Femi-nichen har skiftet super-pigerne ud med Insta-kvinder i sit forskningsliv. Hvorfor? Fordi det er en af tegneserieverdenens brændende platforme.
Denne tegning har ændret mit liv.
Helt konkret og på mange fronter.
Tegning blev postet af Liana Finck, der er tegneserietegner, freelancer for The New Yorker og Instagram-darling, den 17. oktober 2021. Først og fremmest vakte den genkendelse og genklang hos mig. Den mindede mig om en tegning af Line Jensen, som også havde føltes intuitivt rigtig, da jeg så den:
Det svære i at balancere arbejde og resten af livet har vist været et problem lige så længe som det kapitalistiske arbejdssystem har været det. De tidligste fagbevægelser kæmpede for retten til fritid og et liv i ligevægt – 8 timers arbejde, 8 timers fritid, 8 timers hvile, og alt det der. Især for kvinder har det været besværligt, fordi indtrædelse på arbejdsmarkedet ikke altid betyder mulighed for at træde ud af hjemmets reproduktive arbejde. Det er en feministisk kamp, vi stadig kæmper.
Opslagene illustrerer et genkendeligt problem, men de udgør også problemet. Fincks og Jensens arbejde er at tegne deres liv på Instagram. Så hvordan skiller man arbejde og liv ad, når ens arbejde er at tegne sit liv? Når de to sfærer smelter sammen i en situation, hvor ens levevej er betinget af dagbogstegninger på Instagram?
De spørgsmål peger på en sammenfiltrer bunke af spørgsmål om forskellige former for arbejde – kreativt arbejde, omsorgsarbejde, feminiseret arbejde, influencer-arbejde, kreativt entreprenørskab. Det er en hastigt voksende trend – Liana Finck og Line Jensen er bare to blandt mange, især kvinder, der har bygget en karriere på Instagram-tegneserier.
Der sker nemlig også en masse spændende med tegneserieformen her. De to opslag ligner måske ikke tegneserier i klassisk forstand. Men de indgår i en kontekst, i genkendelige universer med faste karakterer, fortællerytmer og kreativ udnyttelse af Instagram-opslagets muligheder og begrænsninger.
Og de formmæssige nybrud, sammenholdt med temaerne, interesserede mig så meget, at jeg skrev en forskningsansøgning om ”These Women’s Work” (tak til Kate Bush). Liana Fincks tegning stod øverst på den første side. Og Syddansk Universitet syntes, at det var værd at kaste forskningspenge efter.
Så Femi-nichen får lov at leve en tid endnu. Jeg kommer helt sikkert til at skrive mere om Liana Finck. Hun blev også nævnt i min liste over de tegneserier, jeg glæder mig allermest til i 2022. Jeg finder sikkert også andre emner at kaste mig over (og jeg slipper nok aldrig helt superheltene), men jeg vil især være optaget af dagbogstegneserier på Instagram og de mange forskellige måder, de behandler arbejde og køn.
Jeg håber, I vil læse med – både her og hos de mange kvindelige tegnere, der tiltrækker tusindvis af læsere ved at dele deres (arbejds)liv i tegnet form. Der er virkelig meget at komme efter!
Et kæmpe tak til Cecilie ‘Q’ Maintz Thorsen for Femi-nichens nye visuelle identitet! Vi tager den lige én gang til, fordi den er så mega flot:
Del på
