Radio Rackham: Joe Saccos Paying the Land

Reply

Tak for at starte en offentlig dialog og provokerende debat (især i 1. afsnits karakteristik af tegneserielæsere) på et ambitiøst plan om tegneserier.

Foranlediget af afsnittet om Adrian Tomine (godt jeg kan nøjes med at skrive og ikke udtale det efternavn) kom jeg til at tænke på, at der er ganske mange værker på tværs medier som skønlitteratur, musik, billedkunst og også tegneserier i de her år, hvor lysten til at gøre egen biografi til emne for kreativ udfoldelse går igen.

Det er der kommet mange gode værker ud af, og på tegneserieområdet er der f.eks. Nora Krugs Heimat, Ulli Lusts How I tried to be a good person, Nina Bunjevacs Vaterland og på det danske marked Anne Mette Kærulf Lorentzens Skamlebben og Halfdan Piskets trilogi. Der er sikkert mange flere og bedre eksempler end dem jeg lige kender og nævner her.

Men en af de mest originale eksempler jeg har læst, udover de nævnte, er Frank Santoros Pittsburgh. Det, der gør den personlige historie original her, er både hans kompositioner, hans stil og ikke mindst farvelægning – eller måske nærmere valg farve for det virker ikke som om den er lagt på bagefter. Det ligner simpelthen ikke noget andet jeg har set.

Umiddelbart tænker jeg, at det værk på mange måder lever op til de kriterier, I opstiller i 1. afsnit af podcastserien for den gode tegneseriekunst, og på den baggrund vil jeg gerne opfordre jer til at behandle Pittsburgh i et af jeres afsnit for at høre, hvilke perspektiver I med jeres forskellige baggrunde vil lægge på dette værk.

Hvad siger I? God ide ikk’?