Anmeldelse
Émile Bravo fortæller historien om Splint & Co. under hele 2. verdenskrig i ambitiøst projekt, der er lydefrit og klassisk leveret, men mangler fremdrift.
”Pas på! Det her blir nok morsomt, men også farligt!” Sådan stod der på bagsiden af de gamle Splint & Co.-album, hvilket på mange måder var ret dækkende for indholdet. Først og fremmest var det humoristisk, men også krydret med lidt spænding og alvor. Efterhånden som forskellige skabere prøvede kræfter med serien, har de doseret disse to ingredienser lidt forskelligt. Fra Fourniers tunge og politisk korrekte historier om for eksempel atomkraft blandet med lagkagekomik fra bagerens nederste hylde over Tome og Janrys kække 80’er-actionkomedier a la Frækkere end politiet tillader.
Nu om dage hvor det virker, som om enhver fransk-belgisk tegneserieskaber kan få lov at lave et album om Splint og Kvik, har Émile Bravo slået et gigantisk surdejsbrød op. Han følger Splint og Kvik fra 1939 til 1945, altså under hele 2. verdenskrig. Håbets tid, anden del: Rædslerne tager til er ud af en serie på fire bind, der lidt forvirrende reelt består af fem, da Bravo lavede et såkaldt ”ekstraordinært eventyr”, Portræt af helten som troskyldig ung mand, der er en direkte forløber for og helt klart indgår som en del af den nye serie.
Dukketeater som omdrejningspunkt
Med Rædslerne tager til tilføjer Bravo dog også endnu en dimension til den gamle tagline, for det er godt nok lidt morsomt og temmelig farligt, men desværre også forbavsende kedeligt. Historien tager fat i efteråret 1940, hvor Splint og Kvik har svært ved at få enderne til at mødes. De mangler arbejde, mad og penge til deres bopæl. Løsningen bliver at lave et omrejsende dukketeater, som de kan cykle rundt i Belgien og optræde med. Det giver forbavsende lidt fremdrift i historien, der samtidig er mere en national historiefortælling om besættelsen i Belgien, end den er lagt an på det internationale marked. Bravo svinger med spanskrøret over de katolske præster og dagbladet Le Soirs samarbejde med værnemagten, mens Splint og Kvik turnerer med stykket om den onde Geshatpo (byt selv rundt på bogstaverne og gæt, hvad det skal stå for).
Undervejs bliver Splint og Kvik, først uforvarende og senere mere aktivt, en del af oprøret mod besættelsesmagten. Der er dog en sløj fremdrift og spændingskurve i Rædslerne tager til, som først på den sidste håndfuld ud af sine 90 sider kreerer en højspændt slutning, da Splint skal tage en hurtig beslutning, der bestemt lægger op til, at tredje del bliver væsentligt mere spændende.
Bravo a la Hergé
Håndværket fejler ellers ingenting. Bravo kreerer en på alle måder klassisk tegnet og opsat udgave af Splint & Co. Der er skruet ned for referencerne til Tintin, som ellers var utallige i første del. Alligevel er opsætningen med 4 rækker pr. side med 3-4 billeder i hver ellers så tæt på Hergé, som man kommer her i 2020. Der er heller ikke megen brug af moderne virkemidler på siderne, der på alle måder, fra de afdæmpede farver til det det matte, tykke papir, fremstår som retroudgaver fra en svunden tid. Det er pænt, nydeligt og i længden lidt kedeligt. Bravo er en hårdtarbejdende håndværker, men ikke en virtuos, så i længden ligner den ene side den anden. Der mangler noget variation og liv på billedsiden, præcis som der gør på indholdssiden.
Måske det kommer, når historien sandsynligvis rykker mod Tyskland/Polen i næste album, men der dukker næppe en latterfremkaldende torturlæge som doktor Kilikil fra Franquins SOS fra Bretzelburg op, der torturerer med kridt på tavler og finere madlavning, hvis Splint anno Bravo når frem til en koncentrationslejr. Hos Bravo er skurkene skurke. Trods disse indvendinger er det fortsat et imponerende brød, Bravo er ved at få lagt i ovnen. Om det ender med at overraske positivt, når det er helt færdigbagt kan kun tiden vise.
