Sommeren var lang og varm, men selvfølgelig fandt Nummer 9-skribenterne tid til tegneserier. Her er, hvad de læste.
Pingpris-vinder Mårdøn Smet kaster et kritisk blik på Saga, pisker sig selv for en eklatant fejlinvestering – Batman ’66 – og bliver god igen i selskab med Children of the Sea.
Cav Bøgelund præsenterer tre skæve nye hæfteserier fra USA, bl.a. Howard Chaykins nyeste, og Carsten Fogh Nielsen har læst Dracula-tegneserier, rejsebeskrivelser og en kanoniseret amerikansk soap-serie.
Til sidst runder Michael Lindal af med to ualmindeligt rock’n’roll serier: Paul Popes Haggard West og Brandon Grahams Multiple Warheads …
Mårdøn Smet, anmelder
– Brian K. Vaughan og Fiona Staples trade paperback Saga volume 2 er veloplagte løjer i den kulørte afdeling. De elskende fra hver sin side i en intergalaktisk krig, Marko og Alana, fortsætter i denne space-opera-sitcom-soap deres hovedløse flugt fra lejemordere, monstre og andet godtfolk sammen med spøgelsespigen med de løsthængende tarme, Izabel, og parrets spædbarn. Datteren binder historiens talrige flashbacks sammen med sin fortællerstemme fra en fjern fremtid, læseren endnu ikke kender. Det er sødt, men også lovlig ferskt, hvis man ikke lige er typen, der skal have amerikansk pulp intravenøst.
– Staples’ tegninger er en tilvænningssag, som jeg bare ikke kan bestemme mig til, om er “til” eller “fra”. Hun leverer varen uden dikkedarer, og da seriens hurtige pace er en attraktion, er det en stor kvalitet at besidde. Jeg ved bare ikke, om jeg synes, det er nok.
– Figurerne kommer fint til live på papiret, deres næsten kønsløse glathed til trods, men den skingre computerfarvelægning henleder hele tiden alt for larmende opmærksomheden på sig selv, og skaber en irriterende kortslutning i mit hoved. Den hiver mig ud af illusionen, hvor jeg ellers lige havde det så godt. Den og så det, at baggrundene mildt sagt er summarisk udført, for det meste kun Photoshop-plamager og markeringer, er en seriøs forhindring for mig i bare at lade mig suge ind i universet. Og så giver det et lidt pappet indtryk af, at man overværer en tv-serie med et så lavt budget, at indspilningen foregår i den nærmeste grusgrav – og at skuespillerne er blevet bedt om at bruge deres eget tøj, fordi der ikke er råd til kostumer.
– Det er skade, for det ER faktisk en både sød, spændende og engagerende læseoplevelse, man får ud af Saga. Når først kamelerne er slugt, bliver man helt interesseret i, hvad det er, der foregår.
– Og så er der Batman ’66! Hvor dum er man lige, når man er over halvtreds og køber sådan noget lort? Jeff Parker og Jonathan Case har moret sig med at lave Batman med tresser tv-serien som forbillede. Batman ligner Adam West, det er sjovt. Der er fake mispasninger i hele bladet, så man nok kan forstå, at der var mispasninger i bladene dengang, og det er også sjovt o.s.v. Alt og intet er, som det var dengang, det faktisk var sjovt, og det er trist. Føj for en røvsnaps, den stinker hele vejen til skarnkassen. Det eneste, der er mere pinligt, er den klovn, der anskaffede sig lortet. Store idiot, du burde have vidst bedre. Skam dig!
– Daisuke Igarashis Children of the Sea, som Viz Media netop har afsluttet med sølle femte bind, er derimod en drømmende flot rejse – på trods af at den japanske kloge-Åge nærmest flyder over med pseudoeksistensialistisk bavl henimod slutningen. Men glem alt om det åndssvage new age-trip, med mindre du da er til den slags, for så er du dobbelt velsignet her. Det er skammeligt at købe en serie for tegningerne alene, men hvis man kan lade hovedet ligge, og er glad og tilfreds med bare at tage en tur i dybet med de store havdyr, er Children of the Sea undtagelsen. Fænomenalt, alt er tilgivet!
Cav Bøgelund, skribent og blogger
– Sex! Mord! Live tv! Matt Fraction og Howard Chaykins nye serie fra Image Comics, Satellite Sam, tegner en række skarpe portrætter af en flok tvivlsomme karakterer, der bevæger sig i og omkring tv-branchen i New York i starten af 1950’erne. Da stjernen i den populære low-budget science fiction-serie Satellite Sam bliver fundet død på et hotelværelse, omgivet af en enorm samling pornografiske billeder, bliver hans fordrukne søn, der normalt arbejder bag kameraet, pludseligt kastet ind i rampelyset og ud af sin fars skygge. Serien kredser om mordmysteriet, mens den tegner et stærkt portræt af et medie, der står foran voldsomme omvæltninger. Alt sammen fænomenalt illustreret af Chaykin i en slags fotokopieret, røgtilsløret sort/hvid-stil, der spiller perfekt til hans styrker.
– Greg Rucka og Michael Larks Lazarus er lige dele slægtskrønike, hård sci-fi og velovervejet world building. Serien tager os med til en nær fremtid, hvor en række familier i spidsen for hver deres kæmpe-korporation har delt Amerika imellem sig og kæmper om magt og indflydelse. Det lyder uoriginalt og fortærsket, men Rucka styrer mesterligt uden om de værste klichéer og viser, hvordan kagen skal skæres. Han har alle dage været en mesterlig persontegner, og således også i Lazarus. Hovedpersonen “Forever”, der er Carlye-familiens fremmeste agent, kæmper med både komplicerede etiske og personlige problemer, og lægger sig naturligt i forlængelse af Ruckas andre stærke kvindelige hovedpersoner. Michael Lark forløser mesterligt historien med sin på samme tid ubesværet løse og velovervejede penselstil. Den ligner ingen anden sci-fi serie på hylderne.
– Så er der Quantum and Woody, James Asmus og Tom Fowlers hylende morsomme portræt af to brødre, der forsøger at opklarer mordet på deres far. Og som (selvfølgelig) midt i det hele og ved et uheld redder sig et par superkræfter, de ikke helt kan kontrollere. James Asmus er et relativt ubeskrevet blad på mainstream-scenen, men skriver med et gigantisk overskud og sans for timing. Han leger ubesværet med mainstream-konventionerne og har en smittende kærlighed til sine figurer, der springer direkte fra siden og ind i dit hjerte og dine lattermuskler. Men det egentlige trækplaster her er nok Tom Fowler, der med sine plastiske figurer og overlegne fortællestil ubesværet kan springe fra spruttende komik til intenst drama. Han er ubestridt en af de mest oversete talenter på mainstreamscenen lige nu!
Carsten Fogh Nielsen, skribent
– På klassikerfronten er jeg på ethvert givet tidspunkt i gang med mindst to-tre forskellige Marvel Essentials eller Showcase Presents i et desperat forsøg på at få mere styr på Marvels og DCs noget uoverskuelige universer. For øjeblikket står programmet dels på 70’er Harlem-lingo og asiatisk kung-fu mystik i Essential Power Man and Iron Fist vol. 1, og dels på nihilistisk vampyrgys i Essential Tomb of Dracula vol. 2. Af disse to er Tomb of Dracula helt klart den mest anbefalelsesværdige. Marv Wolfmans let syrede historier og Gene Colans stemningsmættede og urovækkende tegninger udgør tilsammen en af de bedste, og mest skånselsløse, fortolkninger af Dracula-myten.
– Af nyere ting, så har jeg i løbet af sommeren bl.a. læst to af Guy Delisle rejseskildringer (eller stemnings-reportager, eller hvad man nu skal kalde dem): Shenzhen: A Travelogue from China og Burma Chronicles. Delisle vandt som bekendt Fauve d’Or i Angoulême i 2012 for “Jerusalem: Chronicles from a Holy City”. Personligt foretrækker jeg dog de tidligere, kortere værker, hvor Delisles tendens til petit-journalistik og overbærende forundring som oftest holdes under strammere kontrol. Især “Burma Chronicles” og “Pyongyang – en rejse i Nordkorea” (Carlsen 2006) er værd at læse. Dels for skildringen af dagligdagen i to samfund, der ellers er hermetisk lukket for omverdenen. Og dels fordi Delisles evne til at indfange og indramme konkrete stemninger og situationer her fungerer langt bedre end i hans øvrige værker.
– Andre læseoplevelser har været Aben Malers danske oversættelse af kerneværkerne i Jaime Hernandez’ Locas-serie: Speedy Ortiz dør og Har du set mig? Som Kristian Bang Larsen bemærker i sin anmeldelse af Har du set mig? på Nummer 9, så bliver tegneserier ikke meget bedre end det, som Jaime leverer her. SÅ GÅ UD OG KØB BEGGE BIND NU! Og hvis du har brug for hjælp med at finde rundt i serien, så kan The Jaime Hernandez Chronology stærkt anbefales.
– Stærkt anbefalelsesværdig er også Joe Hills og Gabriel Rodriguez’ gyserserie Locke & Key, der netop er blevet afsluttet. Hvis man kan lide Stephen Kings “It” vil man elske sønnikes tegneserie-take på horror-genren.
Michael Lindal, skribent
– Paul Pope er f####ing rock’n’roll. Sådan er det bare. Hans blanding af manga, undergrund og generel punk-attitude har dannet rygrad for mangen en yderst voksen tegneserie. Nu kommer der så én for børn. Den kommer til at hedde “Battling Boy”, og den har jeg ikke læst endnu. Til gengæld har jeg læst det lille prequel-hæfte, som er udkommet her op til den store udgivelse. Det er i samme format som et amerikansk løshæfte og er formet som det sidste hæfte i en længere serie om superhelten Haggard West. Helten dør i denne historie. Og nej, det er ikke en spoiler, da det fremgår af forsiden.
– Det var ikke givet på forhånd, at Pope skulle være i stand til at tone sit voldsomme, groteske billedsprog ned for et børnepublikum. Men det ser ud til at lykkes. Og faktisk er der ikke rigtigt noget, der er nedtonet. Historien er sjov, farverig, dynamisk og faktisk den type superheltehistorie, som jeg godt kan savne sommetider. I ved, en superheltehistorie, hvor helten rent faktisk ER en helt og ikke smadrer storbyer, fordi det ser godt ud på et filmlærred. Der er kun cirka 30 sider at gøre med her, men jeg glæder mig til at læse historien om Haggard Wests arvetager – Battling Boy. For jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en børnetegneserie, der er f###ing rock’n’roll.
– En anden sær snegl i den amerikanske mainstream er Brandon Graham. For tiden har han stor succes med sci-fi-barbar-surrealisme-superhelte-serien Prophet hos Image. Derudover hev han en Eisner hjem for King City, som jeg desværre ikke har læst endnu (men har på hylden). Han har dog også skabt den DYBT sære serie Multiple Warheads. Plottet er … svært at opsummere. Den foregår i en farverig og bizar, futuristisk udgave af Rusland og er en slags road movie (eller road comic). Vi møder hovedpersonerne Nikoli og Sexica (Best! Name! Ever!), der er på vej imod The Impossible City. Der er også en sidehistorie om en organsmugler, der er på jagt efter … et eller andet.
– Det er svært at sige, da Grahams tegneserie virker som den vildeste omgang stream of consciousness og ofte nærmest en vrøvlehistorie. Overdreven brug af mere eller mindre platte ordspil og visuelle gags blandes med en fuldstændig overlegen brug af tegneseriesprog og virkemidler. Graham skider højt og flot på reglerne, og ofte er hans sider nogenlunde ligeså overskuelige som en gennemsnitlig Find Holger-bog. Er det dybt? Ikke rigtigt, men det er sjovt og meget originalt. Og faktisk også en lille smule rock’n’roll. Der er flere originale ideer på en enkelt side i denne serie, end man finder i en gennemsnitlig tegneserie på 100 sider. Og sjovt nok startede Sexica og Nikoli (nævnte jeg, at han er en varulv?) vist med at være hovedpersonerne i en kort pornotegneserie, som Graham stod for i tidernes morgen. Vi har alle en fortid.
