Pingprisen er Danmarks fornemmeste tegneseriepris – men den er også på mange måder forældet, forstokket og forelsket i sig selv. Thomas Berger giver pingvinen et los over skinnebenet.
Tegneserieprisen Pingprisen kan i år fejre ti års jubilæum i sin nuværende form, efter at have holdt pause sidste år – og det er bestemt glædeligt på alle måder. Det er sundt for tegneserier som medie at have en pris som Ping- men så sandelig også Deleuran- og Hanne Hansen-prisen.
Oprindeligt blev Pingprisen indstiftet i 1986 af en række aktører i den danske tegneseriebranche, og havde karakter af en ærespris givet til personer med en særlig betydning for tegneserien i Danmark. Ligesom det er tilfældet med Pingprisens nuværende ærespris.
Det var Dansk Tegneserieråd der i samarbejde med tegneserietidskriftet Nummer 9 lod Pingprisen genopstå i 2012. Ved den lejlighed blev der tilføjet en række kategorier til prisuddelingen – disse stammede fra den Komiks.dk-pris, som den nye pris også skulle afløse.
Pingprisen – en misforstået pingvin
Et af de elementer som i mine øjne gør Pingprisen interessant er, at tildelingen af priserne sker i et spændingsfelt mellem kritikere (tidligere blot Nummer 9’s skribenter men fra i år og fremover kritikere fra en række medier), og så en jury udpeget af arrangørgruppen bag prisen. (læs mere om det på Pingprisens hjemmeside.)
Skribenterne/kritikerne nominerer ved en hemmelig afstemning værkerne i prisens kategorier, uagtet eventuel omtale eller anmeldelser på de medier de nu engang er knyttet til. Dermed sikres en faglig kompetent udvælgelse, som årets udpegede jury så skal vælge en modtager i blandt i hver kategori.
For at sikre at fagligheden ikke går fløjten i juryen, stiller både Nummer 9 og Dansk Tegneserieråd hver med et jurymedlem. Selv var jeg, i kraft af at være chefredaktør på Nummer 9 i 2020, forperson for det års jury.
Det burde således være helt enkelt at forstå, hvordan Pingprisen hænger sammen – og det er det så ikke alligevel. Det kan du forvisse dig om, hvis du har mod på at dykke ned i den meget lange, jævnt underholdende og generelt temmelig faktaresistente tråd fra 2020 på tegneseriesiden Serieland.
Det er blandt andet i den tråd, at en dansk tegneseriefestivalarrangør kommer med kommentaren: “Jeg synes, man skulle lade Pingprisen være den “smallpress/Indy-comics/Self-publisher” … pris, som tilgodeser den kategori af tegneserier.”
Ikke blot blev der dermed pisset op og ned af ryggen på samtlige nominerede i 2020, men også gjort meget tydeligt, at et af Pingprisens smertenspunkter ligger i at etablere en mere bredt favnende kommunikation/fortælling.
Men det er langt fra Pingprisens eneste smertenspunkter.
Hulemandskategorien
Pringprisen har fra starten haft kategorien “Bedste danske nettegneserie”, der, som navnet siger, tildeles en tegneserie udgivet på internettet – og her skal nettet forstås bredt som i både webside, instagram, Facebook med videre.
Hele fem gange har Stine Spedsbjerg været nomineret til “Bedste danske nettegneserie”
Kategorien er sådan et underligt levn af en fortidsopfattelse, hvor det at være til stede digitalt med sin tegneserie online er noget helt særligt. Der ligger måske i kategorien en forhåbning om, at den digitale læseoplevelse tilføjes noget ekstra i form af interaktivitet eller bevægelse. Men det gør ikke kategorien mindre tåbelig.
For i bund og grund handler det om, at der her uddeles en pris, hvor selve udgivelsesformen får plads side om side med indholdet. Det svarer til, at at Pingprisen havde en kategori for tegneserier produceret som kartoffeltryk eller udgivelser kun i sort/hvid.
Kategorien “Bedste danske nettegneserie” bør afvikles, for en god tegneserie er en god tegneserie uanset udgivelsesformen – som det fx illustreres ved at Lars Kramhøfts Working Poor i år rettelig er nomineret i kategorien “Bedste danske tegneserie” trods, at den i første omgang er udgivet på Instagram.
Det er til gengæld muligt, at der bør være en kategori, som tilgodeser tegneserier i fortløbende udgivelse så at sige – netop nettegneserier, dagstriber og lignende, hvor der ikke nødvendigvis er et afgrænset/udgivent værk at nominere.
Internationalt udsyn – men kun på engelsk
Franske Blutchs tegneserie Peplum blev i 2017 nomineret til “Bedste internationale tegneserie” 20 år efter sin oprindelige udgivelse, fordi værket endelig blev tilgængeligt på engelsk.
Da Pingprisen i 2020 valgte at droppe kategorien “Bedste internationale tegneserie” skete det, som jeg har forstået det, til dels af logistiske årsager. Og det var ingen skade til, for kategorien er mere varm luft end egentligt internationalt udsyn.
Faktum er, at kun meget få af Nummer 9s skribenter kan læse fx. fransk, spansk eller japansk. Engelsk er der til gengæld ikke noget problem med, hvilket bliver tydeligt, når der tages et kig på de nominerede i kategorien.
Fra 2012 til og med 2022 har der således i alt været nomineret 45 værker. Ved samtlige disse værker, på nær et enkelt, er det den engelsksprogede udgave, der refereres til som liggende til grund for nomineringen. Undtagelsen er Steffen Kvernelands En frivillig død, der var nomineret i 2019.
Samtidig er selve udsynet blandt Nummer 9s skribenter (mig selv inklusiv) også kraftigt skævvredet mod engelsksprogede udgivelser. Af de 45 værker er hele 34 af dem således skabt af engelsksprogede serieskabere.
Det er tal, der står i stor kontrast til, hvad der reelt udkommer af tegneserier i Danmark, hvor forlæggerne over en bred kam primært orienterer sig mod at oversætte og udgive europæiske værker på dansk.
En af årsagerne til at Nick Drnasos Sabrina ikke modtog en Pingpris for “Årets internationale tegneserie på dansk” i 2020 skyldes, at den engelske udgave allerede havde modtaget prisen året før.
Derfor er det heller ikke overraskende, at der ud af de 45 værker kun er udkommet otte af dem på dansk. Det skyldes selvfølgelig blandt andet, at læserne også kan engelsk, og det for dem er billigere og hurtigere at få fat på originaludgaven end en eventuel senere dansk udgave.
En dansk udgave der så endda skal kæmpe ekstra hårdt for omtale, da der jo allerede har været skrevet om den engelske udgivelse fx i forbindelse med netop en Pingpris. Ligesom det, at en udgivelse tidligere har modtaget en pris, for juryen kan være et argument for ikke at give pris til den danske oversættelse af værket.
Jeg kan fint forstå, at det at have en kategori som “Bedste internationale tegneserie” giver flere tegneserieformidlere en god fornemmelse i maven af at vise vejen frem og pege ud over Danmarks grænser. Men et kig på tallene viser, at kategorien primært peger ned i de amerikanske forlags webshops.
Fætter-kusine-festen
I 2014 blev kategorien “Årets journalistiske tegner” føjet til Pingprisen, blandt andet med argumenter fra arrangørgruppens side som: “Tegneserien blev i sin moderne form født i pressen” og “… i Danmark har vi en lang og stolt tradition for tegnet satire, underholdning og aviskunst, dybt engageret i sit samfund og sin samtid. Det er denne tradition, vi ønsker at fejre med den nye kategori”.
I denne kategori er nomineringsprocessen en smule anderledes i og med, at Foreningen af Danske Bladtegnere assisterer ved at indsamle eksemler på tegninger fra mulige nominerede. Givetvis fordi de ofte dagsaktuelle tegninger i avisen ikke på samme måde er tilgængelige i en samlet form, som udgivne tegneserieværker.
Mette Dreyer modtog i 2020 prisen for “Årets journalistiske tegner”.
Men givetvis også fordi kategorien rammer pladask forbi hovedparten af fx Nummer 9s skribenters interessefelt. Indrømmet, jeg har ikke lavet en regulær dataunderstøttet undersøgelse at hænge min påstand op på. Jeg har så til gengæld heller aldrig hørt nogen snakke om avis/journalistiske tegninger, når tegneseriefolk samles.
Der er bestemt et historisk slægtskab mellem den journalistiske tegning og tegneserien både i forhold til avisen som distributionsplatform, men selvfølgelig også i brug af visuelle virkemidler som talebobler, fartstreger og til tider ligefrem narrativt forløb.
Der er bestemt også noget fornuft i kategorien rent PR-mæssigt – fx har fagbladet Journalisten konsekvent benyttet “Årets journalistiske tegner” som deres vinkling, når de har omtalt Pingprisen.
Ligesom ønsket om at knytte endnu tættere bånd mellem bla. Dansk Tegneserieråd og Foreningen af Danske Bladtegnere næppe heller er blevet betragtet som en skidt ting tilbage i 2014.
Lad os tage debatten ved svømmefødderne
Når nu arrangørgruppen har fået sparket dette års prisuddeling i mål den 28. maj, så bør tiden være inde til at overveje, om Pingprisens efter ti år ikke har brug for at blive nytænkt.
Kategorierne “Årets journalistiske tegner” og “Bedste danske nettegneserie” kunne fint få sparket – førstnævnte fordi den i sammenhængen er uinteressant, og sidstnævnte fordi den simpelthen ikke giver mening. Men lad os i stedet finde en måde at favne dagstriberne/løbende udgivelser på.
Der er fornuft i at holde fast i en kategori som “Bedste internationale tegneserie”, for netop at bevare et internationalt udsyn – måske ved at inddrage internationale tegneseriekritikere/formidlere i selve kategoriens nomineringsproces.
Der har også tidligere været forslag om nye kategorier som fx “Bedste genudgivelse” eller “Bedste Smallpress/indie” – om end jeg personligt ville slå mig i tøjret ved udsigten til en pris, der skuer bagud, eller at have en kategori baseret på hvor dårligt trykt, redigeret, distribueret eller produceret en udgivelse er.
Men først og fremmest lad os tage debatten om, hvad Pingprisen skal kunne fremadrettet, så det bliver en pris for alle danske tegneserieelskere.
