Danmarks nyeste tegneserieforlag skruer op for aktivitetsniveauet i 2014 – første halvår byder fire interessante udgivelser.
Indtil for nylig hed Damgaard ComicBooks og udgav mestendels bøger om tegneserier. Siden er der sket ting og sager, forlægger Ole Damgaard har bl.a. udgivet første hæfte af Ethan Rillys Pope Hats og Philippa Rices “Os to“.
Forårets udgivelsesplan ser sådan ud:
- John Porcellino: “Under stjernerne”
- Henri Gylander: “Drømme og ønsker”
- Loka Kanarp og C.M. Edenborg: “Mørket venter”
- Ethan Rilly: Pope Hats 2
Første punkt på dagsordenen er en vaskeægte amerikansk undergrundslegende. John Porcellino har selvudgivet King-Cat Comics and Stories siden 1989 og i mellemtiden udviklet sin minimalistiske streg og lyriske fortællestil til perfektion. I Under stjernerne har serieskaberen på Damgaards opfordring samlet det bedste fra sit ‘zine gennem tiderne. Indslagene tæller både nogle, der i dag reelt er uopdrivelige, og andre, som går igen fra forlaget Drawn & Quarterlys Porcellino-samlinger, og vi får alt fra beretningen om dengang slacker-vaskebjørnen Racky blev fyret, fordi han mødte fuld op på arbejde, til Platon og Diogenes, der diskuterer (livs)filosofi.
Drømme og ønsker er en coming of age-fortælling af finsk/svenske Henri Gylander, baseret på virkelige begivenheder, der følger hovedpersonen Henkki gennem nedslag i to centrale punkter i hans liv.
Nu vi er i Sverige, så er det også dér, Mørket venter først så dagens lys på talentfulde Loka Kanarps skrivebord. Den overnaturlige gyserfortælling om to søstre, der finder noget gruopvækkende i en skov, er skrevet af multitalentet C.M. Edenborg og “virkelig skrækindjagende”, lover Damgaard.
Endelig fortsætter Pope Hats med hæfte to, hvor depecherne fra Nordamerika vil vide, at Ethan Rilly for alvor finder formen. Fokus skifter fra Vickie og Francis’ retningsløse ungdomsliv til deres arbejds- og kærlighedsliv i et hæfte, som Nummer 9-skribent og Aben maler-forlægger Steffen Rayburn-Maarup har kaldet “det bedste andet nummer af noget som helst” – citeret frit efter forårsforskræpperens hukommelse.
Nummer 9s alfabetiske forårsforskræp fortsætter i morgen med Donovan. Bemærk, at artikelserien reflekterer de oplysninger, forlaget har udleveret, og at udeladelser kan forekomme, når Nummer 9s henvendelser ikke besvares.