Alan Cope husker, hvordan han bragte morgenaviser ud den dag, japanerne bombede Pearl Harbor, lige så levende som han husker snart sagt alt andet. Som fx indkaldelsen til 2. verdenskrig kort efter, eller den militære træning der fulgte ved Fort Knox. Da den endelige afskibning til det krigshærgede Europa endelig finder sted, har en slags pragmatisk fatalisme bundfældet sig i ham: ”Jeg var IKKE bange under krigen. Jeg havde besluttet én gang for alle, at hvad der måtte ske, ville komme til at ske”.
Og på overfladen sker der så rent faktisk ikke ret meget. Det er i virkeligheden begrænset hvad Alans deling når at opleve af egentlige kamphandlinger, og mindre end halvvejs gennem hans erindringer, som de bliver præsenteret i det imponerende tegneserieværk Alans krig, er 2. verdenskrig mere eller mindre afsluttet. Alan Copes erindringer er altså i sidste ende ikke så meget en fortælling om krigen, som det er fortællingen om en mand, der tilfældigvis bare gennemlevede én.
Alans krig er resultatet af et tilfældigt møde mellem den franske tegneseriekunstner Emmanuel Guibert og en amerikansk veteran fra 2. verdenskrig, Alan Cope. Bogen er baseret på mange timers interviews imellem de to, og Alans fortællerstemme i første person er videreformidlet direkte og tilsyneladende uredigeret, med alt hvad det afstedkommer af sidebemærkninger og huller i hukommelsen. Det er et smart trick og et klogt træk af Guibert, som i høj grad er med til at gøre Alans krig til så intim en læseoplevelse som tilfældet er.
For det er faktisk lidt som at sidde og lytte til gamle soldaterskrøner – dog uden at det på noget tidspunkt bliver hverken utroværdigt eller selvforherligende. Cope beretter nøgternt om soldatens hverdag helt ned i de trivielle lag og er som fortæller fuldstændig blottet for sentimentalitet. Her er ingen floromvundne røverhistorier, blot en fortæller på sporet af den tabte tid. Cope får således fremmanet det sure slid ved at køre en tank uafbrudt gennem tre begivenhedsløse dage med den samme klarhed – og Guibert forlenet episoden med den samme fortællemæssige nødvendighed – som han vier de følelsesmæssige udsving, der indfinder sig i ham efter at have fulgt en sigøjnerpige hjem gennem skoven en sen nat.
Alans krig er et fængslende portræt af en mand, der er i færd med at træde i karakter og finde ud af, hvad der er vigtigt for ham. Også selvom det måtte stride imod alt, hvad han troede at vide. I krigens sidste dage fascineres Cope kortvarigt af kristendommen, men må siden hen forkaste den helt. Da han vender tilbage til USA, føler han sig frastødt og fremmedgjort af 1950’ernes dekadente og opulente Hollywood efter at have oplevet det sønderbombede Europa, og vælger endeligt at vende tilbage til sidstnævnte, i det han mere eller mindre giver afkald på alt, hvad militæret og Amerika måtte have lært ham. Sådanne gennemgribende erkendelsesmæssige øjeblikke i Alan Copes liv afleveres med betydelig vægt af Emmanuel Guibert, netop fordi de ikke antager karakter af pludselige åbenbaringer, men snarere er indlejret i al den dagligdags trummerum som stadier på livets vej.
Guibert underbygger denne rejse mesterligt via sine akvarelillustrationer, der fuldstændig gnidningsløst balancerer det økonomiske med det overdådige. For mens de nedbarberede men effektive beskrivelser af den militære træning mest af alt – og meget apropos – vækker mindelser om tegninger fra en instruktionsbog, er de langt mere detaljerige afbildninger af de europæiske slagmarker formidlet med en stoflighed, der sætter gang i hele sanseapparatet. Og når Guibert på de allersidste sider finder hele farvepaletten frem for glimtvis at skildre krigsveteranens sidste næsten paradisiske tilholdssted i en række maleriske interieurer, er resultatet intet mindre end noget af det ypperligste og mest betagende tegneseriekunst nogensinde.
Det fulde udbytte af denne ellers ret centrale del af det samlede visuelle udtryk har indtil videre været den ikke-fransktalende læser forholdt, i det den engelsksprogede version af uransagelige årsager valgte at gengive hele molevitten i sort/hvid. Desto større grund er der nu til at glæde sig over denne danske udgave fra Aben maler, der trofast gengiver originaludgavens sarte sepiatoner og de få, men overdådige farveglimt til sidst. Der er tydeligvis kælet for den danske udgave, og Alans krig er simpelthen en smuk bog, hvor indhold og indpakning får lov at stå fuldt mål med hinanden.
Man må ikke snyde sig selv for denne læseoplevelse, der hører til blandt de mest bevægende og hjertevarme personportrætter nogensinde formidlet i tegneserieform.
Karakter: 5/5
Titel: Alans krig – Alan Ingram Copes erindringer
Forlag: Aben Maler
Tegner/forfatter: Emmanuel Guibert
Form: Indbundet, 336 sider i sepia/hvid og farver
Pris:
Udgivelsesår: 2013
ISBN: 9788792246608
