Bat-adventskalenderen 2: The Dark Knight Triumphant!

Reply

Man skal være mere end almindelig krænkelsesparat, hvis man absolut vil læse noget pædofilt ind i det billede, hvor Bruce Wayne kommer tilbage fra løngangene og bliver omfavnet af Robin.
Det er Lazarus og Mary (Carrie!)/Martha, der genforenes, ligesom den der scene i Batmobilen, hvor Batman er blevet forbundet af Carrie, er “redidaktiseringen” af fortællingen om Sankt Morten, der skærer en flig af sin kappe og giver den til en fattig (Jesus in disguise)

I Batmobilen (” – var det ikke det du kaldte den, Dick? Du var heller ikke så gammel, dengang!”) siger/tænker Batman at han kun kender én ting, der kan skade hans tank, “og det kommer fra en anden planet”. Vi skal helt hen i fjerde album, før “det”, der kan ødelægge Batmobilen er Kal-El – Superman.

Faktisk – hvem fanden det så ellers måtte interessere – kan jeg lige præcis huske, hvornår og hvor, jeg købte de fire bind (på dansk, godtnok, men lidt kan også godt ha’ ret). Det var nemlig tirsdag d. 20. oktober, klokken 13.45, 1987, i kiosken lige udenfor fødeafdelingen på Hvidovre Hospital, hvor min søn var blevet født, aftenen før 🙂

Reply

De er så fede de her Dark Knight-afsnit. Ofte har Supersnak-afsnittene karakter af begejstret og supervidende, men også lidt skøjtende gennemgang af en karakter eller tegneserieskaber, men her er der jo tung (og stadig begejstret) analyse for alle pengene, og man bliver virkelig klogere på Dark Knight Returns. Og det er jo en analyse der vandrer alle mulige steder hen – fortælleteknisk, tegneseriehistorisk, biografisk, osv.

Lige en kommentar: Thomas Thorhauge siger på et tidspunkt noget med, at Frank Miller-volden i Dark Knight har en brutalitet, som der ikke er i Watchmen, og supersnakkerne protesterer lidt.
Og det er også rigtigt, der er nogle virkelig grimme scener i Watchmen (Rorschach i fængslet comes to mind). Men jeg synes forskellen er, at humanisten Moore altid har travlt med at understrege hvor forfærdelig volden er, mens Miller åbenlyst (og måske mere ærligt?) nyder de her store muskuløse macho-voldshandlinger. Der er en hård fysisk glæde ved brutaliteten i Dark Night, en heroisering, som der slet ikke er i Watchmen.

Reply

Man kunne næsten fristes til at sige slut sekvensen spejler Jokerens. Når nu vi er så glade for idéen om at Miller har planlagt alt.

Jeg synes det er vildt fedt og Thomas Thorhauge bær podcastet overlegent, han er det rigtige valg. Jeg savner nu lidt at der bliver brugt tid på at forklarer brugen af ordet fascistisk, det bliver sådan lidt, hov ordet faldt ud og igen vil rigtig samle op på det.

På den anden side er der nok en længere snak og det er jo vildt fedt at tale om hvor sejt det er at actionfigurene bliver mudrede.

Reply

Møgfe’ adventskalender!

Men! Er I ikke lidt hårde ved det plot, der ikke er til at finde rundt i? (Ikke at det er så vigtigt igen.) Generalen i bog 2 har da vist bare solgt våben til mutanterne fordi noget med hans kone havde kræft, og han var skuffet over, at staten/hæren ikke ville bekoste behandlingen. Det har ikke noget med jokerens læbestift at gøre – han vil bare sprede kaos, bl.a. ved at gøre fremtrædende politikere skøre (deraf bemærkningen om at bombe Corto Maltese) – som igen ikke har noget med 3. verdenskrig at gøre; russerne reagerer “bare” på amerikanernes sejr på Corto ved at sende bomberne afsted. Det er i hvert fald sådan, jeg har læst det.

Reply

Det er helt rigtigt, det er en sammenlanding med ham den anden fyr der osse har flaget omkring sig. Undskyld! Men igen, ingen kan huske hvordan tredje verdenskrig starter i DKR, fordi det simpelthen ikke er det, tegneserien interesserer sig for, og det er ondt overfor denne verdens podcastere, der skal genfortælle 🙂

Reply

hej henning, fåååk nogle fede kommentarer, især det med tidspunktet. Mht fascisme, den diskussion blusser løbende op, og især i afsnit 4 så vidt jeg husker, og nok også afsnit 5.

Reply

Ingen årsag, TT – du har helt ret i, at TDK ikke er en plotserie. Miller koncentrerer sig om andre ting, men han er netop klog nok til ikke som sine pulp-forbilleder at rode sig ud i alt muligt kompliceret, som så ikke kommer til at passe sammen. (Det er det samme med Sin City-historierne, som godt nok heller ikke er komplicerede, selv om de forholder læseren en vigtig oplysning i lang tid.) Det er en sammenhængende fortælling om persongalleriet, men hver bogs skurkehistorie – Two-Face, Mutantlederen, Joker, Superman – kan læses og forstås inden for bogens rammer. Og alle bortset fra Two-Face, selvklart, er repræsenteret i de tidligere bøger, så de ikke bare hives ind fra kulissen. Det er ærefrygtindgydende stramt og begavet fortalt.