En sørøver i Sverige

Reply

Den er fed! Øh… nej, undskyld… har et højt BMI-tal.

Reply

Vel talt. Og tegnet.
Det er nu også mit indtryk, at det svenske tegneseriemiljø over en bred kam bakker op om Jan Lööf her.

Reply

Også den yngre del af det svenske tegneseriemiljø – Dotterbolaget og hvad har vi?

Reply

Jeg tror ikke der er grund til at ånde lettet op – der kommer massivt meget mere af det her fremover, og det vil ramme alle de mennesker, der skaber og forbruger diverse former for fiktion, som på den ene eller anden måde, i bredeste forstand søger at udforske menneskehedens tilstand, vores gøren og laden på genuint tankevækkende vis. Muhammedkrisen ramte og lammede satiren, men identitetspolitikken går benhårdt efter den almindelige fiktion, der udfolder sig i både film, tv, drama, skønlitteratur og tegneserier. Man må berede sig på at kæmpe for retten til at mene at for eksempel Robert Crumb er legitim, stor kunst.

Og PS, forrygende tegneserieindlæg af uforlignelige Peter Kielland-Brandt!

Reply

Du lider af angstforestillinger, Thomas T. Hvorledes er satiren blevet “lammet” efter Muhammedkrisen? Der forekommer at være mere satire i verden end nogen sinde før. Du vil selvfølgelig sige: “Åh, men de vil ikke tegne Muhammed hver dag!”

Det, du kalder indentitetspolitik, vil altid blive mødt af en modreaktion – og gør det jo også allerede, hver gang de her vilde historier spredes (Peter Kiellands serie ovenfor er et storartet eksempel – glimrende modstød og fremragende eksekveret, men jo også letkøbt, altså, ikke?). Der er ikke ret mange i den virkelige verden, der står på Jan Lööfs modstanderes side. De er faktisk svære at finde. “Der er tale om et mindre antal aktivister, som er højlydte og ubehagelige”, som Jan Guillou siger. Og ærlig talt, de bølger har jo kørt i årtier eller århundreder. Man kunne blot nævne tegneseriehetzen i 1950’erne (de kristent-moralske) eller starten af 1970’erne (først de betonmarxistiske hellige og derefter de folkekirkeligt hellige) – det var også “identitetspolitik”, der lå til grund for deres skvulp. Men hvad førte de til? Ingenting, bortset fra en masse opmærksomhed, som ikke betød andet end måske en mindre forsinkelse af verdens udvikling og kommerciel lykke for det, der blev angrebet.

Og ærlig talt, hr. Crumb har kæmpet for retten til at mene, hvad han vil, i 50 år. Det har han da klaret udmærket. Altså, ARTE har lavet et helt kunstprogram med ham og Aline, og Taschen Verlag har kørt ham op som mainstreamkunst. Hvad er problemet?

Det mest solgte Tintin-album i de sidste ti år i Danmark er Tintin i Congo. Det er den slags, der får forlæggerkredse til at længes tilbage til dengang, der også i Danmark var hellig/politisk modstand mod dette og hint. Det er der så bare ikke. Mersalget skyldes udelukkende den flittige omtale af diverse protestaktioner i Sverige, Belgien og Frankrig. Så hvor den slags skulle komme fra i Danmark, er svært at se. (Og nu vil du nævne Tøger Seidenfaden, men han er jo død).

Reply

Dejligt med noget perspektiv, Carsten Søndergaard. Men selv om det kun er små skvulp på den lange bane, så kan det stadig betyde en masse på den korte. Du nævner selv betonmarxismen, og den gjorde da at en masse ellers almindeligt fornuftige og nuancerede synspunkter blev “forbudt” af det politiske korrektheds uni-politi i store kredse op igennem 70erne. Ud i det absurde.

Det er sjovt, for jeg er simpelthen så begejstret for den mangfoldighedsbevægelse der sker i tegneserierne (og i populærkulturen generelt) i disse år. At serier som MS. Marvel (superhelteserie om en amerikansk muslimsk pige, skrevet af en muslimsk kvinde) og Black Panther (om en afrikansk superhelt, skrevet af en sort debattør) kan løbe med både opmærksomhed og salgstal i USA, mens Danmark nærmest bobler over med talentfulde kvindelige tegneserieskabere, med nye tematikker og nye formsporg, og ideer om hvad tegneserier også kan være. Det er sgu en frigørelse der vil noget.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at korrekthedspolitiet, og angrebene mod f.eks. Jan Lööf, er en uundgåelig bagside af den bevægelse. På samme måde som at betonmarxismen, var bagsiden til de store positive frigørelsesprojekter i 60erne og 70erne. Kan det ikke være anderledes?

Reply

Du mener dem, der i 1976 kaldte Carsten profitmager og truede ham med at blive dyppet i olie og rullet i fjer, som vi har lært andetsteds her på sitet i dag 🙂

Reply

Men Kristian, der SKAL jo være den “bagside” af bevægelserne. Det er sådan, verden udvikler sig bedst – at udviklingen ikke løber ad ét (smal)spor uden debat om retningen undervejs. Betonmarxisterne (ikke mindst dem på Århus Universitet, der udgav “Tegneserier: En ekspansions historie”; læs den, hvis man vil have indblik i et særdeles alvorligt ment og perfektionistisk udarbejdet, men fuldstænding mislykket og betydningsløst indslag i den danske tegneseriehistorie) måtte jo til sidst indse, at der var en virkelighed uden for den teoretiske diskurs, og det fik hele ungdomsoprøret til at lande på en rimelig måde (ja, ja, indtil betonliberalisterne Reagan og Thatcher så kørte i den modsatte grøft, og opgøret med deres afsporethed er endnu i sin vorden).

Jeg kan love dig for, at der står folk ude på prærien i USA og demonstrerer mod muslimske og sorte superhelte. Det må man forvente. Det fører logisk set til flere muslimske og sorte superhelte, men det forstår folk på prærien ikke endnu.

Og Matthias, der var ikke tale om betonmarxister i det, du refererer til – der var tale om Uno Krüger, den kære sjæl, der var ude af balance netop da, hvilket kun de tilstedeværende på tegneseriefestivalen i 1976 forstod. Den sande beretning om den affære kan læses i Rune T. Kiddes bog “Kruseduller, kragetæer og kreative krumspring”.

Reply

Det vil jeg gøre så snart jeg får mulighed for det — tak for tippet!

Reply

Jeg vil gerne støtte Carstens “det udlignes over tid”-synspunkt (sådan læser jeg det); de aktuelle overfladekrusninger har det med at blive fremskrevet lineært eller ligefrem eksponentielt. Sådan går det sjældent. Vores udtryksrum er ikke mindre sammenlignet med Jan Löofs, Crumbs, Hergés, selv med muhammedtegninger, kønsidentitet, etnisk og kulturel sensitivitet, ingen cigaretter og lakridspiber og negre mv. Og “de” kommer nok ikke og fjerner al den ikke-opbyggelige litteratur fra bibliotekerne, hvis vi ikke går på barrikaderne for Lille Sorte Sambo.

Reply

Jeg kan et stykke hen af vejen godt følge Carstens argumentation. Men en forudsætning for, at den frihed man har til at ytre sig og beskrive verden, som et individ, ikke spidser til eller kollapser er vel, at man imødegår ytringer og holdninger der forsøger at inddæmme og begrænse den frihed, hvad du jo også beskriver Carsten. Jeg tænker det er en proces, der i vores del af verden, nærmest er blevet et organisk system. Men jeg tror også en forudsætning for det bliver ved med at forholde sig sådan er, at man dyrker det system, på alle niveauer og ikke blot i større politiske forsamlinger med beslutnings kompetence og hele molevitten. Så ja, jeg deler til dels også Thomas’ ”angstforestillinger”. Jeg læser det ikke som angst, men en bekymring, som er vigtig for at holde vores system levende.
I andre dele af verden er disse processer jo lukket helt ned, eller kontrolleret af offensivt bevæbnede magteliter. Så jeg tror ikke man skal tage frihed for givet set i et større perspektiv.

Og selv om der i Sverige og herhjemme ikke er så mange der står på Jan Lööf modstandernes side, så er problemet, at den der i mine øjne burde være den første til at forsvare, at hans bog kan genudgives, som Jan Lööf tænkte den, altså hans forlægger, er den der indtager det censurerende synspunkt.
I denne sammenhæng er forlaget magteliten, ikke bevæbnet med offensive våben, men med offensive endimensionelle holdninger til kunst og kultur.

Og ja, Carsten du har ret i det på en måde var en letkøbt serie, den lå til højrebenet og skreg på at blive tegnet. Det var faktisk meget rart at være i sådan et lille letkøbt frikvarter, når det ligefrem byder sig så åbenlyst til…Det er lidt ligesom en stor glad mand med en stor røv, der hiver bukserne af sig selv, på røven har han skrevet ”spark mig”, så jo tak som byder…(og så havde jeg jo også tid til det)

Jeg tror heller ikke på noget ”de”, Christian, der kommer og fjerner vores bøger og forvandler dødsmetal til tyrolermusik eller lignende kunstfærdigheder. Sandheden er jo, at det er noget vi i vores del af verden selv beslutter. Men igen, hvis man er sin egen værste fjende, som jeg synes Jan Lööfs forlag er i denne situation, så skal de også have det at vide.

Ps:
Jeg har i øvrigt ikke noget imod Sverige og svenskere, tværtom, og tænker en lignende situation sagtens kunne poppe op herhjemme.

Reply

Det er en flot tegnet og sjov kommentar til debatten. Som efter min menig ikke er rimelig over for debatten og tværtimod letkøbt.”Skal det hele så bare være kønsløst og opbyggeligt og uden pirater?” Næh! Men proselytterne klapper.

Reply

Peter, jeg synes også, det var tåbeligt af Bonnier Carlsen ikke at forsvare Jan Lööf, hvis værker forlaget har nydt godt af i 50 år, og som nærmest var med til at grundlægge det. Det havde de med lethed kunnet gøre, selv om den lille klike af højtråbende aktivister stadig ville have været utilfredse. Men det gør ikke forlaget til en magtfaktor, at de valgte ikke at gøre det.

Forlag må selv bestemme, hvad de vil udgive, det er en væsentlig del af hele ytringsfriheden. Man kan måske kalde et så stort forlag for en magtfaktor af andre grunde, men det er et strukturelt paradoks i den kapitalistiske verden – at man gerne må have økonomisk magt, men ikke moralsk magt, efter at stort set alle censurlove og religiøst funderede love er blevet afskaffet. Det problem kan man bekæmpe ved at bekæmpe privatkapitalisme, men nogle vil så hævde, at dét netop ville føre til øget moralsk og/eller religiøs magt, som man jo også netop ser i samfund, hvor der er en konkret, “offensivt bevæbnet magtelite”, som du selv skriver. Det kan man føre lange filosofiske samtaler om. Det gør jeg også gerne med Thomas T., når jeg orker – han orker altid 🙂

Det er jo ikke forbudt at udgive Min morfar er sørøver. Jan Lööf har ikke gjort noget ulovligt ved at tegne den. De hundredtusindvis af eksemplarer af bogen, der findes i verden, er ikke ulovlige at eje. Ethvert andet forlag kan udgive den, hvis de vil.

Det jeg opponerer imod, er at bruge en så lattervækkende begivenhed til at køre frem med det tunge skyts og optegne er skræmmescenarie for fremtiden, som Thomas T. gør. Den slags har det med at bide sig selv i halen, og nye inferiøre smågrupper af “højlydte og ubehagelige” aktivister får nemt færten af at lave meningsløs ravage på ny. Eller det, der er værre.

Reply

Carsten og Christian, jeg kan godt følge jeres pointer, hver især, et langt stykke hen af vejen og ville helst sige fred være med det.

Det kan jeg så ikke helt. Jeg synes afgørende det bevæger sig op på et andet niveau når det er tegneren/forfatterens eget forlag der adopterer og markedsføre de kort her. For mig falder forlaget ikke ind under den kategori, Guillou har beskrevet som ”…et mindre antal aktivister, som er højlydte og ubehagelige” De er en reel magtspiller, med temmelig store og alvorlige økonomiske muskler og deraf magt. Forlaget har selvfølgelig ret til selv at bestemme hvad de vil udgive og forfatteren/tegneren kan selvfølgelig vælge, at gå et andet sted hen.

Jeg kan sagtens se det lattervækkende i begivenheden, derfor tegneserien, men der også alvor bag.

Og jeg kan desværre godt forestille mig, at andre forlag adopterer denne korrektheds tankegang, når først tæppet bredes ud. Sådan noget har det desværre med at smitte, men jeg håber da jeg tager fejl.

Reply

Og jeg kan sagtens se det fra den udøvende kunstners perspektiv, Peter, hvor det må opleves som censur og et indgreb i værket. Men forlagene står omvendt også i et dilemma – for skal de reproducere fortidens for- og dårligdomme? Vi vil gerne bevare og værne om vores kulturarv, så jo, det skal de. Men dermed følger der også en anseelig mængde racisme og chauvinisme – for det var vores fortid nu engang. Og det opleves især problematisk i udgivelser til børn.

Jeg synes også, at netop denne beslutning er forkert. Men den er begrundet i reelle overvejelser, som ikke bare kan reduceres til gak-gak-politisk korrekthed eller “de er skøre, de svenskere”. Og som med så meget andet tror jeg ikke, at det er hensigtsmæssigt af afskrive nogens, gruppers bekymring som det rene pjat eller vanvid.

Og forlagene er forresten ikke nær så magtfulde som for 20 år siden. Selv hvis de ville – og det vil de ikke; de vil lige som alle andre virksomheder bare gerne sælge og undgå ballede – så kunne de slet ikke brede noget korrekthedstæppe ud over udgivelsesområdet.