Radio Rackham: Det franske tegneseriemarked

Reply

Spændende med markedsanalyse, tak for det. Det er vel nærmest første gang i danmarkshistorien, at et dansk medie formidler en seriøs analyse af tegneseriemarkedet (omend her så på engelsk og kun omhandlende Frankrig, men dog!).

Men jeg undrer mig over jeres påstand om, at Guilbert “i årevis har irriteret den franske tegneseriebranche med sine årlige rapporter om ‘virkelighedens verden’”. Der er intet, han fortæller i udsendelsen, som ikke er almindeligt kendt via analyseinstituttet GfK’s årlige analyser af det franske bogmarked, herunder naturligvis tegneserier, med en overordnet konklusion omkring årsskiftet og mere detaljerede tal op ad foråret, som ivrigt formidles af branchetidsskrifter og landsdækkende medier.

Jeg tillader mig også at være mere end skeptisk over for hans udsagn om, at kønsfordelingen blandt tegneserielæsere skulle være den samme (40 % kvinder / 60 % mænd) i 1980 som i dag. Det er uden tvivl rigtigt i dag, men hvad er belægget for at hævde, at det allerede var sådan i 1980?

Men selvklart dybt interessant, at tegneserier udgør en fjerdedel af den samlede franske bogomsætning, stort set lige så meget som almindelig skønlitteratur. Og at manga udgør mere end halvdelen (55 %) af tegneserieomsætningen, en andel der ganske rigtigt er vokset eksplosivt i de seneste tre år. I samme periode har der også været en bemærkelsesværdig vækst inden for moderne børnetegneserier, hvilket I desværre ikke rigtig kommer ind på. I øvrigt er det hele endnu mere markant i Belgien, hvor tegneseriesalget ifølge GfK udgør intet mindre end 45 % af det samlede bogsalg i landet.

Guilbert har ret i, at mangaen aldrig forsvandt fra det franske marked (eller det tyske, spanske eller amerikanske) som det var tilfældet i Danmark og de andre nordiske lande omkring 2010. Men der var, som han også er inde på, en bølgedal, og den kunne vores små markeder ikke overleve, det kunne de store sprogområder godt. Siden da er markederne i udlandet kravlet op fra bølgedalen, og nu tror flere danske og svenske forlag så på, at strømningen er så stærk, at det kan lade sig gøre igeni vores små lande. Det er bare dyrt og omstændeligt at udgive manga, mange sider skal oversættes og bearbejdes grafisk, man skal ofte binde sig for at udgive mange bind i en serie, japanere og koreanere er tidskrævende at have med at gøre … sådan er det.

Selve hovedstrømningen, at tegneseriesalget steg markant i 2020-2022, er jo i øvrigt både global og gælder også al anden litteratur, og det var også tilfældet i Danmark. Det havde en hel del at gøre med den læselyst coronanedlukningerne affødte (og at det var svært at bruge penge på anden kultur m.v.). I Frankrig skabte det en decideret sneboldeffekt for mangaer, fordi de i forvejen var i fremmarch. Som Guilbert også er inde på, gav den franske stat i 2021 alle 18-årige franskmænd 300 euro skattefrit for at understøtte det franske kulturliv. Pengene kunne kun bruges på kultur, og de fleste 18-årige købte bøger for dem – og allerflest mangaer. 12 af de 15 bøger, der blev brugt flest kulturpenge på, var mangaer, og forlagene måtte i hast genoptrykke alle bind i alenlange serier for at efterkomme efterspørgslen.

Reply

Malurten i bægeret hører også med: Selv om der sælges mange flere tegneserier på fransk end for ti år siden, har markedets substans også forandret sig, og ikke til fordel for alle.

Der er kommet mange flere forlag til, som udgiver tegneserier, der udgives langt flere titler, men mange af dem er ikke skabt af franskmænd, men oversat (ikke mindst manga). Og det er stadig de oldgamle klassikere som Asterix, Tintin, Blake og Mortimer osv., der er de allerstørste.

Det store volumen har været godt for læserne, som har fået mange flere forskellige tegneserier at vælge mellem, men ikke nødvendigvis godt for de franske tegneserieskabere, der ganske vist har fået flere forlag at gå til, men samtidig har udviklingen betydet, at gennemsnitsoplagene er faldet, så det bliver sværere for den gennemsnitlige franske tegneserieskaber at leve af at lave tegneserier..

Reply

Den tendens har jo været stigende i mange år. Det er unægtelig et problem, at markedet er så oversvømmet af udgivelser, at — fornemmer man — selv mange ellers potentielt succesfulde udgivelser drukner.

Jeg ved ikke hvor Guilbert har sine tal om historisk kønsfordeling fra, men stoler nok på ham til at tro, at han ikke blot har opfundet dem.

Og så er det jo netop ikke genganger-udgaverne af de gamle serier, der er allerstørst længere. Guilbert påpeger bla. toppen af poppen indenfor børnetegneserier, Mortelle Adèle, som større end selv Asterix og salgstallene viser hverken Tintin eller Blake og Mortimer særligt tæt ved toppen længere. Det er manga, manga, manga og så et par franske graphic novels.

Angående den lidt dumsmarte indledning, så refererer den til det røre Guilberts årlige analyser skabte på nettet dengang han påbegyndte dem i midt-nullerne. Der er ikke stort statistisk belæg for det. Men altså, varen skal jo over disken!

Tak for spændende kommentarer!

Reply

Hvad angår Mortelle Adèles succes i forhold til klassikerne kan man nok opgøre det på mange måder (fx er der stor forskel på de år, hvor der udkommer et nyt Asterix-album i forhold til de år, hvor der ikke gør). Men serien har klart været en nærmest uforståelig succes i Frankrig, særligt i de senere fire år, men må mere betragtes som et fænomen end en tegneserie af betydning for tegneseriekulturen. Og der er stadig langt til det samlede salg af fx Asterix, Tintin, Lucky Luke og Blake og Mortimer, bortset fra i helt konkrete kortvarige perioder. Og i særdeleshed på internationalt plan.

Jeg skal ikke kunne sige, hvad succesen skyldes, men dels er serien først og fremmest i enkeltsides gags, en meget udbredt form i Frankrig inden for mange tegneseriegenrer, men ikke ret mange andre steder. Og dels udgives den af det historisk bundsolide katolske forlag Bayard, som købte seriens oprindelige forlag Tourbillon i 2017, og det var derefter, at det hele tog fart. Formentlig fordi Bayard, som i årtier har udgivet masser af børnebøger og tegneserier, som forældre helt umiddelbart har tillid til, for mange franskmænd er et tillidsvækkende konsortium, ejet af Augustins de l’Assomption, aumptionsbrødrene (ikke assumptionssøstrene), og hvor der hænger religiøse relikvier på væggene på hovedkontoret i Paris. Og udgivelserne er præget af det med en moralsk fernis, som måske ikke er specielt tydelig, men alligevel betyder noget, selv her hvor hovedpersonen er en møgunge. Det er sandsynligvis også derfor, succesen har været næsten umulig at overføre til andre lande. Lidt ligesom med Zeps Titeuf, om hvilken det forlyder, at den er en stor succes i Sydtyskland, men ikke i Nordtyskland … på den anden side af religionsgrænsen.

Reply

Det med “Le Monde sans fin” er jo også interessant nok – at den den mest solgte bog i Frankrig i 2022 var en tegneserie. Den næstmest solgte bog var forresten også en tegneserie, nemlig Asterix 39: “Asterix og griffen”. Begge var de endda udkommet året før, altså i 2021.

I modsætning til Asterix 39 er det nok ikke alle, der vil kalde “Le Monde sans fin” for en tegneserie i gængs forstand. Jovel, der er talebobler i den, bogen forløber som en samtale mellem tegneren Christophe Blain og forfatteren Jean-Marc Jancovici, og Blain har gennemillustreret den på smukkeste vis (og endda sneget bl.a. Blueberry og Iron Man ind i tegningerne).

Men først og fremmest er det en højaktuel debatbog, der handler om klimakrisen, og som så er udført i (en form for) tegneserieform. Undertitlen er noget i retning af “energimirakler og klimaet på skæv kurs”. Dertil kommer, at Jancovici i Frankrig er en højprofileret klimadebattør, en slags rockstjerne-ingeniør og -miljøekspert, der insisterer på kun at køre i tog og ikke har mobiltelefon. Og som er fortaler for atomkraft, fordi han ikke mener, at vedvarende energi kan bremse CO2-udledningen hurtigt nok.

Op mod jul blev bogen udsat for en aktion fra miljøaktivister, der udgav sig for at være repræsentanter for forlaget Dargaud og henvendte sig til boghandlerne i Paris for at få dem til at indlægge et erratum, som “undskyldte” for forfatterens “liberale og autoritære tendenser og at han står i spidsen for en tænketank finansieret af indflydelsesrige virksomheder, som vil udbygge atomkraftværker, og at han benytter sig af retoriske metoder, der ikke tillader læseren selv at danne sig en egen mening baseret på fakta.” Det falske Dargaud afsluttede erratum’et med at understrege, at bogen ikke ville blive trukket tilbage, “fordi værket på sin egen måde tilskynder læseren til kritisk stillingtagen, ja til forargelse.” Underskrevet “Dargauds Miljøkommission.”

Det har uden tvivl blot sat yderligere fokus på bogen, men viser selvfølgelig også noget om den gennemslagskraft, den har haft. Ifølge det ægte Dargaud trykte forlaget konsekvent 12.000 eksemplarer hver eneste uge gennem hele efteråret 2022, som blev kørt direkte ud til boghandlerne.

Som forlægger bliver man nemt draget af den slags succeser, og Cobolt havde i lang tid en option på at udgive bogen på dansk. I den sidste ende, og fordi et andet forlag åbenbart meget gerne ville udgive den, var konklusionen dog, at det ville være vanskeligt og omstændeligt at tilpasse den til danske og svenske miljøforhold, fordi dens udgangspunkt er så umiskendeligt fransk. Men den kommer åbenbart på dansk snart.

Reply

Man må også tage i betragtning, at publikum i Frankrig (ligesom i Sydeuropa i øvrigt, i Asien, Østeuropa og USA) er vant til fagbøger i tegneserieagtig form (nogle for meget unge læsere, andre for gængse voksne læsere), det er man ikke rigtig i Nordeuropa og Skandinavien.

I Frankrig er der udkommet stribevis af biografier, historiske værker og andre dokumentariske tegneserier i årevis. Man kunne nævne tegneseriebiografien om den franske astronaut Thomas Pesquet, der – ligesom danskeren Andreas Mogensen – er en af de 14 uddannede astronauter i Den Europæiske Rumorganisation. I 2017 udkom der en tegneseriebiografi om Thomas Pesquet i Frankrig, der solgte mere end en kvart million eksemplarer. Andreas Mogensen medvirker i øvrigt i den, de kender naturligvis hinanden.

Det lå lige til højrebenet i Frankrig. Ikke helt så meget at lave en biografi om Andreas Mogensen i tegneserieform i Danmark. Endnu.

Men måske er det ved at ændre sig. I hvert fald er forlaget Eudors biografi om H.C. Ørsted fra 2017 af cand.scient, ph.d. i fysik og seniorforsker på Institut for Rumforskning- og teknologi på DTU Jens Olaf Pepke Pedersen (der ligesom Jean-Marc Jancovici har sine faglige modstandere, hvilket sikkert styrker interessen) og tegneserieskaberne Sussi Bech og Ingo Milton, “Ørsted – han satte strøm til verden” fra 2021, omend ikke den mest solgte danske bog så i hvert fald den mest solgte danske tegneserie i 2021 (hvis man lige ser bort fra Maren Uthaug-kalendere og Jumbobøger, og at der ikke udkom et nyt Asterix-album på dansk i 2021). Det er imponerende og bemærkelsesværdigt og peger måske ind i fremtiden.