Angoulême-festivalens Grand Prix går i år til skaberen af Steen og Stoffer, Bill Watterson. Blandt festivalens øvrige prisvindere finder man Alfred, Rutu Modan, Peter Blegvad, Derf Backderf, Herr Seele/Kamagurka, Joris Chamblain og Aurélie Neyret.
Det er netop i Angoulême blevet annonceret, at årets Grand Prix går til skaberen af Steen og Stoffer, Bill Watterson. Watterson blev valgt af en vælgergruppe der dels bestod af tegneserieskabere indskrevne på festivalen, dels festivalens såkaldte Akademi, eller snarere den del af dets medlemmer, der ikke boykottede afstemningen. Watterson blev valgt frem for Alan Moore (Watchmen, From Hell) og Katsuhiro Otomo (Akira). De tre havde forud for festivalen fået fleste stemmer i en større afstemning blandt serieskabere og andre branchefolk. I år var første gang Grand Prix blev valgt på denne måde og reformen har som vi tidligere har rapporteret været kontroversiel.
Wattersons pris blev modtaget af hans franske forlag Éditions Hors Collection og hans nære samarbejdspartner Lee Salem fra Andres McMeel Universal — en af de få branchefolk, der har kontakt til den notorisk mediesky, pensionerede serieskaber, takkede på Watterson vegne via telefonen. Salem lovede endda publikum, at han ville prøve at overtale Watterson til at komme til næste års festival. Hele ceremonien, der i sin scenografi hyldede det i fjor afdøde medlem af Angoulêmes Akademi Fred, kan ses her.
Der stod mindre storm om vinderne af de såkaldte Fauves, altså de priser der hvert år tildeles enkeltværker i en række kategorier. Her ser årets liste, der blev udvalgt af en jury bestående af en gruppe franske kritikere, forlagsfolk og tegneserieskabere, sådan ud:
PRIX DU MEILLEUR ALBUM (‘bedste tegneserie’)
Prima af Alfred (Delcourt )
PRIX RÉVÉLATION (‘årets debutant på fransk’)
Delt mellem
Le Livre De Léviathan af Peter Blegvad (L’Apocalypse)
og
Mon Ami Dahmer af Derf Backderf (Çà et là)
PRIX DU PATRIMOINE (‘kulturarvsprisen’)
Cowboy Henk af Herr Seele og Kamagurka (Frémok)
PRIX DE LA SÉRIE (‘bedste serie’)
Fuzz & Pluck bind 2: Splitsville af Ted Stearn (Cornélius)
PRIX SPECIAL DU JURY (juryens pris)
La Propriété af Rutu Modan (Actes Sud BD)
PRIX DE LA BANDE DESSINÉE ALTERNATIVE (‘årets fanzine’)
Un Fanzine carré (Hécatombe, Genève)
FAUVE POLAR SNCF (krimipris sponsoreret af SNCF)
Ma Révérence af Rodguen og Wilfrid Lupano (Delcourt)
PRIX DU PUBLIC CULTURA (publikumsprisen)
Mauvais Genre af Chloé Cruchaudet (Delcourt)