Læs Peter Kielland-Brandts tegnede indspark i den svenske debat om Jan Lööfs politisk ukorrekte børnebøger.
Med tegneseriealbum som “Ulvevinter”, “Fisk” og “Suicide Joe” bag sig står Peter Kielland-Brandt som en af dansk tegneseries mest uvurderlige enere. Nu har han så vendt pennen mod et dagsaktuelt emne, nemlig den verserende svenske debat om afbildninger af mennesker med anden etnisk herkomst i børnebøgerne “Min morfar er sørøver” og “Fang Fabian”:
– Min galde flød over, da jeg hørte og læste om, hvordan debatten gik i Sverige om Lööf, og min måde at reagere på er så denne tegneserie, fortæller Kielland-Brandt om “Ak, mine tapre sørøvere”, som kan læses nedenfor.
– Jeg har altid været en kæmpe Jan Lööf-fan og hans serie om Felix var for mig, da jeg læste den som barn og ung, mindst lige så stor som Tintin – og ja, hans børnebøger er jeg lige så vild med. Jan Lööf er en ener, og jeg synes det er meget langt ude, at man vil have ham til at tegne noget om, fordi det nu engang er undfanget i en anden tid, eller man ikke vil genudgive det, fordi det måske kunne støde nogen.
– Jeg er bange for, at de mennesker, der har disse holdninger, også ville bede Shakespeare skrive et par af sine teaterstykker om, hvis de kunne, og måske pynte lidt på Michelangelos malerier i det Sixtinske kapel, fordi et eller andet i dem ikke svarer til, hvordan verden ser ud i dag. Og det er der jo helt sikkert noget, der ikke gør … Jeg synes det er en uendelig stor nedvurdering af folks evne til selv at tænke og mindst en lige så stor nedvurdering af Jan Lööfs virke og integritet!
Klik på billederne for større sider: