Luftens Ørne, Samlebind 1: Ørneakademiet
Stjernestøvet fra to af de store i europæisk tegneseriehistorie er nok til at få flyverserien Luftens Ørne til at lette, selv om begge har gjort det bedre med andre serier.
Hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg ikke troet, jeg ville finde en 60 år gammel flyverserie spændende. Men det gjorde jeg. Æren må primært tilskrives Jean-Michel Charlier (Blueberry, Rødskæg), der var ualmindeligt dreven til at skrue et godt plot sammen. En anden attraktion er Albert Uderzo, der her tegner i en helt anden og realistisk stil, der ikke minder meget om hans tegninger i hovedværket Asterix.
Såvel Charlier som Uderzo havde allerede en del erfaring før de i 1959 sendte de to piloter Michel Tanguy og Ernest Laverdure på vingerne i det dobbeltalbum, der udgør grundstammen i Luftens Ørne samlebind 1, Ørneakademiet. Her skal den klassiske helt Tanguy og hans komiske partner Larverdure trænes, så de kan blive jagerpiloter i det franske flyvevåben.
Tanguy er den handlekraftige, smukke, retfærdighedssøgende stereotype helt, der har brug for en skyggeside. Den har han i form af sin makker, den lagkageklovnende Laverdure, der naturligvis er god nok på bunden, men uafladeligt kommer galt afsted på grund af et behov for at prale, kigge efter kvinder eller alle de andre unødvendige ting, Tanguy aldrig kunne drømme om. Dette er spillereglerne for makkerparret, som de holder sig stramt til i seriens levetid. Faktisk eksisterer Luftens Ørne fortsat, efter at være fortsat med ujævne mellemrum efter sin storhedstid i 1960-70’erne.
Ret beset er historien ganske enkel, Tanguy og Laverdure skal bestå deres jagerpilotprøver på den franske base i Marokko. Charlier krydrer det dog med nogle effektive sidehistorier, der tilsammen giver en eksplosiv historie. Dels er der en anden aspirant, den mærkværdige Jacques de Saint-Hélier, som Tanguy beslutter at tage under sine vinger og hjælpe med at bestå trods instruktørens udtalte modvilje imod ham.
Dertil kommer en løbsk fransk langdistanceraket med banebrydende ny teknologi, der styrter ned i nærheden af basen. Pludselig bliver øvelserne alvor for piloterne, da jagten går ind på at finde og sikre sig rakettens spids, før fremmede magter får fingrene i den. Og hvis man er skeptisk ift. om en jagtsekvens med jagerfly kan være spændende, så gør Charlier og Uderzo enhver tvivl til skamme i langstrakte dueller. Særligt Charliers tekst er værd at bide mærke i, når han, der selv var uddannet rutepilot, med teknisk indsigt i forklarende tekstbokse uddyber detaljer i piloternes kampe. Det, der ved første øjekast kan virke teksttungt, vinder ved netop at tage sig tid til at forklare, hvad utrænede øjne ellers ingen chance har for at se.
Fortælletempoet er naturligvis gammeldags, andet ville da også være mærkeligt seriens alder taget i betragtning. Det tager derfor tid at komme igennem en duel på himlen over otte sider. Uderzo leverer elegante tegninger i en for tiden typisk streg fra realistisk tegnede spændingsserier. Dog er han ofte mere detaljeorienteret end andre af sine samtidige kolleger, og så er det sjovt at se ham tegne på en helt anden måde end i hovedværket Asterix. Enkelte gange kan man genkende et ansigtsudtryk, men ellers er der virkelig langt fra fransk nutid anno 1960’erne til hans runde, bløde og karikerede tegninger fra den gæve galliske landsby.
Når gashåndtaget trykkes i bund, skrues der ned for humoren og omvendt. Laverdure spiller en lidt mere afdæmpet rolle end det typisk ses i senere album, hvilket klæder ham bedre end den nogle gange noget påtvungne lagkagekomik, han typisk står for. Hele midterdelen af dobbeltalbummet med jagten på rakettens teknologi er fremragende spænding, som Charlier var en mester i. Første og særligt sidste tredjedel af dobbeltalbummet er lidt mere traditionelt og forudsigeligt. Særligt slutningen bliver tillige lovlig tung og patriotisk. Der er også tendens til machodyrkelse på en måde, der virker sært bedaget. Da Saint-Hélier på et tidspunkt er ved at bryde sammen inden en flyvning må Tanguy således træde til med en syngende lussing, så han genvinder fatningen.
Cobolt gør igen et fortrinligt arbejde, når de kaster sig over ældre materiale. Nyoversættelse, dejligt mat papir, god farvegengivelse og når Uderzos streg enkelte gange bliver utydelig og næsten forsvinder, typisk i ansigterne, skyldes det sandsynligvis mere forlægget end trykket i 2022. Det sker dog tilstrækkeligt mange gange til, at man ærgrer sig over det. Et fyldigt 32 siders ekstramateriale hører også med, der overvejende er interessant uden at være helt oppe at ringe på niveau med tilsvarende i Asterix eller Blueberry for at nævne et par sammenlignelige samlebindsserier fra Cobolt. Fokus er her i første bind naturligt nok på seriens opståen og tegneserieugebladet Pilote, hvor serien blev trykt som føljeton. Mindre interessant er helsides teksttunge artikler fra Pilote, der ikke er oversat til dansk samt hyppig namedropping beregnet på kendere fra det franske marked.
Det er længe siden, jeg læste de gamle album, som Interpresse udgav i tegneserieboomets heydays. Derfor var det med en vis portion skepsis, jeg tog hul på Cobolts samlebind, da jeg ikke huskede serien som noget, der nødvendigvis havde en berettigelse længere. Men Luftens Ørne samlebind 1, Ørneakademiet er en god oplevelse, hvis man er indstillet på at læse noget, man godt kan mærke har mange år på bagen. Sætter man i forvejen pris på tegneserier fra fransk tegneseries guldalder, så er man i sikker (luft)havn. Dertil skal nævnes, at dobbeltalbummet på dansk har været trykt i ugebladet Fart og tempo, men ikke blev udgivet blandt de 16 album, der udkom på Interpresse.
