Bag to af sommerens store graphic novels står et relativt ubeskrevet blad: Tegneserieforfatter Aksel Studsgarth. Nummer 9 har interviewet ham om hans usædvanlige karrierevej, om Skandinaviske horror-fortællinger og om den kreative proces, der ligger bag.
Aksel Studsgarth toner frem på min computerskærm to minutter før den aftalte mødetid. Han underskylder for at være forsinket, noget med nogle Zoom-opdateringer. Så bemærker han, at han faktisk er i god tid, og slapper af.
Tegneserieforfatteren, der denne sommer markerede sig med hele to store graphic novels på dansk – Alva i mørket og Det geometriske selskab – har allerede en lang karriere bag sig som 3D-animator og VFX-specialist. Hans ungdommelige ansigt er indrammet af brede persienner, der holder aftenlyset ude, og han er flankeret af en kat i nær-vegetativ tilstand: ”Det er lige før, den ikke ånder,” observerer han.
Jeg interviewer Studsgarth, fordi han skriver gode tegneserier og fordi deciderede tegneserieforfattere er en truet race i Danmark. Tegneserier sælger beskedent, så de fleste tegnere skriver enten lige præcis den historie, de gerne vil tegne – så sliddet kan bære lønnen i sig selv – eller også slår de pjalterne sammen med etablerede forfattere, der allerede har en læserskare.
Du er et relativt ubeskrevet blad i det danske tegneseriemiljø, men dit navn står øverst på to af sommerens tykkeste graphic novels. Hvordan kom du i gang med at skrive tegneserier?
– Det startede med en lyst til at skrive bøger. Mine forældre kendte en familie, der i 1970erne solgte alt, hvad de ejede, og drønede rundt i Europa i en Jaguar. Det var en fed historie, syntes jeg, den ville jeg gerne fortælle. Så jeg skrev glad derudaf: Det er dejligt let, når man ikke ved, hvad man laver. Jo mere, man ved om at skrive, jo sværere bliver det.
Det er dejligt let at skrive, når man ikke ved, hvad man laver.
– Tre fjerdedele af vejen gennem romanen løb jeg tør for gejst og glød. Det fungerede ikke. I stedet, som en pause, skrev jeg en kort horror-novelle. Og én til, og én mere. De var sjove at skrive, og efter en hel masse år i en branche, hvor det var nogle andre, der bestemte, så blokerer jeg lidt, hvis det ikke er sjovt. Nå, men pludselig havde jeg en bunke horror-noveller i skuffen, og jeg tænkte: De må kunne udgives på en eller anden måde.
Hvor går man hen med sådan nogle? Da fx Stephen King var ung, sendte han sine noveller til antologier og magasiner, men det marked findes vel nærmest ikke mere?
– Nej, selv i det store udland er der meget få tidsskrifter eller websites, der bringer horror-noveller. Så jeg lagde dem på Wattpad, hvor forfattere læser hinandens arbejde og giver feedback. Jeg mødte nogle søde mennesker, men sitet er mest til fanfiction. Jeg lagde også mine noveller på Amazon, hvor det er let at selvudgive digitalt; men der ligger sindssygt meget dér og det meste er virkelig dårligt.
– Så en dag stødte jeg på den herboende amerikanske tegner Craig Frank. Vi kender hinanden fra animationsbranchen, og han var gået i gang med at tegne tegneserier. Vi blev enige om at lave noget sammen, og det blev så til tegneseriehæftet Outstanding Issues.
”Hvad nu, hvis coronavirus kom fra fremtiden?”
Ja, I har foreløbig lavet tre af dem. Og det er dine gysernoveller, der danner forlæg?
– Både og. Første hæfte, To the Bone, var inspireret af en samtale, Frank havde med sin bror under lockdown: ”Hvad nu, hvis coronavirus kom fra fremtiden?” Det skrev jeg så et manus over. Grár var også en ny historie, men treeren, Stalin’s Sink, er baseret på en af mine noveller.
Samarbejdet med Frank er foreløbig kulmineret i den store graphic novel Det geometriske selskab. Hvordan kom du i kontakt med Daniel Hansen, som tegnede Alva i mørket?
– Internet-dating! Daniel er jo svensk, men bosat i Kina; vi har kun mødtes en enkelt gang, hvor han var hjemme i Stockholm og jeg besøgte ham dér.
– Det startede med, at han var mellem jobs på grund af corona og lagde en masse tegninger på nettet. Jeg fik øje på dem og kontaktede ham, og vi tog så et videomøde. Vi kom godt ud af det, måske fordi vi har arbejdet med mange af de samme ting, og besluttede at lave et ”pitch” til en tegneserie – et referat af den fulde historie, beskrivelser af miljø og karakterer og 10 eksempelsider – som vi kunne sende rundt til forskellige forlag.
Og så bed et af dem på?
– Nej! De danske forlag, der svarede, var meget hurtige til at sige, at det slet ikke var noget for dem. Og ellers skete der ikke en skid.
– Et halvt år senere vendte Daniel så tilbage og sagde: Jeg tror sgu, jeg tegner siderne om. I det første pitch var de ret polerede og cartoony; nu tegnede han løsere, mere skramlet, i en blyantagtig streg. Denne gang sendte vi til 25 forlag, især franske og amerikanske, og fik tre ”nej tak” og ét ”måske”. Og så var der lige ham fra Glénat, det store franske forlag bag alt fra Spurvehøgen og Tårnene i Maury-Skoven til Titeuf og Lou!, som svarede: ”Spændende, men I må gerne fylde lidt mere historie på.”
Altså, lidt mere lore, mere om den verden, tegneserien udspiller sig i?
– Præcis. Så jeg skrev som en gal, stykkede et nyt pitch-dokument sammen, og de endte med at bide på! Alva dans la nuit udkom september 2023 i Frankrig, og det har været en total fornøjelse – Glénat er bundprofessionelle i alt, hvad de laver. Samtidig var modtagelsen god: Alva var del af Angoulême-festivalens ”Selection officielle”, og anmeldelserne var meget positive. Som VFX-mand har jeg bidraget til nogle store tv- og filmproduktioner, men man skal langt ned på rulleteksten for at finde mit navn. Det her føltes helt anderledes.
Som VFX-mand har jeg bidraget til nogle store tv- og filmproduktioner. Men man skal langt ned på rulleteksten for at finde mit navn.
Både Alva i mørket og Det geometriske selskab udspiller sig i Norden – den første i nutidens Sverige, den anden i og omkring 1950ernes København. Hvorfor?
– Et af mine store forbilleder er svenske John Ajvide Lindqvist; han skrev blandt andet bogen bag den socialrealistiske vampyrfilm Lad den rette komme ind. Samtidig gjorde Peter Høegs Frøken Smillas fornemmelse for sne et kæmpe indtryk på mig, da jeg læste den: Jeg havde aldrig før oplevet København som et mystisk og dragende sted. Det er ikke sådan, at jeg bevidst har lagt mig i kølvandet af de to, men ubevidst har jeg måske nok: Jeg prøver bare at skrive noget, jeg selv ville læse!
Alva viser sig at tilhøre et sagnfolk, der lever i skjul i Nordsverige, og som bliver forfulgt af en hemmelig, kristen orden. Og i Det geometriske selskab søger en gruppe nazister at få adgang til parallelle dimensioner gennem blodritualer. Hvad kan den slags historier om skjulte lag bag virkeligheden, vi kender? Hvad er attraktionen, tror du?
– Godt spørgsmål. På en måde er det lidt som Facebook-reklamer, du ved: Sådan taber du dig 40 kilo med det her kosttilskud fra Polen!
Den moderne verden er så kompleks, at vi drømmer om enkle løsninger.
”Her er hemmeligheden, din læge ikke vil have, at du kender!”
– Ja. Den moderne verden er så kompleks, at vi drømmer om enkle løsninger. Om noget, som er nemmere at forstå og federe.
Men parallelle universer gør vel kun verden mere kompleks?
– Det kan du sige, men til gengæld kan de universer så være enklere end vores eget. Grænsen mellem godt og ondt kan være hårdere trukket op. Spillereglerne kan være mere ligetil.
Fortæl lidt om din proces. Hvordan skriver du?
– John Ajvide Lindqvist, som jeg nævnte før, starter altid med at skrive spørgsmål til sig selv og sin historie i en notesbog. Sådan tager hans historier form, og dén tilgang har jeg stjålet. Når jeg så tager fat på selve skrivearbejdet, arbejder jeg meget lineært. Jeg har et billede i mit hoved, der definerer historien. En scene, jeg synes er så spændende, at jeg overvinder min naturlige dovenskab og faktisk skriver den ned!
Scenen med indbruddet er som den allerførste sten, der lægges, når man bygger en stenmur.
– Alva startede med ideen om en mytologisk skabning, som klatrer op af facaden på en moderne boligblok. Men hvorfor gør hun det? Et indbrud, selvfølgelig. Hun skal have et par kompagnoner, og de kan i hvert fald ikke klatre. De vil hellere sidde i deres varme bil og spise pommes frites. Hvad er det, de skal stjæle? Guld. Men de finder også noget andet, noget farligt. Så er historien ligesom i gang; scenen med indbruddet er som den allerførste sten, der lægges, når man bygger en stenmur.
– Bagefter handler det om at finde de rigtige sten, der passer til de rigtige steder. Sommetider ligger de lige foran mig, men ofte er jeg nødt til at gå en lang, kedelig tur og håbe, at den manglende sten ligger i vejkanten …
Hvordan ser dine manuskripter ud?
– Da jeg skulle starte med at skrive tegneserier, købte jeg to bøger: Én om håndværket og én med eksempler på tegneseriemanuskripter. Af dem lærte jeg, at den klassiske tilgang med at beskrive indholdet af hver billedrude ikke fungerer for mig. I stedet skriver jeg, som var det et tv-manus – med dialog og beskrivelser af locations og begivenheder, men ingen anvisninger til, hvordan det skal fortælles visuelt. Det er Craig og Daniel langt bedre til at finde ud af.
En ting, jeg finder særligt charmerende i dine tegneserier, er karaktererne. De har hver deres særheder, små brister, der giver dem liv og personlighed.
– Tak! Det kommer helt enkelt af, at jeg prøver at gøre karaktererne interessante for mig selv at skrive. Det er enormt vigtigt at tænke over, hvad der driver karakterer. Hvorfor gider de? Alva er et sagnvæsen blandt mennesker, hun vil gerne finde et sted, hvor hun hører til. Chefen for den kristne milits, der forsøger at eliminere sagnvæsenerne, lever i skyggen af sin far, den tidligere chef. Han både frygter ham og forsøger at please ham. Og så videre.
Det er enormt vigtigt at tænke over, hvad der driver karakterer. Hvorfor gider de?
Du er også god til at give karaktererne distinkte måder at tale på.
– Den klassiske begynderfejl er jo at skrive alle, så de taler som én selv. Jeg elsker at give mine figurerer forskellige måder at tænke og formulere sig på. På den måde kan jeg skrive dialoger, hvor de taler forbi hinanden, den slags elsker jeg. Ofte bliver jeg faktisk nødt til at skrue ned for humoren, når jeg redigerer mine manuskripter – hvis alle er sjove hele tiden, så punkterer det historien, synes jeg. For mig giver det ikke nogen mening at gøre som i for eksempel The Suicide Squad: Sætte en situation op, hvor der er alt muligt på spil, og så er der ingen af figurerne, der tager det alvorligt.
Hvad arbejder du på lige nu? Hvad er på vej?
– Daniel er i fuld gang med at tegn bind to af Alva – deadline er 1. januar. Hvis man er nysgerrig, kan man følge processen på hans Instagram. Dét manus var en hård nød at knække, en klassisk svær toer. Man bliver nervøs for modtagelsen, tænker en masse ukonstruktivt. Da jeg endelig sendte manuskriptet til min redaktør på Glénat, fik jeg en hel masse noter tilbage. De skulle lige sluges, men han havde helt ret.
– For øjeblikket skriver jeg på bind tre af Alva, og så laver tegneren Christian Højgaard og jeg en kort ting til Metal Hurlant. Det er lidt stort, når man er sådan én, der modtog den amerikanske udgave Heavy Metal direkte fra USA i brun indpakning som teenager! Christian og jeg pønser også på at lave et større projekt sammen.
Hvad er det ultimative mål for dig som tegneserieforfatter? Hvad er drømmen?
– Man vil vel altid gerne tjene en reel timeløn på sit arbejde. Dér er Daniel og jeg langt fra, selvom vi er tættere på end forventet. Men altså, det er jo lidt uvisionært bare at tale om salgstal og penge. Jeg tror, det ultimative for mig ville være at se en cosplayer på en tegneseriefestival, som er klædt ud som Alva eller hendes sidekick Mini. Se, dét ville være sejt!
