Canadiske Ethan Rilly fik for nylig sin danske debut med Pope Hats 1. Nummer 9 skød en buket spørgsmål efter manden, der regnes for et af tidens største tegneserietalenter.
Pope Hats 1 (forsmag, anmeldelse) er fortællingen om en ung kvinde ved navn Frances Scarland, hvis omgangskreds primært består af en alkoholiseret skuespillerinde og en ubehjælpsomt spøgelse. Serien har gjort canadieren Ethan Rilly til lidt af en indie-favorit og er i Nordamerika nået til hæfte 3. Herhjemme er #1 netop udkommet på forlaget Damgaard, som dermed har bundet an med noget så ukurant som en indie-hæfteserie.
Nummer 9 skød en samling spørgsmål efter Rilly, der beredvilligt fortalte om at bearbejde sit liv gennem tegneseriefiktion, om at lave fortællinger ud fra en lang liste af arbitrære regler – og om at være en idiot, der er håbløst tiltrukket af døende medier …
Pope Hats 1 er din danske debut. Kan du give os en idé om, hvad du har lavet før og efter det her hæfte?
– Jeg begyndte at lave mini-comics og foto-‘zines, da jeg gik på universitetet, og solgte dem på small press-festivaler i Montreal og Toronto. Bare som en hobby. Senere begyndte jeg at tage tegneserierne mere alvorligt, og i 2008 var jeg så heldig at modtage nogle Xeric-penge. For dem, der ikke kender det, var Xeric et langlivet legat for indie-tegneserier betalt af indtægterne fra Teenage Mutant Ninja Turtles! Det var et ret specielt fænomen. Så, altså, jeg udgav Pope Hats 1 med legatpenge og indgik bagefter en aftale med det lille forlag AdHouse. Siden har jeg grundlæggende lavet mere af det samme, mens jeg har forsøgt at blive en bedre serieskaber undervejs.
– I øvrigt vil jeg gerne lige indskyde, at da Ole Damgaard (forlægger på Damgaard, red.) tilbød at udgive mine tegneserier i Danmark, var jeg enormt begejstret. Jeg sætter stor pris på hans tilgang til projektet og er taknemmelig for muligheden for at nå nye læsere.
Pope Hats 1 er en bemærkelsesværdigt dialogdrevet tegneserie. Stort set alle oplysninger formidles indirekte gennem det, figurerne siger til hinanden, og måden, de gør det på. Som læser får man et puslespil, der skal samles, snarere end krystalklar eksposition og start-midte-slutning …
– Jeg stræber altid efter at nå det her helt abstrakte ideal for fiktionsfortælling, som er i evig forandring og involverer en lang liste af arbitrære regler. For eksempel nægtede jeg i rundt regnet tre år at bruge tekstkasser. Det har jeg for nyligt slækket lidt på igen.
– Min tilgang til historiefortælling har jeg fra alt det, jeg selv er forfalden til som læser. For mig er det vigtigere, hvordan en fortæller tiltaler sit publikum, end lige præcis hvilken genre, det foregår i, eller hvad plottet er … Jeg kan godt lide at overlade det til læseren at stykke fortællingen sammen og gøre sig sine tanker om figurerne. Folk er gode til subtekst.
Tegneserien udspiller sig i den dér periode midt i eller umiddelbart efter en videregående uddannelse, hvor ungdommens drømme så småt begynder at støde ind i voksenlivets realiteter. Hvad fik dig til at tage udgangspunkt i lige præcis dén livsfase?
– Mangel på fantasi, måske? Jeg gennemlevede selv den periode blot nogle få år før jeg begyndte at skrive på historien. Jeg tror, jeg følte en tilskyndelse til at fange nogle meget specifikke detaljer og oplevelser fra en sær tid. At lave tegneserier er for det meste en meget personlig ting for mig. Jeg ender med indirekte at dokumentere en masse overvejelser og tanker, jeg ellers ville holde for mig selv. Men jeg laver det til fiktion i håbet om, at folk vil finde det underholdende.
Introduktionen af det inkompetente spøgelse Sarsgaard er lidt overraskende i en tegneserie, der ellers synes at sigte efter en vis form for autenticitet. Hvad laver han i Pope Hats?
– Han er primært en kilde til komik. Ærlig talt kan jeg ikke huske mine andre bevæggrunde for måden, jeg brugte dén figur på. Jeg tror, jeg forsøgte at fange den stemning af absurditet og oprigtig bekymring, som var grundtonen i mit liv dengang. Latteren er for det meste akavet latter. Jeg er meget nysgerrig efter at finde ud af, hvordan danske læsere opfatter de her ting. Især fordi Pope Hats 2 tager en helt anden drejning.
Tegneserien rummer en del interessante fortællekneb. Kan du f.eks. give os et hint om, hvad der foregår på side 16? Dagdrømmer Frances?
– Det er nok bedst, hvis jeg ikke udpensler det alt for præcist … Men det har noget at gøre med den livsfase, du nævnte. Med at forsøge at spore sig ind på den retning, ens liv tager, og som man vil have det til at tage.
Et interessant aspekt af tegneseriens billedside, som man også kan fornemme ovenfor, er brugen af white space – de brede, brede margener. Hvilket formål tjener de?
– De var del af et bevidst forsøg på at lege med hæftets side-til-side flow. Siden er jeg blevet mere konventionel, nu om dage holder jeg mig typisk til ét gennemgående sidelayout.
– Én af mine vigtigste inspirationskilder er Chester Browns graphic novel “I Never Liked You”. Den har haft stor indflydelse på mine forestillinger om tegneseriens potentiale. Foreningen af de oplysninger, Brown formidler i historien, og måden, han formidler dem på, er virkelig magisk. Han bruger gabende huller af white space imellem nogle af tegneseriebillederne, og udtrykket går perfekt i spænd med læseoplevelsen. Det er en vovet måde at lave tegneserier på. Alt dét havde jeg helt sikkert i baghovedet, da jeg arbejdede på det første Pope Hats-hæfte.
Nu er 4’eren på vej, forstår jeg. Andet tegneserierelateret under opsejling?
– Ja, jeg er ved at skrive på hæfte 4, og jeg er blevet bedt om at lave stribeserier for et par canadiske magasiner, så dem arbejder jeg også på. Det er svært for mig at sige nej, når en magasinredaktør vil bestille en tegneserie, for det føles som en sjælden sidste chance for at bidrage til den her døende kiosktradition. Jeg er en håbløs idiot, så selvfølgelig involverer alle mine interesser døende eller forældede måder at gøre tingene på!
