Skrevet af Marvel-Morten og Kim Helt, illustreret af Mark Borello
Hej og velkommen til Supersnak med Marvel-Morten & Kim Helt, podcast-serien her på Nummer9.dk.
Da Star Wars dukkede op i 1977 kom der selvfølgelig en syndflod af mere eller mindre talentfulde kopier, og da Star Wars på sin vis selv var en kopi, en meget god og talentfuld kopi, så var alle “kopierne”, som kom efter, hverken særligt gode eller særligt talentfulde.
Så blev det 1979, og ALIEN dukkede op …
Og den var selvfølgelig aldrig blevet til noget, hvis ikke Star Wars blev den økonomiske og popkulturelle blockbuster, den blev, men ALIEN var heldigvis noget andet.
Ridley Scott var en stor beundrer af Star Wars.
Han siger selv, at han var deprimeret flere måneder efter, han havde set Star Wars, men det var der nu ingen grund til, for hans to næste film satte nærmest guldstandarden for SF-films udtryk, og med “Blade Runner” leverede han det visuelle brændstof til hele cyberpunk-genren.
Supersnak har været inde og se den nyeste “udklækning” fra ALIEN-fabrikken og det var en positiv overraskelse.
Så det bliver et afsnit, hvor vi bevæger os lidt væk fra de vante superhelte, selvom Ripley er ret så sej, og snakker om den nok bedste SF-filmserie næst efter stjernekrige og talende aber.
MARVEL-MORTEN anmeldte ALIEN: ROMULUS sådan her:
“Den første Alien-film fra 1979 er og bliver en milepæl med hensyn til stemning og design, selvfølgelig takket være Ridley Scott som instruktør og H.R. Gigers banebrydende figurdesign. Siden da har det været lidt op og (mest) ned med hensyn til hvordan Alien-universet er blevet behandlet.
Så hvad gør man?
Hvad gør man, når det ”gamle” univers er kørt ud i grøften?
Man laver, hvad der svarer til en Alien 1 ½. En film, der passer lige ind mellem den første og den anden Alien-film (James Camerons, som er en filmklassiker af egen ret).
45 år efter nummer et udkom, og højst overraskende … den er god! Det lykkes Fede Àlvarez som instruktør at skabe en Alien-film som var den fra ”De Gode Gamle Dage”.
Hele stemningen fra Alien er der, som om det er en beskidt boreplatform, og ikke et skinnende rumskib ude i fremtiden. En slaveplanet, som er taget næsten ud af Blade Runner. Og klaustrofobien… Du er lukket inde i en blikdåse med dette uhyre, denne skabning fra dit værste mareridt, og der er ingen vej ud … Alt dette er det lykkes Álvarez at overføre til ”Alien: Romulus”.
Jeg har det lidt, som da jeg så ”Star Wars: Rogue One”. De kan jo lave en god film ud af ny vin på gamle flasker!”
Og til dig, når du har hørt podcasten: Her er den første tegning af ALIEN fra 1939:
… Måske meget godt, at H.R. Giger fik lov til at lave sin version.
Og ja! Der er selvfølgelig en masse superhelte og tegneserier i denne ALIEN-SUPERNSNAK!
Rigtig god lyttehygge, og vi høres ved om to uger.
Husk: Du kan abonnere på podcastet på iTunes, på Soundcloud og Spotify. Du kan følge Supersnak på Facebook og Instagram og finde samtlige afsnit på vores hjemmeside, supersnak.nu.
Og så kan du selvfølgelig høre det her på siden.
Med venlig hilsen
Marvel-Morten
P.S.
Har du set: Vores 10-års jubilæumshæfte med artikler, tegninger og tegneserier kan købes nu.
Supersnak har også udgivet en bog! “Fra Moses til Superman” er en lille bog i stil med de populære “Tænkepauser”, den er rigt illustreret af Mark Borello og handler om et af de mest spændende og grundlæggende aspekter ved superheltene.
Og har du set: Kim har skrevet en tegneserie! Den fik Claus Deleuran Prisen for Årets danske debut! Den var nomineret til Pingprisen! Og den kan købes lige her.
Tidligere afsnit af Supersnak:
Tegninger: Mark Borello