Når naturen bliver vred

Tobindsværket Resten af verden / Verden bagefter er en dyster, flot og skræmmende fortælling om hvad der sker, når naturen bliver vred.

Cli-fi – eller på godt dansk klimafiktion – er en genre-definition, der passer fint på Jean-Christophe Chauzys tobindsværk Resten af verden / Verden bagefter. For hvad gør man, når klimakatastrofen lige om lidt kommer, og hvad er er egentlig vigtigt her i livet?

Midt i den smukke franske bjergrige natur har Marie holdt ferie med sine to drenge, mens hun har raset ud over sin mand Christophes utroskab og den kommende skilsmisse. Nu afleverer hun drengene hos bekendte i en lille nærliggende landsby og tager tilbage til hytten i bjergene for at rengøre den. Men så trækker et uvejr sammen og gør alt andet ligegyldigt. Jord og himmel står i ét, strømmen forsvinder og forbindelsen til omverdenen går samme vej.

Tegner og forfatter Jean-Christophe Chauzy leverer et grafisk overvældende uvejr med hele splash pages og sider, hvor det hele hopper og danser. I det hele taget er Chauzy ikke bange for at lade billederne tale for sig selv undervejs, uden at forklarende tekstbokse skal forstyrre eller forklare det hele unødvendigt. På de to første ordløse sider skildres naturen og de dyr, der før menneskene aner, at noget unormalt er på vej.

Næste morgen står det klart, at der ikke har været tale om et helt almindeligt uvejr, men en naturkatastrofe af ukendt omfang. I første omgang søger Marie naturligt mod sine børn i landsbyen, der er raseret til ukendelighed. Derfra går turen videre mod en større nærliggende by til fods, da vejene er ufremkommelige. Dér bliver der for alvor prikket hul på civilisationens fernis, da politiet står for uddelingen af mad og vand, der efterhånden slipper op.

Chauzys flotte landsskabsbilleder står stærkt i rå og levende akvareller. Solen ser man ikke meget til, så de gråblå toner dominerer. Han bruger generelt få billeder per side og holder teksten på et minimum. Ikke at det er decideret ordknapt, men der bliver heller ikke sagt eller forklaret mere end højst nødvendigt. Som fortæller i første bind, Resten af verden, har han valgt moren, der desperat forsøger at holde modet oppe hos både sine børn og sig selv, efterhånden som det hele bliver mere og mere udsigtsløst og råt. Til slut må de flygte fra byen, hvor lovløsheden begynder at herske.

I bind to, Verden bagefter, skifter fortællerstemmen til den yngste søn, Hugo, så man nu får barnets vinkel på kampen for at finde en form for normalitet. Omfanget af naturkatastrofen går langsomt op for den lille flok, efterhånden som de begiver sig gennem et dommedagslandskab af ødelæggelser. Midt i usikkerheden vælger de alligevel at søge mod det kendte. Mod kysten og Christophe i håb om, at der på en eller anden måde venter en normalitet, hvis bare de finder ham. Faren bliver en ledestjerne i kaosset, selv om det er usikkert præcist hvor han befinder sig – og om han stadig er i live.

Skiftet fra trygt og kedsommeligt ferierende familieliv på landet til en kamp på liv og død er spændende læsning. Hvad der i første omgang ser ud til at være en kamp mod naturen udvikler sig hurtigt til også at være en kamp i bedste darwinistiske ”survival of the fittest” stil mod de øvrige mennesker. Så det bliver en blodig affære, hvor den lille familie hurtigt må lære at navigere indenfor en ny og barsk virkelighed.

Man kan godt kritisere Resten af verden og Verden bagefter for ikke at være dybt originale værker. Langt hen ad vejen er mange af tingene set før i fiktionens verden som i The Road (bog 2006, film 2009) eller helt tilbage i filmen The Trigger Effect (1996). Men derfor er der alligevel grund til at glædes, når der både leveres spændende og aktuel læsning.