Alt for længe har de hvide, stærke, flotte, heteroseksuelle mænd domineret – det 21. århundredes tegneserier kan meget mere end det! Det ser Charlotte Johanne Fabricius nærmere på i Femi-nichen, hvor queer-brillerne kommer på og alt fra Batman til webcomics kan lære os noget om dem, der falder uden for normen.
Velkommen til Femi-nichen.
Lad mig gøre det klart med det samme: jeg er feminist, jeg er akademiker og jeg kan ret godt lide tegneserier. Derfor har jeg valgt at blande de tre ting sammen i skøn forening: I min blog vil jeg have fokus på alle de landvindinger og problematikker vedrørende køn, krop, seksualitet og marginalisering, der har præget tegneserier af alle slags siden genrens begyndelse – og i endnu højere grad gør det i dag.
Tegneserier var længe et medie, der lå på grænsen af, hvad vi regner for litteratur – nogen vil mene, at det stadig gælder i dag. Tegneserier har været både mainstream og bortcensurerede, fristeder og politiserede. Det kan være et tveægget sværd at insistere på en plads på grænsen af normalen, som tegneserier har gjort og stadig gør det. Men det er vigtigt, for vi har alle dage brugt kunst til at kommunikere verdenssyn og levede erfaringer, og det ville være et enormt tab at glemme, hvor mange marginaliserede stemmer og erfaringer, der finder en plads i tegneserier af alle slags. Tegneserier handler nogle gange om superhelte og nogle gange om undertrykte befolkningsgrupper. Begge slags – og alt derimellem – kan man med fordel læse med andre øjne end sædvanligt, for der gemmer sig vigtige nuancer og spændende historier, hvis man kigger efter det queer.
Et skævt blik på verden
Og hvad er det så, at læse efter det queer? ”Queer” er i sig selv en vanskelig størrelse at sætte i bås, da det både betegner et sæt identiteter (ikke-heteroseksuelle og/eller mennesker med ikke-traditionelle kønsidentiteter og –udtryk) og en måde at tænke og beskrive verden på, der går ud over normer for køns-, krops- og seksualitetsudtryk. Queer er kort sagt det, der ser lidt skævt på verden, for at vise, at verden i forvejen er mere skæv, end vi måske har opdaget. Det har ikke nødvendigvis noget med særlige temaer eller stilarter at gøre – alle tegneserier har mulighed for at udtrykke eller undertrykke queer problematikker og erfaringer. Min opsang til alle tegneserielæsere er derfor at læse efter det queer, både nysgerrigt og kritisk.
Og hvordan gør man så det? Lad mig give et eksempel – med en Batman-tegneserie, der har et helt særligt sted i mit hjerte (nu vi er i gang med at bekende os…).
Måske er det at strække termen lidt at kalde Grant Morrison og Dave McKeans Arkham Asylum: A Serious House on Serious Earth (DC Comics, 1989) for en mainstream-udgivelse, da der er tale om en stand-alone historie, der eksperimenterer med form og stil. Dog vælger jeg at kategorisere den som sådan, da det er en historie om Batman – måske den mest kendte og populære af alle tegneseriehelte – og et af de mest sælgende Batman-albums. På mange måder er det også en arketypisk Batman-historie: Joker overtager sindssygeanstalten Arkham Asylum, han lokker Batman ind med trusler om at dræbe gidsler, Batman konfronteres med forskellige skurke der afspejler sider af hans egen psyke og ender med at sejre over Joker og genetablere den gængse orden. Batman er den store, stærke helt, der bekæmper det onde.
Arkham er et spejl
Og så alligevel. Elskere af Arkham Asylum (jeg ved, I er derude) vil sandsynligvis erklære sig enige i, at der er andet og mere på spil. Gang på gang præsenteres vi nemlig for en Batman, der er ved at knække. Han reagerer på Jokers hentydninger til, at Batman skulle være homo- eller pædofil, han lader sig snyde og overvælde af Jokers omhyggeligt konstruerede labyrint af lurende superskurke og han bliver alvorligt såret inden den endelige sejr. Som læsere præsenteres vi for en Batman, der ikke lever op til vores ideal for det, queerteori kalder normat-kroppen: et maskulint, heteroseksuelt, raskt og stærkt ideal, som ligger til grund for vores forståelse af det ’rigtige menneske’, men som ingen af os kan leve op til. Heller ikke Batman. Og når Batman – den stærke helt, der kan overvinde alting – får draget sin identitet i tvivl, er det måske selve idealet, der problematiseres. Hvis Batman måske i virkeligheden ikke er så mandig som man troede, ikke så meget til damer som man troede og ikke så fysisk eller psykisk usårlig som man troede, så kan vi måske alle sammen være det. Skurken Mad Hatter siger det selv: ”Arkham is a looking glass. And we are you.” Batmans identitet pilles fra hinanden i mødet med de skæve og ’forkerte’ eksistenser, der holder til i Arkham – Joker, der går i dametøj og lægger an på Batman, Mad Hatter, der har pædofile tendenser, Clayface, hvis krop går i opløsning. I deres møde med Batman udpeges han som en af dem, en af de ’forkerte’. Det er den sandhed, queer kritik af normat-kroppen vil frem til: at ingen kan leve op til vores umulige idealer.
Arkham Asylum: A Serious House on Serious Earth er ikke kun vigtig i queer-sammenhæng. Jeg vil også vove den påstand, at værket var afgørende for, at ’gammeldags’ superhelte som Batman stadig har relevans i dag. Efter krisen i 1980erne, der kom i kølvandet på en macho-ficering af superheltene, der igen var en reaktion på de campede 60ere, som blandt andet eksemplificeres i Alan Moore og Dave Gibbons’ Watchmen, præsenterer Morrison og McKean en vej ud for superheltene. Det er ikke længere kun de onde, der er queer – selvom værket stadig døjer med, at ’afvigende adfærd’ klæber til skurkene som noget negativt og ondt. Også Batman fremstilles som den sære snegl, han er – og han er stadig vores helt. I dag ser vi flere og flere mainstream-helte, der ikke lever op til det klassiske macho-ideal: kvinder, homoseksuelle, racialiserede og folk med andre kroppe kan også være helte. Det er queer. Og det er super fedt!
