Møgmis: Romkugler i mosen og en total kattestrofe
Hvis der nu om dage skal noget ekstra til, før man fanger de unges interesse for at læse selv eller med højtlæsning, så er Møgmis svaret. Det er sjovt, det er uforudsigeligt og det er hæsblæsende.
Sophis Souid og Thomas Hjorthaab er tilbage med opfølgeren til Møgmis: Hævnen er sød og stinker af fisk, der var nomineret til Pingprisen 2023. Endnu en møgsjov tegneserie i en serie de unge læsere ikke må misse.
Det lægger nok en anelse skuffende ud, hvis man ellers har første bind i frisk erindring, da der bruges temmelig en del sider på at ridse grundpræmissen op, som var omdrejningspunktet i Hævnen er sød og stinker af fisk. Har man har læst den første, så bruges der simpelthen for lang tid på at gentage historien om Møgmis, der får skyld for alle ulykker og derfor beslutter sig for at tage hævn. Et par sider, nuvel, men her går der mere end tyve, før det for alvor letter i forhold til den nye historie. I første tegneserie gik det ud over drengen Sivert og i lige så høj grad Møgmis selv, der ikke længere er i besiddelse af alle sine ni liv. Det endte dog harmonisk med venskabet i fokus, en tråd der tages op igen i den nye Romkugler i mosen og en total kattestrofe. Skulle man være i tvivl om, hvorvidt Sophis Souid stadig har sproglig finurlighed i højsædet, bekræftes det således allerede med titlen. Dét er i sig selv en attraktion ved serien.
Sten, saks, papir – når Souid og Hjorthaab tager det under behandling.
Møgmis’ nye “MISsion” er i denne omgang at tage hævn på Siverts vegne, da han i skolen har fået buksevand og smurt romkugler på tøjet af Ronny Romkugle. ”Ingen skal mobbe eller MIShandle Sivert. Bortset fra mig!”, siger Møgmis selvsikkert og går i aktion. Igen er venskaber temaet i centrum, da Møgmis’ tre temmelig uduelige hjælpere har fået en ny slimet ven, Snegl, der ikke er sådan at bide skeer med, må Møgmis sande, da de skal kæmpe om territoriet og vennernes hengivenhed.
Derfra går det ellers over stok og sten. Møgmis sætter ”alt på et kradsebræt” og giver sig i kast med en noget besynderlig, men ganske underholdende, ”bedst af fem” dyst mod Snegl. Hele tiden er Thomas Hjorthaab der som en mis og leverer veloplagte tegninger i et opskruet tempo. Det er uafladeligt morsomt både at se på og læse om, så på den vis spiller tekst og tegninger ualmindeligt godt sammen.
Ingen tvivl om at Møgmis stadig er den ondeste og sjoveste kat siden Garfield. Samtidig gør det ikke noget, at Souid og Hjorthaab har masser af gode moraler om venskaber, der heldigvis ikke er lige så klistrede, som de slimspor Snegl efterlader overalt. Møgmis mister nok et liv eller to yderligere, men har forhåbentlig nok tilbage til en del flere album i serien.
