KRIG Der er krig i Europa, og pludselig føles podcasts om tegneserier uendeligt meningsløst. Men kan tegneserier alligevel på nogen måde bidrage bare med et eller andet?
Radio Rackham har støvsuget tegneseriehistorien for krigstegneserier og fundet tre mesterværker, der på meget forskellige måder forholder sig til krigens væsen og den menneskelige undtagelsestilstand.
Vi — Storm, Thorhauge, Wivel — udpeger de egenskaber og eksistentielle rum som henholdsvis Raymond Briggs’ Når vinden blæser (1982), Jacques Tardis Skyttegravskrigen (1993, original her) og Keiji Nakazawas Barefoot Gen (1973-87) tilbyder og undersøger om der findes trøst, håb eller bare lidt perspektiv i tegneseriehistorien.
I episoden omtaler vi også Harvey Kurtzmans m. fl. krigsserier fra EC Comics i begyndelsen af 50erne, Joe Saccos Safe Area Gorazde (2001, læs mere her) og Emmanuel Guiberts Alans krig (2000-8, læs mere her og her). Læs også Wivel om Tardis Fandens til krig! her og om Keiji Nakazawa her. Nåja, og lyt til vore tidligere episoder om Joe Sacco og Art Spiegelmans Maus, begge omtalt i afsnittet.