I mellemtiden har Warner Bros. lagt en sag an mod Siegel-familiens advokat Marc Toberoff, i hvilken de beskylder ham for at have tilbageholdt informationer fra sine klienter med den hensigt selv at tilegne sig en bid af kagen, hvis arvingerne og han vinder sagen mod Warner. Det bygger dette sagsanlæg på nogle fortrolige dokumenter i Siegel-familiens besiddelse der blev lækket fra Toberoffs kontor i 2008, samt et brev der angiveligt skulle være skrevet af hans tidligere ansatte, der påpeger at Siegel- og Shusterfamilierne tidligere har indgået en aftale med Warner, som Toberoff skulle have overbevist dem om at misligholde for at han kunne føre den nuværende retssag og selv tilegne sig en del af rettighederne.
Toberoff afviste allerede dengang sagsanlægget som en smædekampagne. Han sagde, at dokumenterne var blevet stjålet fra hans kontor og at det medfølgende brev var et falsum. Den femte november er sagen til høring ved den føderale domstol i Los Angeles og i den anledning har Siegels datter Laura Siegel Larson skrevet et åbent brev i hvilket hun støtter Toberoff 100%.
Hun afviser, at hendes og Shusters familie skulle have indgået den omtalte aftale med Warner — en aftale de blev tilbudt i 2002 og som de blankt nægtede at underskrive. Hun bekræfter videre Toberoffs fastholdelse af, at det eneste han har ret til i nærværende sag er sit salær, der først vil blive udbetalt når og hvis de vinder sagen. Hun afviser blankt beskyldningerne om hans personlige interesse i Superman-rettigheder som “latterlige.” Hun opsummerer som følger:
At kæmpe for vores ret [i denne sag] har ikke være let. Ingen kan ønske sig at blive udsat for det, Warner og DC har udsat min og Shusters familier, såvel som vores sagfører for. Og det er præcis hvad Warners’ ledelse og advokater ønsker. Ved uretmæssigt at lægge sag an mod min og Shusters familier, samt vores advokat, ved offentligt at afsløre min personlige korrespondance, ved at tvinge omkostningerne i vejret og ved at nægte at forhandle på fair vis, forventer disse selskaber at andre vil være bange for på samme måde at stille sig i vejen for dem, og at advokater vil tænke sig om en ekstra gang før de engagerer sig i sagsanlæg mod dem. Warner forstår imidlertid ikke, at jeg — på trods af deres store magt — ALDRIG opgiver mine forældres drøm om at få min fars rettigheder overdraget til familien igen.
Nummer9 følger sagen. Dem der måtte ønske flere detaljer om sagens begyndelse og udvikling frem til 2005 kan læse mere her.