Det er få danske tegneserietegnere forundt at opnå egentlig folkelighed, men det gjorde Werner Wejp-Olsen.
Hans enkle, venlige streg kunne synes generisk, men den var altid umiddelbart genkendelig, nærmest ikonisk. Han har moret danskerne i mere end seks årtier, med et myldrende, evigt voksende arsenal af serier og tegninger.
Men nu tegner han ikke mere, Werner Wejp-Olsen, ikke i denne verden, i hvert fald.
Han blev født i 1938, faren var grosserer i København og den unge Werner lod sig både fascinere af avisernes tegneserier, som Jørgen Mogensens Poeten og Lillemor og Alex Raymonds Rip Kirby, to distinkt forskellige serier, der på hver sin måde trak et spor gennem Wejp-Olsens tegneliv, og de mere voksne vittighedstegninger af f.eks. Sam Cobean, som blev genoptryk fra the New Yorker i datidens danske mandeblade.
Faren ville have, at drengen tog sig en uddannelse, men selv om Werner faktisk blev journalist i 1959, blev han aldrig rigtig andet end tegner.
Han fik som kun syttenårig trykt sin første vittighedstegning, af et das, den 7. juli 1955 i Ekstra Bladet, og etablerede sig med pseudonymet WOW hurtigt som yngste freelanceleverandør af tegninger til blandt andet B.T., Ekstra Bladet, Hjemmet og humorbladet Hudibras med de letpåklædte damer.
Werner Wejp-Olsens første udgivne tegning, bragt den 7.7. 1955 i Ekstra Bladet.
Hans stil lagde sig i slipstrømmen på ligesindede, men lidt ældre tegnere som førnævnte Jørgen Mogensen, Franz Füchsel og Hans Quist. De var den unge velfærdsstats hofhumorister, med streger der havde aflagt sig mellemtidskrigens svungne elegance, og nu var enkle, funktionelle og effektive som parcelhuse. Med klare pointer og en hverdagshumor, der var hyggelig og en smule pikant, fyldt med små kontormænd i en verden af koleriske chefer, sexet-søde sekretærer og sure svigermødre.
Men Werner Wejp-Olsen ville mere end at tegne vittighedstegninger. I 1966 debuterede han som tegneserieskaber med den TinTin-inspirerede Peter & Perle i Jyllands-Posten, og i 1972 overtog han en anden eventyrserie, der stod i tydelig gæld til Hergés plusfourklædte reporter, Jan Lööfs Felix.
Så sent som i sommers udkom WOW’s samlede værker som Felix-tegner.
Senere i 70’erne kom så de definerende værker, i 1974 krimi-gådeserien Krimi-Quiz, der debuterede i Billedbladet, og i 1978 avisstriben om den slagfærdige Momsemor, der oprindeligt blev tegnet til det amerikanske marked, som Werner Wejp-Olsen over årene fik etableret sig på.
Hvor de tidlige eventyrserier trækker på arven efter Hergé (og Jan Lööf), er WOW som stribehumorist tydeligst i familie med amerikanske tegnere som Dik Browne og Mort Walker (som han kendte og var på venskabelig fod med).
Og som med deres serier, Basserne, Hagar, Mads & Misse, lå den store kunst i Wejp-Olsens serier netop ikke i den Store Kunst, men i det lille smil. I den enkle, almene humor, der kunne forstås af alle. Med serier og tegninger, der blev trykt i de blade, danskerne læste, i Ekstra Bladet, Hjemmet, Billedbladet, Basserne, og mange andre, og var så bredt appellerende, at de kunne nydes af både børnebørn og bedsteforældre.
Tænk sig, hvor mange danskere der hver uge i årtier har fniset, smilet eller leet af en Werner Wejp-Olsen-tegning. Et svimlende tal. Og ikke kun danskere: en serie som Krimi-Quiz er blevet bragt i lande som Kenya, Indien, Pakistan, Indonesien, Tyrkiet, Australien, New Zealand, USA og Brasilien.
Werner Wejp-Olsen stoppede aldrig med at tegne, hånden og ånden forblev frisk til det sidste, og på de sociale medier kunne man løbende følge det tilsyneladende evige arbejde med nye serier og små animationsfilm.
Her på Nummer 9 blev han for et års tid siden, i den sene alder af 79 år, tilknyttet som blogger. De muntre og anekdotiske tilbageblik på et langt liv i tegneseriebranchen, han gav i bloggen Wowserier, var tydeligvis forstadier til en selvbiografi, som nu måske aldrig når at komme.
Werner Wejp-Olsen i egen ikoniske streg.
Det fortalte han også om de få gange jeg talte med ham i telefonen. Jeg nåede aldrig at møde Werner Wejp-Olsen, men på dem der har fortalt mig om ham, og på de mange kondolencer der er skrevet på Facebook, kan jeg forstå, at han som menneske var meget som hans striber: rar, ærlig og professionel.
Det sidste blogindlæg ankom i min indbakke den 8. november. Mailen var ganske kortfattet, og der stod ingenting om, at han var alvorligt syg. Vi bragte indlægget en uge senere, den 15. november, uden at vide at det var samme dag han gik bort, 80 år gammel.
Werner Wejp-Olsen efterlader sig hustruen Inge og børnene Nikolaj, Trine og Susanne.
