ROMAN A CLEF I anledning af det franske valg kigger vi nærmere på tegneserien Javel, Hr. udenrigsminister af pseudonymet Abel Lanzac og mestertegner Christophe Blain. Samtalen afslører dybe uenigheder i Radio Rackhams studie!
Lanzac hedder i øvrigt i virkeligheden Antonin Baudry og arbejdede som taleskriver for udenrigsminister Dominique de Villepin i de skæbnesvangre år op til invasionen af Irak. Javel, Hr. udenrigsminister – oprindeligt udsendt under titlen Quay d’Orsay 2010-11, bl. a præmieret med prisen for bedste tegneserie på festivalen i Angoulême i 2012 og nu udgivet udgivet på dansk ved forlaget Fahrenheit – er hans nøgleroman om den tid. Hele tegneserien bygger selvsagt op til ugerne i FNs sikkerhedsråd, hvor Colin Powell fremlagde Bush-regeringens rationale for invasionen af Irak og Villepin i et passioneret indlæg modsatte sig:
Blain var med til at forny den franske mainstreamtegneserie i sluthalvfemserne og de tidligere nuller og er samtidig blevet en tegners tegner. Vi (Wivel, Storm, Thorhauge) kigger nærmere på hans kunst og håndelag, ligesom vi debatterer hvorvidt de tos fortælling er virtuos komedie, klarsynet satire eller næsegrust helteskrift. Vi er IKKE enige!
Wivel har før skrevet om Javel, Hr. udenrigsminister, dengang den vandt i Angoulême – det kan du læse her. Vi diskuterer også “penselsvinger”-syndromet i fransk tegneserie, et koncept Wivel lancerede i et essay i 2007 som kan læses her. Følg Radio Rackham på Instagram og tilgå det historiske arkiv her. Musik ved DJ Cars10. Radio Rackham er støttet af Statens Kunstfond.