Anmeldelse
Splint når til 2. verdenskrigs ende i Émile Bravos afsluttende bind i serien Håbets tid. Undervejs går Splint fra kordreng til kommende journalist, så han er klar til at træde ind i sin vante rolle i hovedserien, selv om Bravos værk i sig selv er meget langt fra denne.
Det tog et par år længere end planlagt for Émile Bravo, der med Håbets tid, fjerde del, En afslutning og en ny begyndelse endelig får bolden skubbet over stregen og kan række hænderne triumferende i vejret. Over lige knap 400 sider fortæller han tilblivelseshistorien for Splint (og Co.), samtidig med han lige får gennemgået Belgiens historie under 2. verdenskrig. Som tilskuer har det været en interessant taktisk og meget varieret kamp at følge, men også lidt af en anstrengelse til tider.
Samtidig med det afsluttende bind i serien, kommer Bravos Portræt af helten som troskyldig ung mand i en ny udgave med tilføjet prolog. Denne uofficielle 0’er i serien starter nu helt tilbage i 1938, hvor Splint er kordreng på et katolsk børnehjem, hvilket giver anledning til nogle rap over nallerne til katolske præster og deres trang til at forgribe sig på mindreårige kordrenge samt have sympatier for den nazistiske besættelsesmagt. Herfra udrulles 2. verdenskrigs gang i Belgien fra krigsudbruddet (Portæt af helten som troskyldig ung mand), besættelsen (Første del, En dårlig begyndelse), modstandsbevægelsen (Anden del, Rædslerne tager til), jødeudryddelserne (Tredje del, Ouverture til finalen) frem til krigens afslutning i dette afsluttende fjerde bind.
Midt i alt dette vokser Splint op fra kordreng til ung og knap så troskyldig mand med et job som journalist i den nære horisont, hvilket kobler Bravos prequel til selve hovedserien af Splint & Co. Undervejs går krigens rædsler langsomt op for Splint, der, via Kvik, uvidende bliver en del af modstandsbevægelsen, selv om hans motto opsummeres med replikken: ”Jeg vil ikke slå nogen ihjel”. Det holder han sig til, men det gør Bravo ikke. Der lægges ikke fingre imellem, så selv om hverken Splint eller læseren kommer med i koncentrationslejrene, er der ingen tvivl om grusomhederne, ligesom der dør flere mennesker i Håbets tid 1-4 end i alle øvrige bind i seriens univers tilsammen. Men samtidig bevarer Splint og Kvik løbende deres sorgløse ping-pong humor.
Jeg har tidligere luftet mine forbehold omkring blandingen af universet fra Splint & Co. med rædslerne fra anden verdenskrig, og dem står jeg forsat ved, nu hvor serien er afsluttet. Det er besynderligt at se Kvik stå klar med detonatoren for at likvidere hundredvis af tyskere, eller når de to hovedpersoner skiftevis ryster af angst, græder eller kaster op over krigens rædsler. Når Kvik siger: ”Folk, der bærer naziuniform, er ikke mennesker. De er skånselsløse dræbermaskiner, som skal udryddes uden nåde” er det meget, meget langt fra hvordan de to helte optræder i tidligere tiders historier.
Spørgsmålet er vel i virkeligheden, hvor langt man kan strække universet og figurerne, så det stadig giver mening at bruge netop Splint & Co. til opgaven? Dertil rykker Bravos fremstilling af krigen ikke meget ved den gængse opfattelse. Splint og Kvik bliver gentagne gange rystede over tyskernes brutalitet samt rygterne om deres behandling af tilfangetagne jøder. De ting, som vel enhver læser af værket på forhånd ved, går langsomt op for hovedpersonerne.
Personligt synes jeg, for nu at vende tilbage til sportsmetaforikken, der har været lidt rigeligt med tillægstid, forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Det er et ekstremt ambitiøst værk Bravo har tilendebragt, men måske også lidt langt og langsommeligt fortalt til tider. Det har spredt sig ud over hele banen, hvor den ubekymrede, humoristiske tone, nostalgiske hip til fortidens tegneseriemestre og alvoren i jødeudryddelserne ikke for alvor giver et helstøbt slutresultat.
Jeg er ellers en stor fortaler for, at man gerne må tage de humoristiske virkemidler i brug, når det gælder 2. verdenskrig, fra Chaplin til Roberto Benigni. Humoren hos Bravo er dog sjældent rigtig vellykket, den er mere anstrengt og giver kun ganske sjældent det forløsende grin, men har brug for.
Bravos klassiske tegnestil og sideopbygning passer som hånd i handske ind i seriens tidlige år. Det gør den bare ikke særlig moderne eller dynamisk. Han vælger da også at krydre den med utallige referencer. Pludselig står Splint på et gademarked, der ganske bestemt ligner noget, man har set før i Tintin. Én af de lokale drenge fra kvarteret, den lille Maurice, har slående ligheder med Morris, manden bag Lucky Luke. Det primære er dog arven fra Hergé og Tintin, der går som en rød tråd igennem alle album i direkte henvisninger eller små halvskjulte referencer, ligesom Tintinnavnet flittigt bruges, også når Splint tager gul trøje og plusfours på.
Håbets tid, fjerde del, En afslutning og en ny begyndelse bærer mest præg af at være en epilog til hele værket, da Bruxelles tidligt befries af englænderne. Den fokuserer på hvordan regnskabet gøres op med kollaboratører, når alle pludselig foregiver at have været modstandsfolk. Dertil skal der bindes nogle ender sammen ift. personer, der har optrådt undervejs. Det gælder ikke mindst Splints jødiske veninde/kæreste Kassandra, der har været forsvundet siden Portræt af helten som troskyldig ung mand. En større rolle har virkelighedens jødiske kunstner Felix Nussbaum spillet sammen med hustruen Felka Platek. De har løbende skjult sig for besætterne med Splints hjælp, men har været forsvundet den sidste tid.
Bravo får point for ambitionerne, så selv om alt ikke lykkes, er det et interessant bud på at få den gamle serie til at leve her 84 år efter den blev skabt. Hvordan Bravo får enderne til at mødes eller være løsthængende i Håbets tid, fjerde del, En afslutning og en ny begyndelse, skal naturligvis ikke afsløres her. Den lægger dog op til at være en prequel til hele serien om Splint og Co., så man får lyst til at tage den fra en ende af. Ikke den værste slutning, når det handler om en af de store europæiske klassikere.
Del på
