Retssalsdramaer! Nye tegneseriemuseer! Operationskomik! Og andre brandvarme historier fra tegneserieland.
Ugens største historie på det amerikanske tegneserienet var det seneste juridiske slagsmål mellem Superman-opfinderne Siegel og Shusters arvinger og superhelteforlaget DC. Vi dækkede sagen her og her; men for dem, der bare ikke kan få retssalsdrama nok, så bød forrige uge også på et søgsmål i multimillionklassen for USAs anden store spandex-leverandør: Stan Lee Media vs. Marvel Comics.
Superhelteforlagene – og mediekonglomeraterne, der ejer dem – spås i øvrigt komfortable sejre i begge tvister, både på kort og lang sigt.
Imens, i Schweiz, blev grundstenen lagt til et nyt tegneseriemuseum. I princippet fremragende nyt, for listen over serieskabere, der kunne fortjene et museum i deres navn, er ganske lang: Moebius, Kirby, Franquin, der er masser af dem. Spørgsmålet er, om den bliver kortere, fordi Rosinski-museet åbner i Delémont? Men tillykke til den polsk/schweiziske Thorgal-tegner alligevel.
Herhjemme må ugens største nyhed være, at Danske Tegneserieskaberes iPhone- og Ipad-app er klar til download, men mere om den senere.
En kuriøsitet af de opsigtsvækkende: For nylig blev den Parkinson-ramte Blindtofte/Cul De Sac-skaber opereret i hjernen. Han bad om at få lov til at tegne, mens lægerne satte strøm til hans synapser, og de to tegninger, der kom ud af det, er en slående visualisering af behandlingens effekt.
Ellers er det mest noget med at pege på god tegneserielæsning på nettet – som den her charmerende hyldest (med tegninger) til Simpsons-skaber Matt Groenings netop afsluttede Life in Hell, Jack Kirby-fanatikeren Tom Sciolis opfølger til American Barbarian og alle de tegneserier, mesterlige Kevin Huizenga nogensinde har lagt på nettet. Et voldsomt overflødighedshorn.
Til sidst to hurtige indslag fra andedammens tegneserienet:
Serieskaber Lars Kramhøft fortæller, at han og kollega Tom Kristensen har fået statstøtte til at færdiggøre deres horrorfortælling “Made Flesh”, der måske-måske ikke vil være en iPad-tegneserie, når den bliver stor. Samtidig har duoen oprettet en ny hjemmeside, hvor tegneserien kan læses kvit og frit, se bare her.
Og så har Signe Parkins startet en ny blog, Super Parkins, i første omgang for at huse tegneserien “Superhelt”, der voksede ud af hendes faste blog, Signe Parkins & Drawings. Sidstnævnte bliver i øvrigt bare bedre og bedre – nu med smukke vandfarver.