Det geometriske selskab
Vi så sidst Aksel Studsgarth og Craig Frank sammen i Outstanding Issues, og nu er den dynamiske duo tilbage for fulde gardiner.
Det skal retfærdigvis nævnes, at Aksel Studsgarth netop har udgivet den stemningsfulde og dystre Alva sammen med tegner Daniel Hansen, ligesom Craig Frank tidligere selv har udgivet den rablende og særdeles underholdende konspirations-road-movie JFK (hvor en ikke helt død John F. Kennedy, med en jernplade i hovedet freelancer som snigmorder). De er fremragende hver for sig, men det er sammen de for alvor er rigtigt sære (som om JFK og Elvis sammen på amerikansk isbar ikke er sært nok).
I Det geometriske selskab møder vi i 1954, den livstrætte og fordrukne fotograf Johan Crom, som af og til bliver hidkaldt af Københavns politi for at fotografere gerningssteder, hvis han da ikke får tiden til at gå med at lave avantgarde-pornografi med sine frisindede kunstnervenner. Historien skydes i gang da Crom sættes til at forevige et makabert selskab af afdøde cirkusartister. På gerningsstedet finder de i en skabsfryser en lille pige – stærkt forkommen, men i live. Herfra tegner der sig en stadig tydeligere forbindelse til Johan Croms dybt fortrængte fortid.
Forbindelsen til fortiden sker i begyndelsen som flashbacks til slutningen af 2. verdenskrig, hvor vi med jævne mellemrum skifter til en yngre Crom. Han er del af en SS-lignende gruppe, som under ledelse af den karismatiske Eva Lux, leder efter evigt liv gennem okkultisme, underlige sten og tilfangetagne medier. Kliche? Ja, bestemt. Men her udenfor Hollywood, hvor man ikke bekymrer sig om fløjlshandsker, bliver det en vanvittigt underholdende kliche – og faktisk snarere en satire over genren. Det viser sig, at der bag gruppen gemmer sig en gammel sammensværgelse, centreret omkring et hemmeligt selskab. Dette Geometriske selskab har ikke blot som mål at skabe udødelighed for Tusindårsriget, men sandelig også for Eva Lux en plan om at indtræde som en verdensregerende dødsengel.
Aksel Studsgarths historie har omtrent lige dele mavesur Philip Marlowe og akavet Indiana Jones. Det er som at se en ung Finn Ziegler som anti-detektiv i et Leif Panduro-stykke. Det kan næsten ikke gå godt, men gør det på sæt og vis alligevel.
Tegnestilen er, som det kendetegner Craig Frank, taget direkte ud af de storyboards vi jævnligt ser brugt i filmbranchen. Det er kantet og skitseagtigt, med meget få egentlige detaljer. Men netop som storyboards plejer, er de detaljer, der er væsentlige for en given scene, tilpas skarpe. Og med en hjernesugende nazist i centrum, enkelte gange endog ækelt skarptskårne. Det er faktisk det Craig Frank er særligt god til. Da f.eks. scenen skifter til Frederik IX i sit badeværelse på Amalienborg, er man ikke et sekund i tvivl om hvem han er, småbandende og sømand, og tydeligt tonende frem gennem skitsestregerne.
Tilbageblikkene læner sig vel meget op ad de nazi-karikaturer vi har set til hudløshed, men hovedparten af historien foregår i 1954, og dér er tidsstemningen ramt ualmindeligt præcist. 
Selvfølgelig gør stregen det tydeligt, med beklædning der er som taget ud af beatnikkernes modekatalog. Men Studsgarth og Frank formår at understrege tiden i sprog og gestik. Næsten alt er holdt i monokrom, tonet efter stemning, præcist som i Outstanding Issues og effektivt pegende mod en forgangen tid.
Enkelte steder mangler der lidt redaktionel indgriben. Helhedsindtrykket er fremragende historiefortælling, men der er nogle irriterende plothuller og personer der introduceres med en vis vægt uden rigtigt at komme i spil i historien. Ting som bør være lette for en udenforstående at opdage.
