Ikke Steranko, STERANKO! Altid med store bogstaver

Reply

Hej Kim – Hej Morten

“Mediascene” var et fantastisk “tidsskrift” – og så kunne man sidde og spille intellektuel, når man læste det, fordi det lignede en akademiker-avis. Og jeg har – heldigvis – en hel stak “Mediascene” – i lettere gulnet udgave – liggende.

Inspirationen fra Wally Wood er til at få øje på hos STERANKO, ligesom det grafiske lay-out selvfølgelig er inspireret af Will Eisner, på sine steder, når man bliver gjort opmærksom på det. Men – & uden at dette skal blive en diskussion om hønen&ægget – vil jeg også påstå, at der er noget markant Frank Frazetta inde over. Hvilket leder mig direkte videre til, at STERANKO jo faktisk forsøgte at søsætte en Sword&Sorcery-serie: Talon. Men han nåede vist kun til “promotion”-posters, inden det projekt blev “sacked”.
Men inspirationen fra STERANKO er evident, hos nyere – yngre – tegnere, som I også er inde på. Og allerede Neal Adams har en hilsen til STERANKO i “Deadman”. Det er scenen, hvor den eponyme helt endelig er nået til Shamballa, K’un-Lun eller hva’ pokker det nu er det kontekstuelle Shangri-La så ellers hedder, hvor en ekstruderet tekst i billedrammen, der skal illudere et “kraftfelt” kan læses som “HEY A STERANKO EFFECT”, hvis man kigger på siden fra en flad vinkel. En hilsen fra Neal til Jim.

Der findes også nogle photoes af en ung STERANKO, der – i “mistænkelig grad” – ligner nogle ungdomsbilleder af Frazetta. Men måske så “man” bare sådan ud, dengang, hvis man var en “hård negl”. For STERANKO kunne sådan set også godt ligne Roy ORBISON … ups – Orbison, mener jeg selvfølgelig.

MEN! Jeg synes I skylder at nævne, at STERANKO illustrerede Harlan Ellisons “Repent Harlequin, said The Tick-Tock Man”, al den stund at de illustrationer på bedste vis trækker trådene hele vejen tilbage til det Dali-inspirerede cover, I har med.
STERANKO er en rigtig blærerøv, ligesom Mads Christensen. Men de har begge lidt at have det i, og det er på mange måder ret livsbekræftende – også når det går i koks for dem. F.eks. har jeg aldrig fattet STERANKOS fascination af Houdini. Men selvfølgelig – hvis man er til noget med kæder og knuder, så gå dog til den (undlad dog, at lade andre mennesker slå dig hårdt i mellemgulvet – det er IKKE sundt!)

Ihvertfald var det på tide med den podcast om STERANKO 😀
Og jeg forbliver, som tilforn, en huld og trofast lytter til d’herrers evindelige og gensidige nagging og ødsle svinkeærinder.

Alt det bedste i jeres retning, Henning

Reply

Tak for kommentarerne, Henning

– Repent Harlequin, said The Tick-Tock Man, illustreret af STERANKO burde vi måske have nævnt, selvom vi da fik nævnt det meste. Men venner, hvis du læser det her og ikke kender den udgave, så google den. Det er noget af STERANKOS allermest eksperimenterende (og det siger jo ikke så lidt). I kan også følge os på Instagram, hvor vi deler nogle af de tegninger.

– Og ja, den hilsen i Deadman kan jeg godt huske 🙂

– Frank Frazetta? Meget muligt.

Reply

Mads Christensen? Not so much.

Reply

Ja, MEDIASCENE var svimlende fantastisk, da det udkom i 1972, i første omgang som COMIXSCENE (begge logoer naturligvis med versaler ligesom STERANKO), når man selv sad og rodede med sine små tidsskrifter om tegneserier i starten af 1970’erne.

Her var pludselig en tryksag, der handlede om tegneserier, men som ikke var et FANZINE. End ikke et såkaldt PROZINE. Men kort og godt et MAGAZINE. Overskrifterne stod med VERSALER, illustrationerne var KÆMPESTORE ligesom formatet, mindst dobbelt så store som i enhver anden tryksag om tegneserier. STERANKOs design, valg af format og papir udstrålede på samme tid seriøsitet, grundighed og aktualitet.

Der var selvfølgelig andre, der forsøgte at hæve niveuet for tegneserieformidling i de år fra de FANZINES, der var dukket op rundtomkring siden engang i 1960’erne. Nick Landau (grundlæggeren af Forbidden Planet og Titan Books) og Richard Burton (følg ham eventuelt på Facebook, han har de vildeste historiske billeder fra swinging comics i London i 1970’erne og 80’erne) med COMIC MEDIA i England. Michael Barrier og hans tidsskrift FUNNYWORLD i USA om tegneserier og tegnefilm – før han brugte et kvart århundrede på at skrive sin 700 sider lange bog om Hollywoods animationshistorie for Oxford University Press.

Eller det ganske vist kortlivede, men på sin egen måde spektakulære amerikanske INSIDE COMICS, redigeret og udgivet af Joe Brancatelli, som gik bag om businesskulisserne i tegneseriebranchen og skrev om forholdende for tegneserieskabere. At fx Robert Crumb, Harvey Kurtzman, C.C. Beck, Mark Evanier, Neal Adams, Will Eisner og andre markante meningsdannere stillede op, gav bladet pondus. Et af numrene bragte en i dag historisk, fotografisk opbygget feature med titlen “The Dirty Dozen”, som omfattede Don McGregor, Al Williamson, Roy Thomas, Gerry Conway, Howard Chaykin, Gray Morrow, Marv Wolfman, Neal Adams, Esteban Maroto, Tony Isabella, Mike Kaluta og – naturligvis! – JIM STERANKO, der alle gav mainstreamtegneserien og ikke mindst tegneseriebranchen tørt på. Kan læses her, dog uden fotografierne:
http://forbushman.blogspot.com/2012/12/1974-inside-comics-dirty-dozen-writers.html?m=1
(Læs eventuelt også samtalen mellem Gary Groth, Joe Brancatelli m.fl. i bogen “We Told You So: Comics as Art” om Groths inspiration fra Inside Comics, da han formaterede The Comics Journal).

Claude Moliterni med PHÉNIX allerede i 1966 med hans kohorte af tidlige franske tegneseriehistorikere og -kritikere som bl.a. Jean-Pierre Dionnet, Henri Filippini og Numa Sadoul. I Grénoble Jacques Glénat og hans SCHTROUMPF – LES CAHIERS DE LA BANDE DESSINÉE fra 1969 under medvirken af ligesindede som Henri Filippini, Thierry Groensteen, Jean Léturgie og Stan Barets. I Sverige Janne Lundström, Henri Holmgren, Sture Hegerfors, Göran Ribe og Magnus Knutsson med THUD fra 1968 (senere BILD & BUBBLA). I Holland Rob van Eijck og hans STRIPSCHRIFT, der er verdens ældste eksisterende tegneserietidsskrift, det er udkommet siden 1967. Alt sammen fanzines, der blev mere helstøbte tidsskrifter i løbet af nogle år omkring 1970. Selvfølgelig også her i landet, SERIE-NYT (senere NEMO og KULØRTE SIDER) fra 1970 med bærende kræfter i de første år som mig selv, Henning Kure, Freddy Milton, Anders Hjorth-Jørgensen og Jens Peder Agger.

I STERANKOs hjemland naturligvis også og ikke mindst Bill Spicers tidlige GRAPHIC STORY MAGAZINE med start i 1967, der flyttede fokus fra kommercielle (superhelte)tegneserier til underground, alternative og uafhængige tegneserier. Og i Bill Spicers omgangskreds Richard Kyle, den forunderlige Richard Kyle, som jeg havde fornøjelsen at korrespondere med pr. US Mail, en overmåde vidende og venlig mand, der introducerede begreber som “graphic story” og “graphic novel” så tidligt som 1964, og som sammen med forfatteren og historikeren Fred Patten (som kunne læse fransk) i 1972 åbnede Graphic Story Bookshop i Long Beach. De var de første, der skrev om og importerede manga og bandes dessinées til USA. I Paris gav Claude Moliterni ham Prix Phénix for den indsats, tegneserietidsskriftredaktør til tegneserietidsskriftredaktør. Allerede i 1970 kunne man læse om Asterix i deres nyhedsbrev GRAPHIC STORY WORLD, som snart udviklede sig til et decideret tidsskrift (senere kortvarigt med titlen WONDERWORLD) med undertitlen “The MAGAZINE of the Graphic Arts” (og nej, det er IKKE min fremhævelse). Her kunne undrende amerikanere læse om “The Many Lives of Jean Giraud” i 1972. Kyle var ambitiøs og annoncerede et endnu mere litterært anlagt, kritisk tidsskrift. Men angiveligt forsvandt abonnementslisten i en oversvømmelse, og han fik for travlt med butikken til at genoplive bladet, der ellers stod på tærsklen til noget stort. Det var Kyle, der hyrede Jack Kirby til at lave sin selvbiografiske tegneserie “Street Code”.

Kyles og Pattens tidsskrifter var ikke blot læseværdige, de var også efter tidens forhold dygtigt layoutede og designede med blik for mulighederne i de tidlige elektriske IBM-skrivemaskiner (spaltetekst med fast bagkant, yay!) og Letrasets gnubbebogstaver til overskrifterne, gerne med meget tæt spatierede bogstaver i Cooper Black-fonten, som tidens smag foreskrev. Jeg stjal selv med arme og ben fra dem. Her var en måde at lave et tidsskrift om tegneserier på, som man ikke havde set før. Jeg er derfor ret enig med denne amerikaner:
http://booksteveslibrary.blogspot.com/2012/03/single-most-important-magazine-in-my.html

MEN – MEN, MEN – så kom STERANKO og COMIXSCENE nr. 1, November-December 1972 stod der på det, Fifty Cents, og DOC SAVAGE ISSUE! med hans egen forsidetegning til DOC SAVAGE #2, som man mener, han måske afleverede for sent til #1, og derfor kom den først på #2. Uanset hvad slog han alle de tidligere tegneserietidsskriftudgivere, fordi han ikke bare ville formidle solid viden til de tørstende masser, han ville også pakke det ind i en grafisk opsætning, som INGEN havde set magen til indtil da i tegneseriesammenhæng. Det er derfor, at COMIXSCENE (senere MEDIASCENE og endnu senere PREVUE) stadig står som en milepæl i den disciplin.

Han fortsatte sin ultrastramme spaltebaserede stil fra THE STERANKO HISTORY OF COMICS (ligesom Morten købte også mine i Fantask og læste dem begærligt; og der skulle egentlig have været seks bind, men der kom af aldrig klarlagte årsager kun to!). Men vekslende med illustrationer i vildt stort format sammen med titler og rubrikker i markante VERSALtyper. Indimellem var det også en showcase for ham selv. I COMIXSCENE #3 trykte han sin eksperimentaltegneserie FROG på 48 ruder i præcis samme størrelse, som kan læses i enhver tænkelig rækkefølge, lodret, vandret, oppefra og nedefra og diagonalt, og danne mange forskellige historier. Steranko: “It’s not a comic; FROGS was a cognitive experiment that took the traditional comicbook panel element across a cognitive threshold it had never crossed previously: a true, interactive, experiential collaboration between the artist and the user, where the latter decided on what story to tell by determining how it would be told. Essentially, the user becomes the director.”
https://www.comicsbeat.com/jim-steranko-on-art-experimentation-and-frogs-interview/

På mig virkede alt det, som om tegneserien lige dér blev voksen sammen med mig, jeg (og Morten) var 17 år.

Man kan sammenligne STERANKOs indsats i den sammenhæng med, hvordan det ikoniske engelske THE FACE i 1980 rev sig løs fra de ganske vist solidt redigerede og skrevne, men røvsygt layoutede klassiske musikblade MELODY MAKER og NEW MUSICAL EXPRESS og designmæssigt markant fornyede musiktidsskrifterne. Og forstod, at folk, der var glade for rockmusik, også interesserede sig for andre former for populærkultur. STERANKO gjorde stort set det samme i tegneseriernes verden, men næsten ti år tidligere. Og fik løftet tegneserien formidlingsmæssigt op på niveau med fx film.

Nå, men jeg fik bare lyst til at knytte et par ord til jeres storartede udsendelse om den sære personage STERANKO og hans gerninger, som fik mig til at tænke på tegneserietidsskrifternes barndom, dengang de kun fandtes trykt på papir.

Reply

Se DET er den slags indhold, jeg er på internettet for!