Orwell
Sébastien Verdier og Pierre Christin har tegnet og fortalt en ordentlig, oplysende og lidt tør biografi om 1984-forfatteren George Orwell.
George Orwell er et forfatternavn, som stort set alle kender og ved, hvad står for, uanset om de har læst hans mest berømte roman. 1984 er generationerne efter de to verdenskriges kardinaldystopi med sin frem- og sammenskrivning af de rædselsregimer, som Hitler og Stalin forsøgte at skabe i Orwells samtid.
I Orwell fortæller tegner Sébastien Verdier og forfatter Pierre Christin (Linda & Valentin, Jagten) den store engelske forfatters livshistorie, og selv om Orwells liv på mange måder er spændende nok, fremstår det også som ét langt tilløb til to centale værker i det 20. århundredes litteratur: fablen Animal Farm (Kammerat Napoleon på dansk) og 1984.
Lille Eric Blair, som er forfatterens fødenavn, er en enspænder, der bruger sin tid i selskab med den relativt nye genrelitteratur science-fiction, indtil han bliver sat på den slagne vej til det engelske samfunds top: prepschool, Eton og Oxford. Her lærer han at foragte klassesamfundet og får læst alle de litterære klassikere, før han dropper universitetet.
Som politimand i Burma, nu Myanmar, indser han, at imperiet er et monster på moralske lerfødder og bliver overbevist socialist. Han rakker rundt og bor i Paris og London, i en tid på hjemløseherberger, hvor han lærer underklassen at kende. Han melder sig som frivillig i den spanske borgerkrig og erfarer, at Stalins udsendte ikke er der for at hjælpe så meget som at overvåge om nogen har en anden udlægning af den socialistiske sag end Moskva-doktrinen. Tilbage i England melder han sig snart til krigen mod nazisterne, men er for tuberkulosesvækket til andet end hjemmeværnet.
Han har hele tiden skrevet og også haft en vis succes både som journalist og som forfatter under pseudonymet George Orwell, men det er først i 1943, at det store gennembrud kommer med Animal Farm, en fabel om bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland. En stor del af de følgende fem år sidder han på en lille gård på den skotske ø Jura og skriver 1984, som ligger klar i 1948 (titlen fremkom ved at ombytte årets sidste to tal) og udkommer i 1949. Romanen om Big Brother-samfundet får næsten øjeblikket den status, den stadig har, men Orwell selv når knap nok at opleve det, da han dør af tuberkulose et halvt år efter udgivelsen.
Dystopier kan man fordre fabelgrise med, men det er undtagelsen, at sådan én 70 år efter sin undfangelse stadig fremstår (stort set) lige så plausibel en trussel som dengang, hvilket skyldes, at Orwells fortælling blotlægger selve kernen i det totalitære samfund.
Biografiens forfatter Pierre Christin er tydeligvis inspireret af Orwell, som både samfundskritikken og -satiren i Linda & Valentin såvel som det kritiske blik for egne overbevisningers skyggesider i Jagten er intellektuelt beslægtet med. Orwell er franskmandens forsøg på at indkredse den både mytiske og lidt uudgrundelige skikkelse, som forbilledet udgør. Det er gjort med stor respekt og akkuratesse, loyalt understøttet af Verdiers realistiske ligne-claire. Langt hen af vejen holder Christin og Verdier sig dog til at vise, at hovedpersonen befinder sig i denne situation, på dette sted og tidspunkt.
Bedst virker det, når der er mulighed for at citere fra Orwell egne notesbøger eller andre skrifter om en bestemt begivenhed eller et emne; den store skribents henkastede bemærkninger eller korte beskrivelser fremstår ofte stadig skarpe og begavede og understreger, at han især var en hud- og kompromisløst ærlig observatør af sig selv og sine omgivelser. Men der er trods alt også tale om manden, der skrev, at “hvis frihed betyder noget som helst, så betyder det retten til at fortælle andre det, de ikke har lyst til at høre.”
Velanskrevne tegnere som Juillard, Larcenet, Blutch, Guarnido og Bilal gæsteoptræder med en eller et par farvelagte tegninger i kontrast til de mange sort/hvide eller kun sparsomt farvelagte (en rosenbusk, Union Jack, himlen over Marrakesh) sider i den 160 af slagsen lange udgivelse. De pynter og er ret godt castet til deres respektive bidrag, men man bør ikke forledes til at tro, at billedsiden er en kollektiv indsats; ingen ville bemærke, at gæstebidragene var pillet ud.
Orwell er en svær tegneserie at kategorisere som “god” eller “dårlig”. Orwells liv er ikke uspændende, men hans store livsprojekt, at skrive, der især forløses i hans sidste to bøger, som også bliver afslutningen på hans liv, kan ikke rigtig komme til at fylde nok i formatet. Et par sider med Orwell og hans skrivemaskine og et returneret og antaget manuskript gør det bare ikke, selv om 160 sider med ham foran skrivemaskinen selvfølgelig heller ikke ville. Men det gør jo ikke Christin og Verdiers store og ordentlige arbejde med at skildre alt det andet mindre. Deres værk er oplysning snarere end oplevelse, og hvis man savner noget, der sparker efter mellemgulvet, så kan man jo passende læse Animal Farm eller 1984 bagefter.
