Sætter det ekstraordinære eventyr om Lucky Luke smøgen tilbage i kæften på den ikoniske cowboy?
Idéen om det vilde vesten er en af de få populærkulturelle primærkilder og den eneste, der i sit udgangspunkt hævder at skildre en form for virkelighed. Westerngenren opstod med de såkaldte ’dime novels’ om nulevende eller nyligt afdøde personer, mens Buffalo Bill begyndte at turnere med sine rodeoshows. Hollywood blev bygget på westerns (med rådgivning fra Wyatt Earp), der var langt nemmere og billigere at producere end andre historiske dramaer. Og det endnu umodne tegneseriemedie tog gladelig den farvestrålende og moralsk ureflekterede mytologi til sig og overeksponerede den på efterkrigsgenerationen i en sådan grad, at det til stadighed udgør en solid mur at spille genrenedbrydende bold op ad.
Man kan alt efter temperament hævde, at John Ford med “The Searchers” fra 1956 udfordrede eller udvidede genren på dens højdepunkt, eller at denne film ER højdepunktet, da westerns aldrig blev det samme herefter. Clint Eastwood gjorde det lige så mesterligt i “The Unforgiven” fra 1992, hvor han spiller alle sine tidligere bad ass-rollers aldrende, men endnu og langt mere realistisk farligere alter ego. Forfatteren John Williams har i de sidste par år opnået posthum superstjernestatus bl.a. med den blod- og mudderindsmurt-realistiske “Butcher’s Crossing”. HBO forsøgte oprigtigt, men desværre kun delvist vellykket at destillere den interimistiske guldfeberflækkes dunst af sprut og tobak og sved og urin til tv-drama i “Deadwood”.
Men tegneserien har haft svært ved at slippe drengedrømmen om den nyligt svundne tid, hvor anstændige kvinder lå bundet til jernbanespor og råbte på rigtige mænd, der selv klarede paragrafferne og ikke behøvede at tage stilling til andre betydninger af en bøsse end deres skydevåben. Rikke Villadsens prisværdige “Et knald til” er en af de få undtagelser, undertegnede kan komme i tanker om, men ellers har det skortet på voksenwesterns; Brian Azzarello gjorde med “Loveless” ikke andet end at skrue op for mængden af sort i forhold til hvid, men fortsat uden at blande grundfarverne.
Lucky Luke er den helt store skygge over den europæiske tegneseriewestern. Maurice de Bevere (eller ”from Bevere”, som der står på en gravsten i Manden der skød Lucky Luke) med kunsternavnet Morris skabte figuren (hvilket man kan læse om i den biografiske Cobolt-udgivelse Gringos locos) og tegnede serien fra 1955 til sin død i 2001. Det var dog kun indtil 1977, med Goscinny som forfatter, at den reelt havde noget at byde på. Morris selv og senere Achdé har ikke i samarbejde med skiftende andre forfattere været i stand til at omgive den generiske good guy og gunslinger med det sprudlende persongalleri og scenerier, som den aldeles personligheds- og uden for ruderne livløse hovedfigur har så afgørende brug for.
Serien om Lucky Luke var i endnu højere grad end f.eks. Asterix, som han også skrev, ”bare” Goscinnys indfald og idéer. Der er ikke noget fast fundament under serien at bygge videre på, ikke noget at arve for en Achdé eller andre efterfølgere. Bortset fra en bestemt sammensætning af kluns, hvid hat, rød halsklud, gul skjorte, blå cowboybukser og så den westernmytologi, der står alle frit for at benytte sig af. Men det kan hovedserien så heller ikke gøre tidssvarende, fordi den skal føles som det samme univers, der hører til i 60’erne, før det genreundergravende syndefald.
Matthieu Bonhomme har ikke tidligere været udgivet på dansk, men bl.a. tegnet serien “Texas Cowboys” med manuskript af Lewis Trondheim, og han får med dette ekstraordinære Lucky Luke-eventyr lov til at forsøge det samme som tilsvarende sidespor til Splint & Co. Han gør, hvad han kan, med det lidt, der er at gribe fat i. For eksempel Lukes hjemmekrøllede cigaretter, som blev skrevet ud af serien for mange år siden, og som her er fraværende pga. manglende tobaksleverancer og et regnskyl, hvilket giver vores helt abstinenser og en rysten på hænderne, der kan sandsynliggøre, at han måske ikke trækker sig sejrrigt ud af den skudduel, der bliver bygget op til. Eller at alle kender Lukes navn og omdømme, og enhver opkomling er ude på at skabe sig deres eget ved at udfordre manden, der er hurtigere end sin egen skygge. Fra den bredere mytologi optræder en Doc Holliday-agtig, dødssyg revolvermand, et Rio Bravo-lignende setup (der også inspirerede Blueberry-albummet “Manden med sølvstjernen”), Hickoks ”dead man’s hand” (opkaldt efter de begivenheder, der sætter “Deadwood” i gang) og de evigt uretfærdigt bahandlede native americans.
Det er dog ikke handlingen, der udgør hovedattraktionen, men derimod at se figuren skildret i en så prægnant anden streg som Bonhommes. Han er meget sikker i den klassiske belgisk-franske stil, elegant, overlegen i sine nærmest henkastede penselstrøg. Det ligner stadig Lucky Luke, men forsøger ikke som Achdé at ligne Morris – og det er rigtig rart. At der så ikke er så meget mere i udgivelsen, kan man næsten tilgive den, fordi det, der er, er så dygtigt udført. Og hvis den er kendetegnende for niveauet i disse ekstraordinære eventyr, så kan de lige som med Splint & Co. hurtigt gå hen og blive langt mere læsværdige end hovedserien. Bonhomme ser ud til at være … en god mand til tjansen, ja. (Så måske man endda kunne håbe på at få nogle af hans tidligere værker, som har kvalificeret ham til den, oversat og udgivet?)
Titel: Manden der skød Lucky Luke
Karakter: 4/6
Forfatter/tegner: Matthieu Bonhomme
Forlag: Cobolt
Format: 64 sider, farver
Pris: 198,- kr.
ISBN: 978-87-7085-617-1
