Anmeldelse
Bered dig på en gådefuld rundtur i sindets kringelkroge i Anna Laurine Kornums værk Valmuemarkens paradox.
Billedkunstneren og illustratoren Kornum dukkede op på tegneseriescenen i 2016, da selveste Grant Morrison – den feterede tegneserieforfatter bag Doom Patrol, The Invisibles, All-Star Superman og mange flere – udvalgte hendes historie A Mind Bomb til legendariske Heavy Metal Magazine.
Herefter gik nogle år, inden hun debuterede i 2022 med Mit indre øje. En samling creepy og foruroligende fortællinger, som fik Dansk Horror Selskabs pris for årets danske horrorudgivelse.
Nu er Kornum så tilbage med Valmuemarkens paradox. Udover tematisk og visuelt at ligge i forlængelse af Mit indre øje, rummer den også handlingstråde, der antyder en sammenhæng med debuten.
Du kan dog sagtens gå til Valmuemarkens paradox som en selvstændig udgivelse.
Kort fortalt handler historien om den unge kvinde Nona, der døjer med psykiske udfordringer. I starten af fortællingen er hun under behandling på et psykiatrisk hospital, hvorefter hun udskrives til et ophold på et mystisk bosted.
Et bosted, der i svundne tider var et mondænt hotel. Tanken er, at opholdet her skal hjælpe Nona med at genindtræde i samfundet.
Med dét som den overordnede ramme er banen kridtet op for en både ildevarslende og tung fortælling. Som læser fornemmer du hele tiden en sitrende spænding under overfladen. Her lader virkelig til at være noget på spil.
Men hvad det er, er vanskeligt at få hold om.
Hvad er virkeligt? Hvad er forestillet?
I takt med at læseren følger Nonas forsøg på at skabe orden i kaos og blive klog på sig selv i det tidligere hotels dunkle korridorer, melder tanken sig: hvor meget kan du stole på dét, der udfolder sig for dine øjne under læsningen? Er det, hvad Nona oplever eller hvad hun tror, hun oplever?
På den måde følger Valmuemarkens paradox naturligt op på Mit indre øje, hvor Kornum også udforskede grænserne mellem virkelighed og fantasi. Hvad sker der, når den virkelige verden smelter sammen med vrangforestillinger? 
Visuelt er Valmuemarkens paradox imponerende. Som i debuten har Kornum en meget detaljeret, gennemført stil, hvor hendes baggrund som billedkunstner hele tiden skinner igennem.
Mange af ruderne kunne nærmest renses for talebobler, sættes i ramme og hænge på væggen som selvstændigt værk. De ligner mere malerier end egentlige tegneserie-ruder.
Der er tydeligvis tænkt meget over – og lagt mange timer i – hvert billede.
F.eks. udfordrer Kornum løbende sig selv med en række perspektivskift, der flot understreger hendes evne til at fortælle visuelt.
Udtrykket er i høj grad naturalistisk og fotorealistisk. Nogle gange nærmest hyperdetaljeret, helt ned til teksturen på vægge, gulve eller andet i de omgivelser, der skildres.
Det er imponerende udført, men giver også billedsiden et stift og fastfrosset udtryk, uden den dynamik en mere løssluppen, fabulerende streg kunne have.
Det naturtro udtryk skabes i høj grad også af Kornums skyggelægning. Den er virkelig flot og overlegen.
Flere steder får skyggerne ansigters konturer og særpræg til at stå helt skarpt frem fra siderne, nærmest tredimensionelt.
Samtidig er meget af Kornums farvelægning holdt i mørke, jordslåede farver, der er med til at understøtte, at det her er en fortælling sat i mol, på ingen måde i dur!
Alt dette giver tilsammen Kornum et godt udgangspunkt for at lege med dén kontrast, der opstår, når sindets påfund og syrede drømmesyn clasher med den virkelighedsnære billedside.
Der er altså mange kvaliteter i det visuelle. Hvordan er fortællingen så?
Her synes jeg, at udgivelsen har nogle udfordringer.
Foruden at være illustrator og billedkunstner har Kornum en universitetsbaggrund i biologi og filosofi. Det fornægter sig ikke. Jeg har nævnt den naturalistiske billedside, men derudover er det ikke hver dag man møder en tegneserie, der citerer filosoffer som Ludwig Wittgenstein og Peter Wessel Zapffe.
Eller bruger ord som ækvilibrium, homeostase og iterationer på tekstsiden.
Det er en krævende fortælling, til tider med et højlitterært skær. ”Dette hotel husede nu de nyligt afdøde” står der på s. 42. ”De, der endnu ikke var klar over, hvad de var. Gengangerne selv blev hjemsøgt af brændende stumper af deres tidligere liv. Der var utallige variationer, forskellige grader og diverse måder at håndtere skammen og tabet på.”
Det lyder mere som noget fra en murstensroman end en tegneserie, og på både godt og ondt går dette igen.
På den ene side er det fedt og prisværdigt, at Kornum har så tårnhøjt et ambitionsniveau. På den anden side er der en fare for, at fortællingen bukker under for vægten af selvsamme ambitioner og fortællingens insisteren på flertydighed og symbolik.
Valmuemarkens paradox er ikke en udgivelse, der giver ved dørene. Det var Mit indre øje bestemt heller ikke.
Her var du som læser i høj grad på arbejde for at samle puslespilsbrikkerne til en fortælling, der så småt gav mening og rørte dig. Men som du måske stadigvæk ikke var helt sikker på du forstod efter endt læsning.
I denne ombæring synes jeg, at Kornum kommer ud på for dybt vand med en historie, der er så avanceret, gådefuld og på nogle punkter uforståelig, at det ender med at være frustrerende, at alt skal være så syret og svært at blive klog på. I hvert fald for mig!
Jeg oplever, at Nona som hovedperson er vanskelig at relatere til og leve sig ind i, fordi man kun får små brudstykker af hendes fortid og kun i glimt møder hendes familie, venner og bekendte, der ellers kunne være med til at folde hende ud som karakter.
Måske vil andre få mere ud af historien end mig?
Men jeg endte i hvert fald med at sidde uforløst og lettere forvirret og distanceret tilbage efter endt læsning. Så meget desto mere ærgerligt, når nu billedsiden er så interessant og gennemført, som den er.
