Tegneren bag Otto og mere til hylder den über-populære avisstribe Radiserne, som inspirerede en generation af amerikanske indie-tegnere.
Anders Brønserud er en unik tilstedeværelse i det danske tegneserieland. Hans sort/hvide og ordløse stribe om Otto – “verdens mest ensomme palindrom” – har fulgt ham siden debuten i hedengangne Free Comics (2003-2009), og i den tid har den kuglerunde ulykkesfugls eventyr vokset sig længere og mere ambitiøse. Men bundlinjen forbliver uændret: Alt går galt før eller siden, spørgsmålet er bare hvordan.
Sideløbende har Brønserud prøvet kræfter med lidt af hvert; senest har han dokumenteret sit liv i stilfærdigt underfundige dagbogstegninger (samlet i Anders tegner dagligt og Halvtreds, halvfed og halvfærdig).

Anders Brønserud signerer på Copenhagen Comics i 2022. Foto Carsten Olsen
Anders’ “Tegneserien der ændrede mit liv” handler om Charles Schultz’ klassiske stribe Radiserne, som på forundelig vis kombinerede bred publikumsappel med en undertone af stille, eksistentiel desperation – og hvis grafisk enkle, på én gang løse og stramme udtryk satte et kæmpe aftryk i den amerikanske tegneserietradition, fra Bill Watterson (Steen og Stoffer) til Chris Ware.










