Mira 8: #sommer #kærester #telttur
Seneste bind om pigen Mira er fin og let som et velsmagende snackmåltid.
Mira er en helt ung teenager som bor med sin mor, som hun har et til at begynde med lidt funktionsforstyrret forhold til – sådan hvor moderen på første side vil diktere, om teenageren må gå med ulden hue på om sommeren. Heldigvis viser det sig hurtigt, at det er forfatter Sabine Lemires måde at lave små, korte forløb på: kvikt ind i en konflikt, kvikt ud igen.
At konflikten så til tider forekommer tåbelig, tja sådan er livet nogle gange. Det minder på en måde om de første ti år i Marvel-universet, når Spider-Man tilfældigt mødte en anden superhelt, altså en kollega – hvor de alligevel ALTID skulle starte med at slås, før man fik lov til at komme i gang med den egentlige fortælling.
Historien om huen varer kun to sider. Så følger en seks siders fortælling om, at Mira har løjet for moderen og gået bag hendes ryg med nogle øreringe. Begge små fortællinger er pinlige at læse, og begge bliver fint ført til afslutning uden de store dikkedarer.
På samme måde er resten af bogens fortællinger også bygget op: der er en mindre konflikt blandt figurerne, som historien så viser frem i forskellige facetter. Og når der ikke er mere at vise, afsluttes episoden.
Det er nogle meget nære og lokale fortællinger. Blandt emnerne er: forhold til veninden, til forældrene, til kæresten, til kæledyret, osv. Jeg vil mene, fortællingerne er gode, endda rigtig gode til helt unge læsere.
Den overordnede ramme er, at Mira for første gang skal på lejrtur med klassen, hvor alle elever skal ligge i telt langt væk fra hjembyen og de trygge rammer hos forældrene. Den slags klassetur, de fleste af os sikkert kan nikke genkendende til. Sådan en uge i fremmede omgivelser byder på både strand-badning, sol og spændende drenge fra nabolejren – så der kan opstå gnidninger med veninderne, for hvem skal nu kysse med hvem? Mira har jo allerede fast kæreste, så hvordan håndterer hun når den lækre gut fra en anden skole lægger billet ind?
Tegner Rasmus Bregnhøis streg er klar og luftig, farvelægningen passende diskret, side-layoutet behagelig konservativt. Tekstning er pænt lavet med en font, der ser hjemmelavet ud på den gode måde.
Det hele er omtrent som i de tre-fire andre bind i serien jeg har læst, og det er godt. Forfatter/tegner-parret udforsker nænsomt den opvoksende piges liv og holder et fortsat højt niveau. Det er godt serveret og nemt at fordøje. En Mira-bog er som et fint og let snack-måltid, gjort med omhu. En tynd stregtykkelse og karikerede personer i et visuelt nemt aflæseligt univers.
Det er stadig nogle gange svært at kende figurerne fra hinanden. De er tegnet over samme skabelon, hvor deres individualitet mest signaleres ved forskellige hårfarver og den slags. Således er der en scene, hvor tre af pigerne sover i telt og har en sovepose-samtale hvor jeg skal anstrenge mig for at se, hvem der siger hvad, fordi to af pigerne fuldstændig ligner hinanden, når man i tusmørke-belysningen ikke så nemt kan se hvad farve hår, de har.
Det betyder ikke så meget i det store billede. Det er et glimrende album i en glimrende serie. Den er loyal overfor sine figurer, og det er nemt for mig at blive involveret i deres konflikter. Replikkerne lyder naturtro og teenagernes emotionelle hastighed fungerer narrativt godt: de bliver nemt uvenner, og bliver også nemt forsonet. Både med lærere, venner og forældre.
Ikke så sært, at serien flere gange er blevet Pingpris-belønnet. Hvis jeg skulle købe tegneserier til en otte- til tolv-årig, kunne Mira nemt ryge i kurven sammen med Anders And og Lucky Luke.
Del på
