Grár
Novellens evne til, i modsætning til de fleste romaner, at sætte os i selv den mest usympatiske hovedpersons sted og acceptere dét perspektiv, fungerer i Grár fra første salme.
Grár er anden episode i serierækken Outstanding Issues fra forlaget Hunov & Haffgaard, der startede med To The Bone. Ligesom forgængeren er produktionskvaliteten helt i top, dog med én enkelt skønhedsfejl. Hvor To The Bone var pragmatisk klammehæftet, er Grár limindbundet. Umiddelbart giver det et mere raffineret udtryk. Men hvor klammer nærmest holder evigt, kan limindbindingen gå op, hvis man læser bogen meget – og dét har jeg gjort. Men altså, det er ikke noget der vælter oplevelsen og tager i hvert fald ikke fokus fra den indvendige og vigtigere del.
Og inden for – allerede i kolofonen sættes der trumf på: “Inspired by a true story”. Hvor Dan Brown jævnligt knækkede halsen på den slags udsagn, er der her uden blusel lagt op til en gevaldig lystløgn, som gør disclaimeren så meget desto mere underfundig. Nok er USA et stort land og grænserne for hvad der dér kan ske er bestemt vide; meeen… *)
Nuvel! Vi er i starttredsernes USA og følger Greta, en utilpasset, midaldrende kvinde med en konstant hang til gratis mad ved ukendte menneskers begravelser, slet ingen situationsfornemmelse og en tilsvarende dårligt kontrolleret kleptomani. Hendes eneste umiddelbart formildende karakteregenskab er den altomfavnende ensomhed, hun finder i sit eget selskab og en selvlede, som ikke magter at pacificere hende. Baudelaire er simpelthen gået af mode i hendes verden.
Denne gang er omstændighederne i historien ikke så skarpt opstillede, som de var i seriens første episode. Til gengæld bliver vores hovedperson her mere præcist udlagt og udstillet i al hendes forladthed, indtil hun, som det næsten må ske i den slags skæbnefortællinger, bliver stillet til regnskab for den grådighed, der styrer hende, efter at have stjålet fra den i dén grad forkerte familie. Grár betyder grå på islandsk, og henfører til dels Gretas forfølgere og dels til bane-familiens slet skjulte norrøne forbindelse.
To The Bone var en kontant og stemningsfortættet tour de force i minimalisme; om jeg så må sige, skåret ind til benet. Uden at forlade den charmerende storyboard-facon og det monokrome udtryk er Grár en noget mere spredt affære, både i stil og streg. 
Vi genfinder her samme filmiske virkemidler som i To the Bone, f.eks. når Greta byder hendes søn et stykke konfekt, vel vidende at han har sukkersyge. Hen over en hel side ser vi hende stålsat nøde ham, til han endelig giver efter. Det samme ser man i en scene, hvor vi følger månens vej henover byens tage, indtil solen står op, alt imens Greta over telefonen forgæves forsøger at få hjælp fra den søn, hun een gang for meget har udnyttet. Det kunne Hitchcock ikke have gjort bedre.
Tegnestilen er den samme som i To The Bone. Der sker dog noget med det endelige udtryk denne gang. Det er som om billederne ikke helt brænder igennem på samme måde, og vi nu går lidt på vandring i tegningerne – lader os forlede. Det kan være et mål i sig selv, men forudsætter en detaljerigdom i tegningerne, der kan tåle netop det, og dét er Grár faktisk for ujævnt tegnet til. Skraveringerne lidt for ruflede og proportionerne en anelse for lemfældige. Det ændrer dog ikke på poesien i både historie og billede.
Ligesom sidst, er der bagerst alternative forsider til historien tegnet af andre tegnere, her tekstforfatter Aksel Studsgarth og den fænomenale ramasjangtegner Jim Paillot. Det er altså en ret sjov gimmick, som kan blive en fin tradition. Bliv for alle guders skyld ved med det.
*) ifølge et mini-interview med Aksel Studsgarth på forlagets hjemmeside, er der faktisk en sand baggrund for historien, som næsten er mere vanvittig end Grár. Men vent med at læse interviewet til du har læst hæftet. Der er ingen deciderede spoilere, men der bliver dog foræret et par mulige overraskelser væk… https://hunovhaffgaard.dk/q-and-a-med-aksel-s/
