Splint & Co. slår gækken løs + Håbets tid, første del: En dårlig begyndelse
Splint & Co. er aktuel med album 56 i hovedserien og et granvoksent bind af Emile Bravo uden for serien. Pudsigt nok er begge album ret tilbageskuende, men forsøger på hver deres måde at holde sig aktuelle.
Splint & Co. slår gækken løs, album nr. 56 i hovedserien, samler otte korte historier, der gennem en længere årrække er blevet trykt i Spirou-bladet. Selv om jeg aldrig bliver nogen stor fan af hverken tegner Yoann eller forfatter Fabien Vehlmanns bud på Splint og Co., så leverer de alligevel en række overraskende udmærkede historier, der rummer det fællestræk, at de på forskellig vis hylder seriens lange levetid. Det sker enten direkte, når bladets 75-års jubilæum skal fejres, hvilket bringer Splint ned i ”lageret for usolgte eksemplarer af bladet”, der gør Vakse Viggos legendariske tegneseriehule til skamme. Det er en sjov og helt sikkert også både nørdet og delvist indforstået historie om Spirou-forlaget. Rigtig nostalgisk bliver det også, når der to gange kommer historier, der består af ren tekst med enkelte illustrationer til. Dette er i tråd med seriens historie, hvor jeg på stående fod kan huske, at Franquin og Fournier har gjort det samme. I modsætning til deres lidt bovlamme historier, så er i hvert fald den første af historierne i Slår gækken løs faktisk ganske morsom.
Splint i “lageret for usolgte eksemplarer af bladet”.
Dertil er resten af albummet spækket med referencer til seriens univers, hvilket helt bestemt kræver en trofast læser for at man får det hele med. Der er gensyn med Grev Champignacs opfindelser Metamol og XII, sammes nevø Aurelius, Myg, Dryptud og i det hele taget en syndflod af bifigurer fra universet. Yoanns tegninger trækker godt nok klart i en moderne retning, men Vehlmanns historier gør, at det nostalgiske kommer i hovedsædet. Vehlmann benytter dog de små korte historier til netop at slå gækken mere løs end vanligt, hvilket klæder makkerparret.
Emile Bravo har nærmest fået sin egen serie i serien. Tidligere har han lavet et enkelt af de såkaldt ”ekstraordinære” album, hvor forskellige kunstnere har kunnet prøve kræfter med den klassiske serie. Nu får Bravo hele fire yderligere album, der skildrer Splint under 2. verdenskrig. Det kaldes ikke længere et ”ekstraordinært” album, men er omvendt heller ikke nummereret i hovedserien, så om der reelt er tale om en ny parallel serie, fremgår ikke ganske klart.
Også Bravo slår på sin vis gækken løs, for han placerer i hidtil uset grad seriens figurer i virkelighedens verden. Hvor tidligere skabere på serien har sendt Splint og Kvik til revolution i Palombia eller andre fiktive konflikter, så er det intet mindre end 2. verdenskrig, der danner rammen om de fire nye album med overtitlen Håbets tid, hvis første del hedder En dårlig begyndelse. Det skal dog allerede her indvendes, at der ret beset er tale om fem album, da det tidligere nævnte ekstraordinære Portræt af helten som troskyldig ung mand er en direkte forløber.
At se Splint og Kvik tage del i 2. verdenskrig er lidt af en mundfuld. Allerede i starten af albummet giver en sneboldkamp blandt kvarterets børn en forsmag på den kommende konflikt. På det tidspunkt er Splint også præsenteret som den klassiske helt, der træder i karakter som de svages beskytter. Han er stadig ansat som piccolo på Hotel Moustic, men efterhånden som krigen gør sit indtog i Belgien, kniber det med at få arbejde. Det kniber også med Splints kærlighedsliv, der ellers normalt ikke fylder det store i serien. Men Splints tyske jødiske kæreste med polske aner (fra det “ekstraordinære” album) er fanget i Rusland. Nu frygter han for hendes liv, hvis hun udleveres til Tyskland. Storpolitik gør med andre ord sit indtog i serien, hvilket volder problemer for den sorgløse og impulsive Kvik. ”Hvorfor dælen skulle russiske kommunister udlevere en tysk kommunist til nazisterne” er hans kommentar, på trods af han er indrulleret i den belgiske hær. Og alene sådan en replik i Splint & Co. må siges at varsle nye tider.
Derfra går det løs med dilemmaer anno 2. verdenskrig. En jødisk-tysk kunstner flygter til Bruxelles, Kvik kaster op da krigens rædsler for alvor gør sit indtog, Frankrig lukker sin grænse mod Belgien med argumentet ”Vi kan jo ikke tage imod alverdens elendighed”. På den måde sørger Bravo også for at trække klare og relevante paralleller til nutidens konflikter.
Frankrig forsøger at holde grænsen lukket for belgiere på flugt fra nazisterne.
Humoren hviler hovedsageligt tungt på Kviks skuldre som den impulsive, naive og ureflekterede modsætning til Splint. Samtidig er det en noget tung cocktail for Bravo at skulle mikse, når verdenskrigen og jødeudryddelsen skal tilsættes humor. At se parodier på Mussolini og mørke, truende nazistiske soldater i Splint & Co. kræver tilvænning. Tidligere har man jo været vant til parodier over selvhøjtidelige diktatorer i fx Franquins Ned med diktatoren, hvor humoren klart var i førersædet. Fournier var vel nok tættest på Bravo, da han inddrog kritik af atomkraft i Varsleren, ligesom han helt generelt havde en tydelig venstreorienteret politisk agenda med sine album.
Hos Bravo siger det vel næsten sig selv, at sympatien ligger hos de undertrykte, det vil primært sige Belgien og jøderne. Derudover bliver det næsten trættende, hvor mange gange Splint skal forveksles med Tintin. Selv om det måske er helt på sin plads at inddrage netop Tintin (og dermed indirekte Hergé), når albummet også får rundet Kviks ansættelse på det tyskvenlige dagblad Le Soir, hvor Tintin udkom under 2. verdenskrig, noget der efterfølgende gav visse problemer for Hergé. Faktisk bliver Splint også katolsk spejder i Håbets tid, hvilket giver ham lejlighed til at gøre grin med den kristne (spejder)tro.
Emile Bravos projekt er imponerende, delvist nyskabende og samtidig tegnet i en rolig og nostalgisk stil holdt i afdæmpede brunlige og grålige nuancer. Håbets tid er i sig selv nærmest et dobbeltalbum på sine mere end 80 sider, så det er lidt af en mundfuld, han har kastet sig ud i, og alligevel angiveligt planlægger at være færdig med allerede i år 2020. Godt nok har han ikke har turdet tage skridtet fuldt ud og sende Splint som reporter til Rusland anno 2018, hvilket vel ellers havde været helt i Tintins ånd. Men selv om historien er placeret under 2. verdenskrig, er der alligevel klare pointer til nutidig politik. Mikset mellem 2. verdenskrigsrealismen og humoren fra Splint & Co.-universet er dog også en vanskelig størrelse at håndtere. Måske det hele ender i den helt store, nyskabende forløsning for den 80-årige tegneserie, det er bare ikke entydigt endnu. Derfor forholder jeg mig retten til i skrivende stund at være skeptisk optimistisk på Emile Bravos vegne for, hvorvidt projektet vil lykkes.
