Otto in Aeternum
Med Otto in Aeternum er vi i den absurde pantomime, hvori vi altid finder vores ven Otto.
Otto er en rund figur, der koncentrerer sig om én ting og aldrig siger noget. Ligesom hos Miks Ferd’nand og kuglerunde Kong Kylie (begået af navnebroder Otto Soglow), er det i den umiddelbare gag, vi finder underholdningen. Selve tegningen er enkel og ubesmykket. Otto selv er en Kong Kylie-rund figur i en skarp og enkel streg, hvid og tom i en sort verden, hvor kun de allervigtigste rekvisitter eller medspillere er tegnet med. Her udsættes Otto for alverdens prøvelser, eller som det sker ligeså ofte, udsætter sine omgivelser for alt mellem kærlighed og vrede, uddelt vilkårligt og rundhåndet. Det er sjovt og finurligt, og ind imellem som at læse op fra et spejl.
Det var faktisk overordentligt interessant at høre i Tegneserien der ændrede mit liv, hvordan Anders Brønserud, og dermed Otto, bandt sine barnesko til Søren Brun fra Radiserne og Charles Schultz’ ensemble af evigtunge voksenbørn. Og, ret beset, egentlig en rammende afstamning. For i Anders Brønseruds striber i almindelighed, er der den samme barnligt finurlige indramning af et liv indskrænket til skarpt skårne episoder. Det er enkeltstående, naive følelser, som hver især kan bære en lille historie, netop fordi linjerne er rene og fri for realismens pågående støj.
Som det var tilfældet med den foregående Otto er den håndværksmæssige kvalitet ubestridelig. Både tryk og indbinding er lydefri og stregen er som vi er vant til. Og, ligeledes som før, er tegningerne selvsikre og stilrene – præcist indenfor skiven. Men heri ligger måske også netop anken i Otto in Aeternum. Det ér skarpt og præcist, men der mangler simpelthen overraskelser. 
Ikke bare de plotvridende overraskelser, som Otto in Reliquias var fyldt med, men også i eksekveringen. Jævn er et ord som kan bruges både om det som er fint og retlinet, men også om det der stritter lidt for lidt. Og Otto ramme begge definitioner; han er fin og skarp, men han stritter ikke helt som han plejer, og det sidste går ud over den særegne dynamik, Otto in Reliquias blev talsbog for. Det betyder ikke, at Otto in Aeternum er en dårlig bog. Helt sikkert ikke. Den er sjov og underholdende, og passer vældigt fint ind i det ordløse teaters krævende univers. Det er bare blevet svært at sige noget nyt om Otto.
Men hold ud, Otto. Et par af kanternen er blevet slebet af i processen. Det er okay, for det er stadig sjovt og tæerkrummende. Og … sådan som Otto opfører sig, skal han nok blive ruflet i kanten til næste gang.
Ordet er dit, Otto.
Del på
