To the Bone
Om ikke at skue hunden på hårene, hvordan verden hænger sammen og hvor det hele stammer fra. Psykologi, sammenhængskraft og kausalitet, komprimeret i To The Bone til bare 30 sider. Og så er det helt enkelt bare grueligt underholdende.
Med To The Bone, som er første episode i en serierække under navnet Outstanding Issues fra forlaget Hunov & Haffgaard, præsenteres vi for en ægte heltetrio – eventyrere af bedste Hollywood-skuffe – som sendes tilbage i tiden. Ikke fordi de som sådan skal noget der, men fordi man kan og så bliver man som bekendt nødt til det.
Da de efter en fejlfunktion, forårsaget af et par aldeles tilfældige omstændigheder, havarerer undervejs i tid og rum og voldsomt vansirede materialiserer sig i fortiden, er den ene død og de to overlevende rygende uenige om hvad de nu skal. For de må jo, jævnfør det klassiske tidsrejsedogme, under ingen omstændigheder påvirke fortiden. Og så skal der egentlig ikke siges mere…
Allerede på omslaget er tonen slået an, med vores hovedperson ridende ud af en fremtidsmetropol på en Stéphane Halleux-esque potensforlænger. Her kan det lige indskydes, at der bagi hæftet er indsat 2 alternative forsider, som måske egentlig er mere relevante for historien, end den man har valgt at bruge, men som til gengæld ikke har den samme tilbagelænede jeg-pisser-på-det-hele-attitude som helten på motorcyklen. Samme overlegne attitude, som kendetegner ham i selve historiens begyndelse, men som skal vise sig senere ikke at være særligt dybtliggende.
Som vi er blevet vant til fra Hunov & Haffgaard, er det et luksuriøst hæfte. Den ér ganske tynd, men oser af kvalitet og glæde ved mediet. To The Bone er trykt på ualmindeligt tykt og gedigent papir, med en sværte næsten helt uden genskin, og omslaget kacheret i en gummieret folie – nærmest som var det en jomfruelig biblioteksbog. Begge dele løfter den taktile fornemmelse helt enormt og nærmest byder til genlæsning efter genlæsning.
Farvelægningen af Graig Franks selvsikre, nærmest lidt storyboard-agtige streg, er holdt i en tone, som mest af alt minder om laboratorielyset i firsernes zombiefilm. En tone, der samtidig fjerner fokus så meget fra omgivelserne, at det endda er svært rigtigt at vide på hvilken tid af døgnet vi befinder os. Så komprimeret er det, og så effektivt.
Uden at afsløre historien skal det blot nævnes, at de to overlevende heltes roller bliver byttet om. Vores ven fra forsiden afkaster sig sin macho-forklædning og bliver den, som skal redde fremtiden fra deres utidige indblanding i fortiden. Men er det nu også så let?
Historien er skrevet af Aksel Studsgarth og, nærmest i symbiose med Craig Franks streg, er der skabt en kort og skarpt skåret historie om gru og uforudsigelighed. Og nej. Vi kan ikke forudsige begivenheder, ligesom vi heller ikke kan tillægge en begivenhed én enkelt årsag. Det hele er en lang, uforudsigelig kæde af vilkårligheder.
Del på
