Lars Horneman drømmer om den gule førertrøje i Tour de France – det praktisk lade-sig-gørlige i projektet for den 52-årige serieskaber får lov at stå hen i det uvisse.
Men rejsen mellem fantasi og virkelighed, mellem begær og begrænsninger inviterer han læserne med på i hans seneste tegneserieudgivelse “I dag har jeg gode ben”.
En lille håndfuld historier, der som gennemgående nerve har Hornemans egen person, men derfra bevæger sig et sted hen, hvor fiktionen giver plads til læsernes egen indlevelse og fortolkninger.
Det er en udgivelse, der ligger langt fra den sarkastiske og ironiske tone, som var kendetegnende for Hornemans tre album om Frida, men i direkte forlængelse af albummet “Når jeg ikke er tilstede” fra 2014.
Vi har taget en snak med Lars Horneman om cykler og den personlige tegneserie.
I bogens første historie tager du fat om cyklen og følelsen af at køre på den i København – en kombination af en tegneteknisk udfordring og mentalt vægtløft. Er det noget du bevidst har søgt?
Hvis det at tegne cykler var et bjerg i Frankrig, var sværhedsgraden ”uden for kategori”, ligesom at tegne heste. Jeg hader at tegne begge dele.
Jeg kom naturligvis til at kigge i “Kvik i Knibe” af mesteren Franquin, da jeg gik i gang, og det bidrog kun til endnu større modløshed. Så nej, jeg vælger bestemt ikke mine emner ud fra, om det tegneteknisk måtte være en udfordring. Men jeg fravælger så heller ikke.
Jeg har altid været en meget stor cykelentusiast. Den tændes da min folkeskoleklasse bliver sat til at se Jørgen Leths ”Stjernerne og vandbærerne”.
Hvor andre i klassen sidder og fniser og sover, sidder jeg fuldstændig bjergtaget. Filmen har en magisk kraft på mig, bjergene, rytterne, sejrherren, nederlaget og hele cirkusset rundt om løbet, som Jørgen Leth som ingen andre forstår at beskrive, brænder sig fast i min erindring og bliver en fascination, jeg tager mig med resten af livet.
Her fandt jeg pludselig en historie der passede til den fascination. Megen af teksten til cykelhistorien er i øvrigt citater fra netop den film.
Den her indre selviscenesættelse eller dagdrøm du kan have, når du cykler, til og fra tegnestuen antager jeg, er vel et slags mentalt frirum til at lade op til dagen i – hvor finder du ellers dine mentale frirum?
Jeg har ganske kort til tegnestuen, så der sker nu ikke så meget. Det er mere praktiske ting jeg ordner på vejen, fik jeg nu den harddisk med, hvad skal jeg nå inden frokost, hvad skal jeg have til frokost og sådan.
Jeg har de senere år fundet ud af, at det fungerer rigtig godt for mig at tage væk på et arbejdsrefugium, når jeg skal finde på nye ting. Jeg har derfor været en del gange på Klitgården, der ligger i Skagen. Der arbejder jeg helt fantastisk. Total fordybelse.
Jeg tegner, går ture, stirrer ud af vinduet på kysten, lytter til vinden og de store dønninger, der slår ind, ligger på sengen, funderer over historier, tegner igen, skriver, kasserer, finder på nyt. En meget stor del af historierne i denne bog er skitset på Klitgården over 14 dage.
Når du så fordyber dig i arbejdet med en bog som denne, hvilke overvejelser gør du så i forhold til at investere dig selv i historierne, der til tider fremstår meget personlige – næsten private?
Hvis de opfattes som private, er de mislykkede, for det er absolut ikke intentionen.
Jeg arbejder med autofiktion. Jeg bruger mig selv, mine tanker og mine oplevelser som igangsætter for historierne. Men ikke 1 til 1, der er blandet ren fiktion ind alle vegne. Jeg fabulerer over mig selv og den person, som til tider ser ud som mig.
Historien om en date startede egentlig som en beskrivelse af en samtale, jeg havde, hvor personen fortalte og beskrev noget, der blev meget langt, uinteressant og kedeligt. Mens personen fortalte, fandt jeg på store dele af historien.
Da jeg slap væk, skrev jeg den ned. Derfra blev det senere til beskrivelsen af en date. På den måde udvikler historierne sig, dukker op af jorden som en busk, men bliver så pludselig til et træ.
Det virker også som om, at historierne er en måde for dig at bearbejde egne følelser eller småneuroser på – en slags terapi?
Forgængeren for “I dag har jeg gode ben” er “Når jeg ikke er til stede”, og den startede jeg med, fordi jeg havde lyst til at lave noget andet end de rene fiktionsserier, jeg havde lavet hidtil, noget hvor jeg investerede mig selv mere i værket.
Hvorfor jeg ikke gjorde det langt tidligere, har jeg også spurgt mig selv om. Men jeg tror, det er fordi, jeg ikke var moden til at tage fat på, hvordan jeg følte og havde det. Jeg var skamfuld over, hvordan, mit liv var.
Men pludselig, da jeg begyndte at arbejde på historierne, indså jeg, at det ikke længere betød så meget for mig, hvordan andre opfattede mig. Jeg kunne stå ved mit liv. Faktisk er de allerførste historier til “Når jeg ikke er til stede”, alle kasseret af mig selv. De var alt for følsomme og private dagsbogsnotater. Først senere fandt jeg ud af, hvordan de skulle se ud.
Så det er muligt, der har været en bearbejdelse af egne følelser i den første, men ikke længere. I dag betragter jeg det som beskrivelser af noget, der er passeret og endt. Jeg berører min flyskræk, som har plaget mig ufatteligt mange år, men det anser jeg som overstået nu.
En af de ting jeg rigtig godt kan lide i bogen, er der hvor tekst og billedside ikke er direkte knyttet til hinanden, og hvor den dissonans er med til at skabe et ekstra lag af “mentale” billeder. Hvad skal billede og tekst kunne i forhold til hinanden?
Da jeg startede med at arbejde på “Når jeg ikke er til stede”, var udgangspunktet, at der skulle være en kort tekst til hvert billede. Hurtigt viste det sig dog, at tekst og billede ofte fortalte det samme, hvilket jeg syntes måtte kunne gøres bedre.
Så fandt jeg ud af at tekst og billede kunne fortælle hver sin historie, de kunne starte sammen, derefter forlade hinanden for til sidst at mødes igen. Siden arbejdede jeg videre med at for eksempel teksten fortæller, hvad der sker, inden billedet fortæller det. At de to dele kan være forskudt for hinanden.
I “I dag har jeg gode ben” har jeg videreudviklet det, så tekst og billeder fortæller hver sin historie, som for eksempel historien om den tilsandede kirke. Her er teksten taget fra forskellige turistinformative tekster om området, en ret tør tekst, som jeg har ladet ledsage af en mere saftig historie på billedsiden.
Eller cykelhistorien som jeg talte om tidligere, hvor en del af teksten er taget fra Jørgen Leths ” Stjernerne og vandbærerne”. Jeg synes det er meget interessant at arbejde på den måde med tekst og billeder. En anmelder kaldte det for en ”bevidsthedsstrøm”, og det er jeg ganske fornøjet med.
Har du ladt den mere klassisk fortællende tegneserie tilbage? (spørgsmålet også kendt som, “Hva’ så med Frida?”)
Ja, hvad med den klassiske fransk/belgiske tegneserier med 9-16 billeder pr. side tegnet i hånden, som jeg voksede op med og selv tegnede i mange år.
Faktisk arbejdede jeg videre i den stil op til omkring 2010. Et næsten helt færdigt Frida album ligger i skabet. Et album hvor der er 10-15 sider der handler om et bilræs.
Fridas moster Erna hiver Frida med til et veteranløb, hvor beskidte tricks og usportslig opførsel hurtigt dominerer. Det var en drøm at tegne et bilræs, men også et mareridt og i dag ville jeg sikkert tegne det helt om.
Men en dag stoppede jeg med at arbejde på det. Jeg synes jeg gentog mig selv og lysten til at lave noget helt andet overtog min opmærksomhed. Så om jeg nogensinde kommer tilbage til det ved jeg ikke, det må fremtiden vise. Lige nu lever Frida kun i mine årlige julekort.
Men faktisk har jeg lavet en smule i min gamle klassiske stil. Sammen med Nana Torp har jeg lavet en nettegneserie i form af en julekalender, der starter 1. december.
Vi må nødvendigvis slutte med de der ben – har du nogle lækre ben?
Ikke lækre ben, men gode ben. Og for dem der ikke lige ved hvad det hentyder til, er det et cykeludtryk, der dækker over de dage, hvor man er i stand til at yde noget ekstraordinært.
Men nu vi er ved mine ben, kan jeg fortælle, at de altid har været det eneste ved min krop, som er glad for. Nok fordi det er eneste sted, hvor jeg har muskler. Jeg er en perfekt løber og cykelrytter, fordi jeg er muskel-løs fra benene og op, og derfor ikke skal slæbe ret meget. Derfor har jeg altid løbet længere og hurtigere end de fleste.
Men al den fryd og selvtillid blev der sat en stopper for, da jeg ramte midt fyrrerne, så satte min krop bogstaveligt ud. Den ene skade afløste den anden.
På trods af utallige forsøg på comeback har jeg været stort set skadet lige siden, men forsøger i øjeblikket en cykelkarriere, hvor målet er at vinde Tour de France inden år 2050. Gennemførelse, deltagelse eller blot tilmelding til et hvilket som helst andet motionscykelløb over 20 km er dog også et bestået mål.
Hvis du vil følge Nana Torp og Lars Hornemans julekalender, ”Kim jagter julen” kan du allerede nu tilmelde dig den på kimjagterjulen@gmail.com eller følge den på Facebook.
