Anmeldelse
Blueberry – de samlede eventyr er nået til tredje samlebind, der varsler overgangen til noget nyt. Tegner Jean Giraud slår sig i tøjret for at bryde ud af de vante rammer og forfatter Jean-Michel Charlier har efterhånden skabt et persongalleri og nogle bifigurer, der varsler den kommende storhedstid. Samlet set et højdepunkt i seriens tidlige leveår.
Charlier valgte at lade de tre album i dette samlebind fokusere på det historiske kapløb om at få lagt togskinner ud på tværs af USA. Central Pacific starter ved vestkysten og arbejder sig østpå mens Union Pacific fra østkysten ruller skinner ud vestpå. Det område, selskaberne får lagt skinner ud på, modtager de betaling fra staten på og får samtidig ejendomsret til de tilhørende jorder. Så det gjaldt om at have fart på og nå så langt som muligt. Hvis modparten samtidig nåede så kort som muligt, var det naturligvis kun en fordel.
Da Union Pacific nærmer sig indianernes territorie, begynder krigstrommerne at buldre. Nogen hidser tilsyneladende indianerne i området op. Derfor tilkalder de løjtnant Blueberry, der tidligere har vist evner som forhandler og har indianernes tillid. Blueberry skal stå for kontakten til indianerne og sikkerheden langs jernbanen. Det sidste var egentlig et anliggende for Jethro Steelfingers, der også står for at jage bisoner og dermed kød til selskabets arbejdere. Der er med andre ord en sherif for meget i byen.
På mange måder er det historien fra det foregående album i serien, Manden med sølvstjernen, blæst op i storformat. I den historie skulle Blueberry som midlertidig sherif skabe fred og ro i en flække. Nu er det dog en langt mere kompliceret opgave. Byen flytter sig konstant, efterhånden som arbejdet på jernbanen skrider fremad og har også en fremskudt satellit. Endvidere er indianerne føjet til ligningen, så der er flere bolde for Blueberry at holde styr på. Sidst men ikke mindst er skurken rykket en kaliber op. Steelfingers, der har mistet sin hånd i kamp mod indianerne og fået den erstattet af en hårdtslående stålnæve, er ikke bleg for at tage alle midler i brug. Det afsløres hurtigt for læseren, at han er hyret af det konkurrerende selskab som den kæp i toghjulet, der skal forsinke Union Pacifics arbejde mest muligt.
De tre album Jernhesten, Manden med stålnæven og Siouxerne på krigsstien er afslutningen på en epoke med westernfortællinger af den gamle skole. Blueberry – de samlede eventyr 3 rækker tilbage og runder en periode med klassisk fortalte westernhistorier af. Samtidig peger den også frem mod mere komplekst opbyggede fortællinger med mindre sort/hvidt persongalleri og længere og mere komplicerede plot.
Persongalleriet får stille og roligt føjet nye ansigter til. Hidtil har Blueberry primært kunnet læne sig op ad den ustabile drukkenbolt Jimmy McClure, der vel bedst kan sammenlignes med Kaptajn Haddock fra Tintin. Begge er uundværlige, men ikke altid helt pålidelige eller velvillige hjælpere, der samtidig er humoristiske ventiler, når det hele bliver lidt for alvorligt. Nu føjes cowboyen Red Neck til ligningen, som en mere intelligent og ligeværdig partner. Sammen træder de to medhjælpere i karakter undervejs i dette samlebind, som de kommer til at gøre igen senere i serien.
Charlier lader endnu læseren vide alt, så de farer Blueberry intetanende er på vej imod, kender vi. Forræderne afsløres tidligt, så Steelfingers og hans medsammensvorne i Union Pacifics inderkreds’ dobbeltspil er kun en hemmelighed for Blueberry. Det giver en fin dynamik og spænding, men kun få deciderede overraskelser. Som læser er man alligevel holdt i et fast greb på pinebænken i forhold til hvordan heltene kommer til at klare udfordringerne. Det er bare ikke så sofistikeret leveret af Charlier, som det bliver fremover.
Tegner Jean Giraud har mærkbart øget detaljeringsgraden i sine tegninger i forhold til tidligere. Det gælder både persontegningen, hvor ansigterne er mere levende, ligesom det gælder omgivelser og baggrunde. Billederne af den flytbare by, der bevæger sig sammen med jernbanesporene, er mere levende end hidtil og én af hans signaturer, det golde klippelandskab, er allerede nu utroligt livagtigt og detaljeret gengivet. Hvad angår tegningerne af kvinder, er de stadig meget stereotype. Også på det område, venter der bedre tider forude. Man får dog også rendyrket virtuositet i samlebindets dramatiske højdepunkt. Fanget i en togvogn mellem himmel og jord på en halvt sammenstyrtet bro angribes Blueberry, McClure og Red Neck. Indianerne, anført af Steelfingers, vil have dem dræbt og samtidig slå fingrene i de 300.000 dollars, de har med som løn til jernbanearbejderne. Det er så dramatisk leveret, at man ikke kan forstå, Hollywood endnu ikke har filmatiseret den velfortalte historie om et jernbanekapløb, som også Lucky Luke har deltaget i på tegneseriefronten i Spor over prærien. Med livet som indsats må trioen splitte sig, for at snøre såvel indianere som Steelfingers. At Blueberry som konsekvens uberettiget bliver beskyldt for at have stjålet de 300.000 dollars og skal forsøge at bevise sin uskyld, peger i øvrigt også frem imod senere album i serien (½ mio. dollars værd!).
De tre album i dette bind rummer en samlet fortælling centreret om jernbanen, men lægger også op til den foreløbige finale i fortællingen om krigen mod indianerne, der finder sted i næste album, General Guldmanke. Det er værd at bemærke, at Giraud nærmest ikke kan holde penslen i ro på den sidste håndfulde sider i Siouxerne på krigsstien. Der kommer en uro og løshed over hans streg og sideopbygning, der med al tydelighed viser, at han nu for alvor er klar til at springe ud og gøre tingene på en helt anden måde. Imens man venter på dét, så markerer Blueberry- de samlede eventyr 3 afslutningen på den klassisk fortalte westernfortælling i både tekst og tegninger. Nuvel, det er ikke absolut højdepunktet i serien, men det er et højdepunkt i dén måde at gøre tingene på – og højdepunktet i første del af Blueberrys samlede eventyr.