Sådan siger Tobias Mørch Bendixen, nyslået Nummer 9-blogger. Men hvad skal du så læse i stedet? Bendixen ved besked.
Nummer 9s blogunivers er blevet udvidet med en ny, skarp pen. Tobias Mørch Bendixen har den seneste tid anmeldt en række udgivelser fra især yngre, amerikanske serieskabere på Nummer 9, og hans første blogindlæg er en brandtale til ære for et kommende “paradigmeskifte” – ud med fisefornemme graphic novels for romanlæsere, ind med nye undergrundsserier og modkultur.
de bedste tegneserier [bliver] nu udgivet i andre formater end som graphic novels, og de bedste graphic novels er sådan set slet ikke dét, men i virkeligheden opsamlinger af tidligere udgivet materiale.
– fastslår Bendixen, så:
Hvis man gerne vil finde de mest interessante, sjove, flotte, banebrydende og bevidsthedsudvidende tegneserier, der bliver lavet lige nu, nytter det altså ikke noget at sidde med hænderne i skødet og vente på at Chris Ware udgiver noget, som ikke er en pisseelendig historie om en bi.
Hans indlæg er selvfølgelig fuld af forslag til “Branford Bee”-alternativer, og i kommentarfeltet bobler debatten lystigt, kig selv forbi og se.