Blake og Mortimer: Otte timer i Berlin
Alt er eftertrykkeligt ved det gamle i seneste bind af serien om Professor Mortimer og Kaptajn Blake.
Den amerikanske præsident John F. Kennedys besøg i Berlin i juni 1963 strakte sig ikke engang over otte timer. På den tid nåede han dog at holde en af den kolde krigs mest berømte taler – Ich bin ein Berliner! – og han nåede tilsyneladende også at blive indblandet i et omfattende komplot med vidtrækkende konsekvenser for verdensfreden.
Begge dele er for så vidt veldokumenterede. Kennedys tale er en af historiens mest kendte, og den blev holdt midt i et af efterkrigsperiodens politiske brændpunkter. Nazisternes gamle hovedstad havde været en delt by siden afslutningen af 2. verdenskrig og lå midt i det kommunistiske DDR som en torn i øjet på regimet. Muren mellem øst og vest var blevet opført knap to år tidligere for at forhindre masseflugt fra den såkaldte arbejder- og bondestat og stod som det både konkrete og symbolske jerntæppe, der adskilte den ene del af Europa fra den anden.
Mindre kendt er måske det komplot, som skildres i det seneste Blake og Mortimer-album, men de nærmere detaljer kan man gøre sig bekendt med ved at læse Otte timer i Berlin, som det er kommet til at hedde.
Der er noget paradoksalt over tegneserien om videnskabsmanden Mortimer og efterretningsagenten Blake. Belgiske Edgar P. Jacobs skabte serien i 1946 og nåede at tegne og skrive elleve bind i serien frem til sin død i 1987. Inspirationen kom oprindelig fra Alex Raymonds Jens Lyn-tegneserie, og den bevarede helt til slutningen disse rødder i mellemkrigstidens pulphistorier og videre bagud til 1800-tallets føljeton- og forbryderfortællinger. Undervejs optog serien inspiration fra puslepilskrimier og moderne rumoperaer, samtidig med at den tydeligvis også var en del af den minutiøst detaljerede ligne clarie-skole, som vi kender det fra Tintin. Edgar P. Jacobs var da også en af Hergés vigtigste medarbejdere og satte et distinkt præg på nogle af de bedste Tintin-albums.
Efter Edgar P. Jacobs’ død færdiggjorde Bob de Moor, en anden af Hergés tidligere assistenter, den sidste, uafsluttede historie med makkerparret Blake og Mortimer. Og derefter tog det fart. I modsætning til Hergé havde Edgar P. Jacobs ikke udtrykt nogen modvilje mod at lade andre videreføre sin serie, og videreført er den så sandelig blevet. I skrivende stund er der på dansk kommet yderligere 18 albums af intet mindre end 16 ophavsmænd- og kvinder. Det paradoksale understreges naturligvis af, at ikke blot har seriens videreførelse i omfang for længst overhalet originalerne, men Edgar P. Jacobs egne albums er ikke engang længere tilgængelige på dansk.
I modsætning til andre franchises har man ikke med Blake og Mortimer gjort noget forsøg på at ændre eller modernisere serien. Mens f.eks. James Bond med tiden har fået sit helt eget liv på det store lærred, stort set løsrevet fra Ian Flemings oprindelige romaner, og regelmæssigt bliver udsat for mere eller mindre radikale nyfortolkninger, så forsøger Edgar P. Jacobs’ efterfølgere at ramme tonen og stilen fra serien, som den så ud i sin storhedstid.
Et enkelt ”ekstraordinært eventyr” er undtagelsen, men ellers er serien som at stige ned i en tidslomme. En lettere støvet tidslomme med kun meget få tegn på, at der er gået et halvt århundrede i mellemtiden. Men også en stilsikker og velkonstrueret en af slagsen. Otte timer i Berlin leger fermt med den historiske ramme og nikker også i sit plot til den spionfiktion, der allerede i samtiden tematiserede den kolde krigs ikke helt så kolde frontlinjer. I albummets plot er der således spor af spionmesteren Len Deightons gennembrudsroman Lynaktion Ipcress, der netop udkom i 1962, men ellers er det som sædvanlig en velkendt superskurk, der er på spil, hvad kendere af serien vil have gættet fra før første side.
I modsætning til netop James Bond-filmene gør de nye albums med Blake og Mortimer intet forsøg på at byde andre end de allerede indviede velkomne. Kan man tåle piberøgen i herreværelset er også dette album dog en vellykket, underholdende og hurtigt glemt pastiche.