Det unge serieskabertalent var én af sidste års positive overraskelser med debutbogen “When We Were Silent”. Nummer 9 ser nærmere på opfølgeren.
Anna Degnbol har lavet tegneserier længe, både til nettet og til talentantologien Fantasmagori. Men sidste års “When We Were Silent” var hendes første længere tegneserieudgivelse, en overraskende moden og ambitiøs sag om tab, dæmoner og venskab – udført i en sikker, personlig streg et sted mellem manga og modeillustration.
Nu brygger den produktive serieskaber så på sin næste længere tegneseriefortælling, en “100-200 sider lang” sag med arbejdstitlen “Augusta” om – blandt andet – følelsen af at falde halvfuld i søvn til tonerne af The Doors efter en af de dér rigtig gode sommerfester … Nummer 9 spurgte nærmere ind til værket og processen bag, men startede vanen tro med at sætte scenen:
Hvor bliver dit nye tegneserieprojekt til?
– Tegneserien bliver til ved mit kære skrivebord hjemme hos mig selv. Der roder altid og der er for lidt plads, men eftersom tegneseriearbejdet langt fra er en fuldtidsting lige nu, kan det ikke rigtig være anderledes. Her er egentlig også det meste, jeg har brug for. I hvert fald er der mulighed for at høre utrolig høj musik og synge med samtidig.
Hvad er det typisk for noget musik? Og hvad gør den for din arbejdsproces?
– Jeg er dybt afhængig af musik, når jeg tegner. Det får mig ind i en anden verden og holder mig fast i arbejdet. Jeg har erfaret, at især trip-hop og synth pop som Portishead, Massive Attack og Little Dragon får mig ind i den helt rigtige verden. Ellers har jeg nogle trofaste playlister med masser af Pink Floyd, The Cure, Can, Nine Inch Nails, PJ Harvey og en masse andet godt, jeg altid ender med at spille igen og igen …
Fortæl lidt om dit næste opus og hvor du er med det …
– Jeg startede på ”Augusta”, som indtil videre kun er en arbejdstitel, for et lille halvt år siden. Projektet har været udsat for mange eksperimenter, før jeg endelig kunne gå i gang. Jeg havde en idé om, at det skulle være noget helt andet end det, jeg plejer at lave. Så jeg prøvede at arbejde helt digitalt, med blyant og med kul, men endte til sidst tilbage hos trofaste blæk og sort tusch.
Hvorfor alligevel ikke blyant og kul?
– Det gik hurtigt op for mig, at det var sindssygt svært at arbejde med. Hvis man mestrer teknikken, kan det blive vanvittigt smukt, og jeg fik da lavet et par fine sider – men også nogle meget gnidrede og håbløse forsøg. Jeg måtte konkludere, at det var lidt for farligt at kaste mig ud i så fremmede teknikker til et stort projekt. Men blyantstegneserierne er ikke droppet, jeg vil bare starte med nogle lidt mindre projekter.
Og det digitale?
– Man kan mange ting, når man arbejder digitalt, men for mig vil der altid mangle et eller andet. Da jeg prøvede mig frem, blev jeg endnu en gang bekræftet i, at jeg altså skal tegne tegneserier på papir og så først foretage efterbehandlingen af siderne på computeren.
Synes du i virkeligheden, det er lidt snyd at arbejde digitalt?
– Nej, på ingen måde – jeg savner bare et mere organisk og traditionelt udtryk i mine egne ting, når jeg arbejder udelukkende digitalt.
Fortæl lidt mere om “Augusta” – hvad er dén for en størrelse?
– Historien handler om den ca. 23-årige Augusta og hendes lille, splittede familie. Ved siden af familiens konflikter og bedstemoderens sygdom skal Augusta tackle anstrengte forhold til studiekammerater og en stærk, fregnet forelskelse. Som praktikant hos en lidt særlig forfatter bliver Augusta inviteret indenfor i et anderledes hus, med stærke personligheder, skøre fester og et menneskeligt overskud, der i sidste ende skal redde Augustas egen lille familie.
Hvorfor blev det her dit næste projekt?
– Siden ”When We Were Silent” har jeg lavet forskellige mindre historier, hvilket både har været befriende og mindre krævende, men også mere tomt for mig. Jeg foretrækker at være i gang med noget langt, for mig er det den bedste måde at holde sig i gang og inspireret på. Jeg lærte meget af at lave ”WWWS”, især hvad jeg ikke skulle gøre og hvad jeg virkelig burde øve mig på (haha), og det kunne jeg ikke vente med at overføre til mit næste projekt. ”Augusta” blev til, fordi jeg havde nogle bestemte temaer og følelser, jeg gerne ville arbejde med – jeg ville blandt andet gerne lave en tegneserie om at miste og om at få, om at være ensom og om ikke længere at være ensom, og om følelsen af at falde halvfuld i søvn til tonerne af The Doors efter en af de dér rigtig gode sommerfester …
Hvordan har du arbejdet med “Augusta”?
– Jeg brugte som sagt en del tid på at finde frem til det rette udtryk, og det gjorde, at jeg fik muligheden for at lære mine karakterer rigtig godt af kende. Da jeg endelig vidste, hvordan karakterne skulle være, hvad der skulle ske og hvilket materiale, jeg ville arbejde i, gik jeg i gang med at grovskitse en hel masse sider. Jeg skitsede omkring 50, før jeg gik i gang med rentegning af første side:
Så du grovskitser simpelthen 1:1 i stedet for at lave thumbnails?
– Jeg grovskitser i A5 størrelse, så det er ikke helt fuld sidestørrelse. For mig er det meget lettere at overskue opbygningen og hvor meget plads, der egentlig kommer til at være i panelerne. Med thumbnails får jeg tit regnet forkert og bliver nødt til at fjerne eller tilføje paneler, når jeg går i gang – det kaster grus i hele systemet og planlægningen.
– Efter grovskitserne finskitserer jeg siden med blyant og optegner med sort tusch og blæk:
– Til slut bearbejder jeg siden på computeren. Jeg var lidt i tvivl om jeg skulle farvelægge tegneserien denne gang, men endte med at farvelægge med forskellige nuancer af blå:
Hvor lang tid før vi kan læse det færdige resultat, tror du?
– Jeg mangler stadig en hel del, og eftersom tegneseriearbejdet langt fra er en fuldtidsting lige nu, kan det godt tage tid. Om det er måneder eller et år er jeg ikke helt klar over endnu – men jeg brænder meget for det her projekt, så jeg er ikke bekymret.
