Blueberry – de samlede eventyr bind 7
Blueberry bliver ikke meget bedre præsenteret end her.
Hvad er det, som gør Blueberry så god? Pacingen er forbilledlig uden at være forudsigelig. De forskellige handlingselementer rokeres rundt på Blueberry-universets enorme skakbræt med yndefuld gennemtænkthed. Illustrationerne er på samme tid intuitivt fortællende og stemningsskabende par excellence. De enkelte personer er tydeligt og individuelt opridset, læseren kommer aldrig i tvivl om, hvem der er hvem. Action og eftertænksomhed er begge til stede i passende blanding.
Det er overlegent. Vi véd det allesammen godt. Eller, næsten alle – jeg har i en facebook-gruppe set én tegneserie-læser, som ikke synes særligt om Blueberry. Vi er alle forskellige, men det var alligevel overraskende. Thi Charliers og Girauds western-epos er i sandhed lige så god en tegneserie, som dens klassiker-status antyder. Med dette bind – som består af album 20, 21 og 22 – er vi stadig i den absolutte top af den årelange periode, hvori d’herrer producerede på deres højeste kreative nagler.
Jeg har læst disse historier før, i forskellige udgaver. Første gang i Interpresse’s albumserie for en del år siden. Hvis man ikke kender historierne, så er der et eller andet helt galt, eller også er man så heldig, at man er ung nok til stadig at have serien til gode.
Heldigvis har jeg ingen alvorlige forbehold ved at anbefale denne udgave. Den lovløse løjtnant er uskyldigt anklaget for mord og sammensværgelse mod præsidenten, han er på flugt fra militæret, fra skurkene, samt fra enhver tilfældig lykkeridder, idet alle jernbanestationer, postkontorer o.s.v. har et foto af ham på en efterlysningsplakat – dusøren er tårnhøj, og han behøver ikke være levende.
Som altid klarer Blueberry ærterne, og som sædvanlig er det hele djævelsk godt iscenesat af Charlier og Giraud. Alt er tilpas troværdigt, skurkene er ikke så dumme, at det på noget tidspunkt bliver kedeligt. Vi får her i bindet i tilgift et forord, som er levende skrevet og giver fine oplysninger for den interesserede læser – endnu en gang mindes man om, hvor meget ophavsmændene satte sig ind i de historiske omstændigheder, og også lavede deres serie endnu mere realistisk ved at benytte autentiske geografiske områder som skueplads for deres western-epos.
Men man behøves ikke interessere sig en døjt for baggrundsviden. Fortællingen fungerer på egne præmisser for enhver læser. Det er fornemt arbejde, det er tegneserie på toppen. Reelt et højdepunkt i europæisk, fortællende billedkunst fra det tyvende århundrede.
Charlier har tendens at skrive for meget tekst, måske ti eller femten procents overflødig prosa. Det kan man godt leve med, og endda leve fint. Selv verdens sundeste tegneserie-træ vokser ikke ind i himlen. Når det på så mange andre måder er det flotteste træ i butikken, er man stadig blandt de heldige, hvis man får fat i et eksemplar, inden der bliver udsolgt.
Udstyret kan ikke blive bedre: Trykket er suverænt, papiret godt, indbinding god. Farve-balancen har der været lidt knas med i en tidligere udgave, her er den ramt lige i øjet. Selv tekstningen er rigtig godt udført, selvom det ikke er ægte håndtekstning. Jeg har ikke før set så veludført ikke-håndtekst bortset fra i amerikanske tegneserier; amerikanerne har en årtier lang tradition for god tekstning. Hvilket vi som bekendt ikke har her i Danmark – så det er glædeligt at se, at der er nogen, som udfører det ordentligt.
Fordanskningen er god, et par enkelte steder lægger jeg mærke til nogle afvigelser fra den oprindelige danske oversættelse, som her i den moderne udgave ikke falder lige så heldigt ud. Værste eksempel: da Blueberry hele natten igennem trutter i trompet hver halve time, og officeren i førsteudgaven bemærker, at der “ikke er én falsk tone”. Den replik er her i 2023-udgaven lavet om til “ikke et kvæk.” Den nyoversatte replik giver ikke mening, i modsætning til den gamle fra Interpresses udgave, som giver fin mening.
En uklædelig fejl, men så længe dette er den værste, er det i småtings-afdelingen. Jeg skal være en opmærksom læser for at finde noget at kritisere ved dette flotte bind.
Cobolt 2023 – IP 1982
Jeg hører fra andre, at bindet af fysisk størrelse er fem-seks millimeter højere end de foregående bind i serien. Nogle samlere kan slet ikke ha’ den slags. Det bringer uorden i det motiv, der dannes på ryggen af bindene, når de står side om side på reol-hylden. Utilsigtet, naturligvis. Jeg selv er omtrent ligeglad, det påvirker ikke min læseglæde.
Samlebindet indeholder tre hele albums, altså knap 140 sider samt godt tyve siders ekstramateriale. Jeg bemærkede enkelte korrekturfejl: at der er byttet om på teksten mellem to talebobler, eller hvor en tankebobbel er helt tom. Eller som her nedenfor, hvor El Tigre’s replik ud over at befinde sig i sin talebobbel også ses i en umotiveret kopi oppe i billedets venstre hjørne.
Dertil enkelte tilfælde af ét galt anslag, for eksempel at Cochise et sted hedder Conchise. Ingen af fejlene klæder bindet, det er klart. Men jeg opfatter bestemt dette bind som værende af god standard fra den danske redaktion, i den klart fornuftige ende af hvad tiden har at byde på.
De oprindelige franske forsidemalerier er aftrykt i fuld størrelse, og der er i forordet en god portion ekstra tegninger og illustrationer – helt som den slags skal laves.
En af verdens allerbedste albumtegneserier i kvalificeret professionelt udstyr. Vi får næppe en flottere udgave på dansk.
Bravo til Cobolt, det er solidt arbejde. Høj anbefalelse fra min side: hvis man har overvejet anskaffelsen, er det bare afsted til Fantask, ingen grund til at vente.
