Akissi 1: Gale katte får revet skind og Akissi 2: Superhelt i gips
Så er der godt nyt til børn i de mindre klasser, der skal finde noget sjovt at læse. Pigen Akissi fra Elfenbenskysten er fandenivoldsk og på en gang mulig at identificere sig med, samtidig med hun giver et indblik i en helt anden verden.
Cobolt udgiver de to første bind i serien om ivorianerpigen Akissi skabt af Marguerite Abouet (tekst) og Mathieu Sapin (tegninger). Akissi er omkring de 6-8 år og bor i en by i Elfenbenskysten med sine forældre, storebror og storesøster. Det sidste er ikke uvæsentligt, da en stor del af de syv sekssiders historier, hvert bind består af, igangsættes af drillerier og uvenskaber imellem de tre børn i familien.
Som den lille i søskendeflokken må Akissi ofte forsvare sig og kæmpe for at blive taget alvorligt af de ældre. Her ligger samtidig den første ting, som alle danske børn også vil kunne spejle sig i. Skænderier om hvorvidt man må lege med, når den anden har venner på besøg eller ting, der går hen over hovedet på Akissi, fordi hun er den mindste. Helt almindelige hverdagsting, viser sig at være de samme, uanset om man bor i Danmark eller Elfenbenskysten: begge steder får man lus og begge steder er behandlingen en uendelig pine.
Samtidig er det dog også tydeligt, at der er forskelle. Markante forskelle. De tre søskende bor på samme værelse i det lille hus, der i danske øjne ser ud til at ligge tættere på et township end et villakvarter. Akissi spiser da også affald fra gaden (og får bændelorm), storebror skyder duer, griller og spiser dem med stor fornøjelse. Og da en skolekammerat skal nævne eksempler på husdyr, remser han mus, kakerlakker, fluer og aber op, hvorefter han – selv om det passer – bliver slået af læreren.
Det lyder jo umiddelbart som barsk socialrealisme, men Abouet og Sapin serverer det som korte historier med humoristiske pointer. Bændelorm ender med at være Akissis trumfkort i kampen mod storebroren, da han ender på vild flugt, når hun styrter efter ham med en orm i hånden. Hver historie er uafhængig af de øvrige, selv om de naturligvis samlet set er med til at uddybe både personerne og miljøet. Det primære problem er egentlig, at de ikke er ret morsomme, selv om det tydeligvis er tanken, at det sidste billede i hver skal være den store humoristiske udløsning.
Det er unægtelig ærgerligt, at man højest trækker lidt på smilebåndet, når humoren skal være drivkraften. Da Akissi under en fodboldkamp skyder bolden over en mur ind i en lukket gård, må de pænt sidde og vente, til der kommer nogen ud derfra. Efter lang ventetid kommer en pukkelrygget mand ud, som de straks afkræver den bold, de tror han har gemt på ryggen. Hjemme igen sidder de og savner bolden, men taler om hvor sej manden var, fordi han havde slugt bolden! Det er absolut én af de bedre afslutninger, og viser samtidig, at Abouet hele tiden formidler med barnets vinkel på verden via Sapins let aflæselige, dynamiske og løse streger.
Hvert bind slutter desuden med ”Bonus-materiale”, hvor der både er nogle ordforklaringer, men også en opskrift, der virker som en endog rigtig god ide. De er lette at gå til, og så kan børnene kaste sig ud i at lave ”gedelort (kokoskugler)” eller ”pynteguf – spiselige smykker”. En fin ekstra dimension til bøgerne, der på den måde kan give dem lidt ekstra liv.
Tegneserierne om Akissi er velegnede både som oplæsningsbøger derhjemme eller som frilæsningstegneserier for børn i de mindre skoleklasser. Cadeau til Cobolt for at udgiver noget på dansk til dén målgruppe, som der ellers ikke er mange tegneserietilbud til. Som voksen savner man nogle mere slagkraftige punchlines, men det er ikke sikkert, børn vil have den samme oplevelse. Til gengæld er den forfriskende fri for pædagogiske moraler, for hvornår har et barn sidst fået lov at løbe truende rundt med en bændelorm i hånden?
