Den bitre apache
Det kræver talent og mod at lave det første ekstraordinære album om Løjtnant Blueberry små 20 år efter det sidste album i serien udkom. Talent har Joann Sfar og Christophe Blain nok af. Modet virker det til at have knebet lidt mere med.
Nu er det nemlig blevet Løjtnant Blueberrys tur til at få en tur i manegen med et ”ekstraordinært eventyr”. Det sidste er markedsføringslingo for at genoplive tegneseriebrands, hvor de oprindelige skabere er døde og/eller storhedstiden for længst er forbi. Håbet er nok, at friske folk kan genoplive brandet og sætte skub i både bagkatalog og nye udgivelser.
Løjtnant Blueberry er en hjørnesten i den europæisk tegneserie skabt af de produktive Jean-Michel Charlier (Luftens Ørne, Rødskæg, Buck Danny m.fl.) og Jean Giraud/Moebius (John Difool, Major Grubert m.fl.). Løjtnant Blueberry er den store fortælling om, hvordan den hvide race med ufine metoder fik tæmmet Amerikas vilde vest, undervejs krydret med eventyrlige skattejagter.
Den bitre apache lægger sig tidsmæssigt imellem album 5 (Det store opgør) og 6 (Manden med sølvstjernen). Det vil sige lige efter et truende indianeroprør er slået ned og før Blueberrys korte periode som sherif. Som titlen antyder, er indianerne i fokus, da to indfødte bliver dræbt af tre hvide. Apachen med navnet ”den bitre” vil hævne drabet på sin kone og datter, begået af to unge hvide mænd og en ung hvid kvinde.
Så går jagten ind, og i klassisk Charlier-stil opereres der med nogle parallelle handlingsspor, der krydses frem og tilbage imellem. Indianerne jagter morderne. Bimhal, kvinden der affyrede de dræbende skud mod indianerne, sendes af sin familie ud for at dræbe ofrenes familie og derved lukke hævntogtet, der ellers vil ramme deres mineby. Blueberry skal på militærets vegne forhindre en ny indianerkrig ved at finde morderen før indianerne – eller få beroliget indianerne.
På den måde er det lidt uklart, hvad forfatter Joann Sfar (Rabbinerens kat) og tegner Christophe Blain (Javel, Hr. udenrigsminister) egentlig vil tilføre serien. Indianerkonflikterne er behandlet ekstensivt i serien allerede. Blueberrys rolle som mægler i konflikten med en fod i begge lejre ligeledes. En ivrig kvindelig beundrer har Blueberry også tidligere være involveret med. Til gengæld adskiller en mekanisk robot(!), der både kan spille skak og skyde, sig bestemt fra seriens univers. Den spiller en vis rolle i militærlejren, men virker foreløbig noget malplaceret. Foreløbigt, fordi Den bitre apache er første ud af to album, så afslutningen må man vente på. Volden i Den bitre apache er tillige mere eksplicit end i originalserien. Det hænger nok delvist sammen med, at Charlier og Giraud ikke kunne tillade sig det samme i det franske tegneseriehæfte Pilote tilbage i 1960’erne. Bortset fra disse små afvigelser gør Sfar og Blain ikke meget andet end at arbejde videre med serien i et album, hvis historie minder om noget, man har set før.
Hvad angår tegningerne lægger Blain sig stilmæssigt tættere på Girauds læremester Jijé end Giraud selv. Han har noget af Jijés ekspressive charme, med en flagrende og livlig pen og fede skyggemarkeringer, der er langt fra særligt den sene Girauds møjsommeligt detaljerede stilstudier. På den vis giver det god mening, at albummet tidsmæssigt kiler sig ind tidligt i hovedserien, hvor Giraud langt hen ad vejen var inspireret af Jijé. Til gengæld gør Blain sig mere umage end Jijé typisk gjorde, hvor det for Jijé langt hen ad vejen handlede om at få nogle sider fra hånden hurtigst muligt. Blain har en grov streg, der hverken er fejlfri eller hyperrealistisk, som Giraud udviklede sig til at være. Omvendt fanger han meget fint Blueberrys statur og bevægelser. Ligeledes er der undertiden glimt af storhed i gengivelsen af de golde ørkenlandskaber og klippeformationer. Derfor føler man sig godt tilpas i Blueberrys univers, når først man har accepteret, at det ikke er Giraud selv, der er genopstået fra de døde. Der er samlet en god Løjtnant Blueberry-feel over albummet, hvad angår både tekst og tegninger. Om end det stadig er uklart, hvorfor der skal endnu en historie til over et tema, hovedserien allerede har behandlet gentagne gange.
Den bitre apache er ikke helt som nye album i serien Blake og Mortimer, der afspejler moderserien i både tekst og tegninger. Disse ender derfor ofte som middelmådige kopier af noget, som E. P. Jacobs gjorde langt bedre. Det er heller ikke som nye “ekstraordinære eventyr” i serier som Splint & Co. eller Lucky Luke, der undertiden tager sig temmelig store friheder i forhold til de gamle album i både tekst og tegninger. Disse kan både ende med at være overraskende forfriskende eller ramme temmelig skævt. I Den bitre apache sidder man trygt i sadlen, samtidig med at det mærkes, at der er kommet en ny hest mellem benene. Jeg vil helst vente med at fælde en endelig dom, til Sfar og Blain er kommet i mål med det afsluttende album. Foreløbig er det et gensyn med plusser og minusser, der ikke helt overbeviser om, at det giver mening at genoplive serien om Løjtnant Blueberry.
Del på
