Svensk forlags forslag om at hvidvaske Jan Lööfs klassiske børnebøger møder kritik af eksperter og Lööf selv
Jan Lööfs elskede og klassiske børnebøger “Min morfar er sørøver” og “Fang Fabian” er fanget i en konflikt mellem forlag og forfatter.
Forlaget Bonnier har gennemgået sine egne titler, og fundet “stereotype skildringer af andre kulturer”. Den svenske avis Dagens Nyheter talte med Lööf kort efter et møde mellem ham og redaktørerne på Bonnier:
– De har sat et ultimatum. Enten skal jeg lave bøgerne om, eller også ophører de med at blive udgivet, siger Lööf, som ved siden af sine børnebøger nyder anerkendelse som en af Nordens mest betydningsfulde tegneserieskabere.
Det er bl.a. tegninger af sørøveren Omar fra “Min morfar er sørøver” og en afrikansk trommeslager i “Fang Fabian” som forlaget anser for kulturstereotype.
– Vi er mange kvinder i redaktionen, og derfor er rygmarvsreaktionen nok tydeligere, når det kommer til skildringer af ulighed, siger Bonnier Carlsen-redaktør Eva Dahlin, som ikke ikke deler Lööfs udlægning af forlagets ultimatum, og understreger at forlaget ikke har truffet en beslutning endnu.
– Det handler ikke om at vi er konfliktsky. Det handler om bevidsthed og respektfuldhed overfor vores yngre læsere. Det er en dialog, der går længere tilbage, som handler om hvordan vi på en respektfuld måde kan vise hensyn til nutiden og samtidig forvalte vores kulturarv, siger Eva Dahlin.
– Alle billeder er skabt i en sammenhæng, i en tid, og tider forandrer sig. Hvis for eksempel man er født i Mellemøsten kan man blive ked af sjældent at være på de godes side i litterære skildringer.
Racisme fordrives ikke ved at hvidvaske historien
Den model køber Matthias Wivel, tegneserieanmelder ved Information og Nummer9, dog ikke:
– Hvis Bonnier virkelig ville “forvalte kulturarven” skulle man mene at ideen om at bede en tegner om at tegne sin halvtreds år gamle billedbog om efter nutidige identitetspolitiske hensyn, ville fremstå som den absurditet, det er. Racisme fordrives ikke ved at hvidvaske historien, kunsten og kulturen og spænde den for en ideologisk vogn.
Fredrik Strömberg, formand for den svenske tegneserieforening Serieframjändet mener udfordringen kan tackles mere nænsomt end ved at bede tegneren ændre sine billeder:
– I lighed med “Tintin i Congo” mener jeg, at det er bedre at forsyne bogen med en forklarende kolofontekst, som sætter værket i sin historiske kontekst, fremfor at tvinge kunstneren til at lave ændringer.
Også her er Matthias Wivel uenig:
– En efterhånden hyppigt benyttet og mere nænsom løsningsmodel har været at indsætte en advarsel om det stødende indhold i en udgivelse – en slags “trigger warning”. Der er noget patroniserende over dette, en forventning om at læseren ikke er i stand til selv at vurdere det læste og har behov for en oplyst censur, der kan sætte tingene i det “rette” perspektiv. Det strider mod Oplysningstankens ide om individets evne til, og ansvar for, selv at tage stilling og individets friheds afhængighed deraf, siger Wivel.
Jan Lööf udtrykker fortvivlelse over situationen, men er ikke indstillet på at forlade sit forlag, som han har været tilknyttet hele sin karriere:
– Jeg er 76 år gammel og orker ikke at skifte. Det handler ikke om penge for mig. Men jeg kommer nok ikke til at lave flere billedbøger.
Foto: Fang Fabian/Dagens Nyheter