Anmeldelse
Det er bestemt ikke til at trække på skuldrene af, at Morten Voigt, vinder af Ping-prisen 2017 for årets journalistiske tegner, og Kim Schou, supersnakkende blogger, med PYT har lavet en tegneserie, man netop ikke kan affærdige med disse tre små bogstaver.
Forsiden er både grafisk fængende og sigende for indholdet. Midt i et stort ansigt ses en mand i evig bevægelse op og ned ad trapper, uden at han kommer nogle vegne. Netop sådan har livet formet sig for den navnløse hovedperson og jeg-fortæller, der siden han slog igennem med et brag som forfatter 10 år tidligere mest af alt har bevæget sig rundt i livsmæssige blindgyder.
Når man hurtigt blader PYT igennem, tænker man måske, at det ser lidt kedeligt og ensformigt ud, mens sort-røde sider flagrer forbi hinanden. Men man skal ikke lade sig snyde, Morten Voigt er en erfaren herre, der har styr på at dosere sine virkemidler og det bliver aldrig kedeligt, når først man går i gang. Historien om den fallerede forfatter/dranker, der lever et sølle liv i skyggen af sin eneste succes, er både spændende og overraskende. Fortælleren nedtoner selv sit eget liv sidst i det første af de ni kapitler: ”Indtil videre er det en ret banal fortælling, det ved jeg, jeg skal nok ikke satse på en selvbiografi”. Og så alligevel, for PYT ruller store dele af hans liv op undervejs i kampen for at få skrevet den forjættede 2’er.
Historien bygges fornemt op lag for lag, hvor de mange tråde, der alle fører til fortælleren, stille og roligt snører ham mere og mere sammen. Som læser får man aldrig for alvor sympati med fortælleren, der er lidt for doven, lidt for glad for en lille en, og lidt for usympatisk. Det er dog alligevel en fornøjeles at følge hans op- og nedture i jagten på et værdigt liv.
Persongalleriet består af hans 16-årige datter, som han gerne vil understøtte økonomisk, et par tyve, der bryder ind i hans hus, en søster, en ekskone, der tilsyneladende har skumle planer i gang, og en forlægger, der stadig tror på, at den så svære 2’er vil se dagens lys. Det er svært at afsløre ret meget mere om handlingen uden at røbe for meget.
Fortællingen er ligeså gennemført interessant som PYT er grafisk lækker i al sin farvemæssige enkelhed eller måske rettere coolness. Den ene gang, hvor farverne forsvinder i kapitel 4, er det fordi tekst og billede adskiller sig i to separate spor. På den måde udfordres man som læser på andre måder, end man er vant til. Voigt arbejder heller ikke med en fast sideopbygning, men varierer mellem antal rammer pr. side. Det er til at græde over med det ene øje, at Voigt skulle runde de 55 år, før han sprang ud som tegneserietegner. Med det andet kan man så passende smile over, at han nu har gjort det. Og så vil jeg krydse fingre på begge hænder for, at det vil gå noget lettere med 2’eren end for hovedpersonen i PYT.
