Cassiopeias nye stjerne
Tycho Brahes liv og levned støves af i imponerende tegneseriepræstation af Anders Worm.
”Danmark, hvad har jeg dig gjort, at bort du så grumt mig støder?” begynder bagsideteksten. Derfra er det også slut med alt, hvad der lugter af bedaget historiefortælling i Anders Worms tegneserie om Tycho Brahe, der følger astronomen fra han opdager en stjerne for meget i stjernebilledet Cassiopeia i 1572 til hans død i Prag anno 1601. Det bliver fortællingen om Danmarks store videnskabsmand, hans claim to fame og fald i unåde fra tinderne i Danmark til en død i Prag, som der fortsat hersker uvished omkring.
Over 276 hæsblæsende sider i pocket-format fordelt på syv kapitler får Worm presset en imponerende mængde stof sammen. Det hele starter med opdagelsen af en ny stjerne, hvorefter man følger Brahe over storhedstiden som Frederik d. 2.’s yndling med midler til at studere i fred og ro på Hven i årevis. Idyllen brydes, da han falder i unåde hos efterfølgeren Christian d. 4. og til sidst må tage til Prag og fortsætte sine observationer frem mod en død, der i Worms version ikke udelukker hverken forgiftning eller en bristet blære.
Undervejs bliver der både plads til naturvidenskabeligt nørderi, romantik og historieformidling i en skønsomt underholdende sammenblanding med et bredt persongalleri. Cassiopeias nye stjerne har både anakronismer og tager sig sproglige friheder, så det er ikke en historisk korrekt formidling, der er målet for Worm. Brahes duel med efterfølgende behov for næseprotese foregik vist strengt taget ikke i 1572, men i 1566. Når Worm rykker den, er det for at understrege pointen om, at Brahe er villig til at ofre alt for sin forskning, samt at det var et så voldsomt brud med samtidens forståelse af universets opståen, at det kom med en høj pris at gå imod den gængse opfattelse.
Det er altid utaknemmeligt at blive sammenlignet med andre, hvis man i bund og grund bare vil være helt sin egen. Men det vil være pligtforsømmelse ikke at nævne, hvor Deleuransk Anders Worm er, både i udtryk og indhold. Tegningerne har en stor del af den samme bløde, runde charme, særligt i ansigtsudtrykkene. Årvågen, lumsk, glad og nervøs mimik er ægte børn i lige linje af Deleurans stamtræ. Det samme er den lystfyldt sprudlende fortælleglæde, der ikke levner plads til tør tavleundervisning i kongerækken.
I stedet skæres der ind til næsebenet og fyldes på med sproglige brandere og moderne sprogbrug. Når Tycho skal forklare, hvorfor han ikke længere kalder sig Tyge, er det fordi det andet er ”mere continental”. Når Tycho spørger Frederik d. 2., om han kan arbejde uforstyrret på Hven, svarer kongen: ”Det kan du bide dig selv i næsen på!”. Når Rudolf d. 2. i Prag føler sig bagud på point i forhold til den astronomiske udvikling i Danmark, henvender han sig til den unge forfatter William med ordene: ”Der er jo noget råddent i Danmark! Skriv et drama, der foregår på Kronborg med en mentalt svag prins. Resten kan du selv finde på…”.
Cassiopeias nye stjerne oser af kærlighed til sit emne og tegneseriemediet. Nogle vil måske indvende, at der gøgles for meget, men så kan de jo heldigvis vælge en tør historiebog i stedet. Vi andre får Tycho Brahes liv og levned leveret, så det er svært ikke at læse den fra ende til anden i ét hug. Det er fristende at slutte af med at konstatere, der nu er dukket en ny stjerne op på den danske tegneseriehimmel. Forhåbentlig stikker han næsen frem igen.
