på tegneren, fortælleren og manden Claus Deleuran.
Der er et overordentlig stort antal grunde til at synes godt om denne bog. Først og fremmest mængden af illustrationer –– præcis hvad man som læser gerne vil have –– dertil masser af baggrundsviden om hovedpersonen helt frem til hans død, og fra faktisk før han kom til verden.
Hvem var Claus Deleuran?
Af større almindelige tegneserie-udgivelser kender vi Deleuran for følgende: Thorfinn 1 og 2, Pirelli & Firestone 1 til 3, Mikkeline på Skattejagt, samt Rejsen til Saturn. Og så nogle mindre, korte historier. Faktisk blev det kun til disse syv regulære serie-albums. Plus de ni store albums om Danmarks-historien, der ikke er eventyr-fortællinger som de andre, men undervisningsmateriale –– omend de alligevel har en stærkt underholdende karakter på grund af Deleurans smittende formidlings-glæde. Hvordan lykkedes det Deleuran at sætte et så stort aftryk i dansk tegnekultur, når hans produktion ikke nåede at blive større, før han døde som 49-årig?
Dels var hans arbejde af enormt høj kvalitet lige fra starten. Ingen ungdomsklub, bibliotek eller privathjem var nogensinde fristet til at kassere et Thorfinn-album, før det var læst helt i smadder. Der var altid meget læsning i et Deleuran-album, så trods de i begyndelsen relativt beskedne distributions-vilkår nåede værkerne på grund af deres lange holdbarhed alligevel temmelig bredt ud, og dels var han meget produktiv på andre måder: bogen fortæller detaljeret om Deleurans mange illustrations-opgaver, især for politiske og aktivistiske organisationer og græsrods-publikationer, som Deleuran i det meste af sit arbejdsliv leverede tegninger til. Herudover var han i de sidste mange år af sit liv tilknyttet dagspressen og tegnede fast til Ekstra Bladet. Disse værker kan man finde nogle af i bogform, men de er ikke blevet udgivet samlet. Bogen her giver mange dejlige smagsprøver fra denne del af Deleurans produktion. Desuden illustrerede Deleuran en række børnebøger o.a., som heldigvis også berøres her i biografien.
Værker Om Deleuran
Bogen lægger således en STOR grundsten ned på den halvtomme plads i markedet, som hedder Værker Om Deleuran. Det skal man være taknemmelig for. Og bogen er nem at holde af. Et herligt overflødighedshorn af tegninger, tekst, anekdoter, levende gengivne erindringer fra enken, broderen, børnene, kollegerne, beundrerne og mange flere. Der ligger tydeligt mange kilometer og mange timer af opsøgende journalistik i denne monografiske basse.
Bogens styrke er, at den er omfangsrig. Dens svaghed er … at den er så omfangsrig. Der er virkelig dænget på. Et sted har den lille Claus af sine forældre fået noget overskudspapir at tegne på. Helt normalt, da man i bogen allerede flere gange har fået at vide, at man i familien Deleuran ikke smider papir ud, bare fordi det er brugt på den ene side. Lige i dette tilfælde er papiret et gammelt filmmanuskript, som drengen tegner på bagsiden af. Hvor der her i biografien så bruges et afsnit tekst på at referere handlingen fra dette manuskript.
Det er hinsides nørd-niveau final boss. Og det er jo godt. Alligevel havde det klart været endnu bedre med lidt tættere redigering. Oplysningen om, hvad der var på bagsiden af drengens tegnepapir, er selvsagt ligegyldig og virker distraherende. Værket er desforuden hele vejen igennem drysset med et fint lag af gentagelser. Altså en række steder, hvor samme oplysninger kommer to eller flere gange, ofte på samme side.
Deleuran satte pris på bordets glæder
Desuden mange udførlige referater af handlingsforløb i Deleurans værker. Det er efter min mening en misforståelse at genfortælle indholdet af tegneserier og politiske karikaturtegninger i et sådant omfang. Der er brugt mange ord på noget, hvor ord ikke slår til.
Det er ikke skribentens fejl, entusiasme er godt –– det er redigeringen, som er for løs. Hvis forlaget ad åre udsender en andenudgave, kunne en håndfast ny-redigering løfte bogen op til et nyt niveau.
Det er samtidig bogens styrke, at der er så meget materiale: både på ord og illustrationer er der højt belagt. Man forstår godt, at biografen har lyst til videregive glæden ved Deleuran, for det ER ved gud en ganske enestående kunsthåndværker, det drejer sig om. Vi er heldige, at der findes så meget materiale bevaret –– især fra Deleurans kærlige og fornuftige familie, som har gemt hans barnetegninger, fordi disse helt fra begyndelsen var af ekstraordinært høj kvalitet.
Denne bog er et uomgængeligt værk om en stor dansk kultur-personlighed. Når dét er slået fast, kan man med god samvittighed også nævne de områder, på hvilke bogen kunne være bedre:
Mange gange skiftes der fortælle-person, hvor læseren ikke kan vide, hvem sætningens indledende Han henviser til, før man kommer ned i bunden af sætningen. Fordi forrige sætning er afsluttet med een forståelse af Han, og nu er synsvinklen skiftet. Man finder selvfølgelig ud af det. Så det er ikke verdens undergang. Men, det fremstår lidt ubehjælpsomt.
Der er kun meget få tastefejl, og dét er glædeligt. Jeg læser helt hen til side 71 før jeg bemærker den første. Og der kommer ikke mange til, sidenhen. God standard.
Bogen er meget tung, rent fysisk. Den er derfor lidt besværlig at have med at gøre, når man skal sidde med den i skødet og læse. Det er på en måde rart, man føler sig lidt velhavende: at der er sådan en stor, dejlig bog, som hænder og håndled muskelmæssigt kan blive trætte af at holde om. Så man finder på forskellige kneb for at understøtte bogen med en pude eller andet.
En ordentlig moppedreng
Til gengæld er bogen visuelt meget nem at læse: den er grafisk overlegent designet. Der er luft omkring både tekst og de mange illustrationer. Det giver en behagelig læseoplevelse, når man først har fået det tunge værk anbragt fornuftigt i en god læsestilling.
Gods-kvaliteten er tilsvarende exceptionelt lækker. En ekstra højklasse-detalje: sidernes behageligt tykke papir er skåret runde i hjørnerne. Det er for fingrene nemmere at blade, og for den bibliofile er det lettere at skåne sit eksemplar, da afrundede ører ikke æsler så nemt.
Der er nogle steder, hvor jeg gerne ville have haft de helt små illustrationer blæst lidt op og mildt kontrast-behandlet, så jeg kunne se og læse figurer og deres replikker. Redaktionen har vægtet at gengive i naturtro størrelse, og det er legitimt nok. De fleste steder er jeg enig i, at det er et godt valg. Men altså med enkelte undtagelser ved f.eks. nogle af de ældste tegninger af den purunge Deleuran, hvor det hér ikke er muligt at læse og tyde, hvad der sker i de bittesmå tegninger og ord.
Der gåes ned ad en del sideveje, narrativt. Eet sted fortælles langmodigt om 1950’ernes amerikanske anti-tegneserie-hetz og én af dennes centrale celebriteter, hr. psykiater Fredric Wertham, og just som man tror det overstået, føres man af en tilsvarende omvej, dobbelt så lang, om Wertham’s danske pendant Tørk Haxthausen. Det virker uvedkommende. Der knyttes ikke nogen forbindelse til Deleuran. Han har jo næppe heller mærket noget særligt til nogen af disse tegneserie-hadende opviglere, hverken den amerikanske eller den danske: det var overstået og længst forbi inden Deleurans tegne-karriere kom i gang.
Gentagelse og referat
Der afsættes en halv side til referat af hele handlingen i een af Deleuran’s tidlige tegneserier, den finurlige beretning om S/S Plimsoller og hendes mandskabs bedrifter. Det bliver ekstra påfaldende på næstfølgende side, hvor det samme værk –– som man altså lige har læst et fyldigt referat af –– aftrykkes uforkortet. Det udførlige referat har nu slet ingen nødvendighed.
For at lægge endnu et lag på kagen, er der til hver af Plimsoller-illustrationerne føjet billedtekster nedenunder, som fortæller, hvad man oppe på billederne kan se. Trippel-konfekt.
Den slags rundkørsler og omveje kunne til lettelse og med fordel for læseren have været klippet bort i redigeringen. Bogen ville have vundet derved. Det er herligt, at en biograf har stor viden om både emne og periode, dyb respekt for dét –– Monggaard besidder tydeligvis en massiv paratviden –– men hvis man følger for mange af den slags indskydelser i så omfangsrig en biografi, er for læseren prisen, at det bliver tungt i gumpen.
Der vil med tiden utvivlsomt komme flere værker om Deleuran. Redigeringsmæssigt vil det være nemt at overgå denne bog, men hvis man vil op på siden af den med hensyn til dybde og grundighed, skal man stå endda meget tidligt op.
Er bogen pengene værd?
Ja, bestemt: et flot bind med *meget* materiale, langt det meste af det er relevant, interessant og spændende. Selv ting som tegnerens penne, viskelæder, akrylfarver, blyantspidser o.s.v. kan man bag i bindet finde udførlige oplysninger om. Jeg nævner de redigeringsmæssige svagheder for at søge et nøgternt billede af produktet, for man bliver nemt beruset af alle værkets opsigtsvækkende fortrin.
Papirkvaliteten er lækker, bibliografien syner kompetent og omfattende, billedvalg og reproduktion holder højt niveau, m.m. –– der er kælet for omtrent alle aspekter af dette produkt. Jeg savner kun et læsebånd, dissehér vævede snore, der fungerer som indbygget bogmærke.
Vil man gerne vide noget om Deleurans liv og arbejde, vil man under alle opstændigheder blive glad eller endda begejstret. Dette er en helt uomgængelig biografi om een af Danmarks betydeligste håndtegnere. Uanset om man er professionelt eller privat interesseret, gør man sig selv en tjeneste ved at anskaffe dette digre værk.
Deleuran var gerne velorienteret om hvad der rørte sig i populærkulturen
