Møgmis: Hævnen er sød og stinker af fisk
Sophie Souid og Thomas Hjorthaabs Møgmis er en fornøjelig skør fortælling om skyld, hævn og venskab. Den vil uden tvivl kunne fungere glimrende som læsebog for børn, der er kommet godt i gang med at knække læsekoden. Spørgsmålet er vel bare, om de voksne kan lade dem få den for sig selv?
Drengen Sivert har været vant til at få skyld for det meste af sine forældre, så da han får en kat, øjner han endelig chancen for at kunne give skylden videre. Puttegøj-Ronaldo bliver derfor hurtigt til Møgmis, katten der er skyld i alt, om det så er rod, tis på toiletbrættet eller regnvejr.
Ikke sært at katten vil have hævn og lægger ud med at placere et dødt fasanhoved i Siverts seng. Han forstår ikke hentydningen, og som der står for at sikre lidt kulturel dannelse hos de unge ”Du kan google det, hvis du heller ikke gør”.
Møgmis vil derfor slå Sivert ihjel og får hjælp af en død mus og to hunde til at klare det beskidte arbejde. Den afdøde Osemus svæver rundt som et talende genfærd. Mickey Mops æder alt, hvad den kommer i nærheden af og tager i bedste Tom & Jerry-stil efterfølgende form efter det. Rockerhunden Killer Karen er præcis det modsatte af sit navn, så i bund og grund er det op til Møgmis selv at klare det beskidte arbejde.
Sophie Souids tekst er dejlig mundret, og man får lyst til at løbe ud på gaden og finde et barn i passende alder, man kan læse Møgmis højt for og grine sammen med. Dialogen er ganske forrygende. Legende, fræk og hele tiden med et lille tvist. Som i eksemplet her, hvor et par drabsforsøg er slået fejl:
Møgmis: Jeg tror, jeg får brug for hjælp fra oven.
Osemus: Mener du Gud?
Møgmis: Nej, jeg tænkte mere på en snigskytte deroppe på taget.
Møgmis’ tavle med brainstorm over mulige drabsmetoder viser også, at både dén og Souid, tænker ud af boksen:
- #1 Sivert skal løbe med en saks
- #4 Siverts uldne hue skal byttes ud med en plasticpose
- #7 Sivert skal have et glasskår-kys (en flaske i hovedet)
- #10 Sivert skal hoppe ud fra tremetervippen med en betonklods bundet om benet
Knastørt og udelukkende styret af tanken om hævn, arbejder den sig stille og roligt ind på livet af Sivert, uden at det for alvor bliver farligt for andre end Møgmis selv, der heldigvis har ni liv at give af.
Møgmis lanceres som en tegneserie, men er vel reelt fifty-fifty tegneserie og børnebog. Den veksler på den ene side mellem almindelig tegneserie med ruder og talebobler og på den anden side billeder med tekst ved siden af, som i en billedbog.
Det gør sådan set ingenting, for det fungerer lydefrit og Thomas Hjorthaabs tegninger sprudler lige så meget som teksten. Hjorthaab giver den fuld gas, når Møgmis kniber øjnene sammen og planlægger endnu et mordforsøg. Han holder det rimelig enkelt, så læsetempoet holdes højt, og så får den ellers fuld kadence, når Møgmis bogstaveligt talt pisser sit territorie af i hovedet på Sivert eller slikker på sin egen stikkontaktfælde, der var beregnet på … ja, Sivert.
Da Sivert undervejs får pigebesøg, begynder temaer som misundelse og venskab så småt at boble op til overfladen, uden det bliver påtrængende. For Møgmis skal ikke overanalyseres eller udpensles, den skal nydes og grines af. Souid og Hjorthaab kommer flot i mål som et sprudlende makkerpar, man ikke ønsker sin værste fjende skal få imod sig.
