Hej og velkommen til Supersnak med Marvel-Morten & Kim Helt, podcast-serien her på Nummer 9, hvor to tidligere tegneserieredaktører taler sig tossede om superhelte i tegneserier, film, tv og populærkultur.
Hvad har religion og superhelte at gøre med hinanden? En hel del, faktisk. Genren er inspireret af eventyrlitteratur, science fiction, cirkusartister i stramt trikot … og meget andet … Men sandelig også af religion. Den klassiske litteratur, især de græske og nordiske myter, er fyldt med figurer med superkræfter – nogle af dem, som Thor og Herkules, er endda blevet en del af Marvel-universet.
Men det er mere end det. Superheltenes oprindelige forfattere (og forlæggere) var i langt overvejende grad mennesker med jødisk baggrund, og derfor folk, som var flasket op med de gammeltestamentlige historier om overmennesker som Moses, Samson og så videre.
Det emne har vi (og det har du nok opdaget ↑) lavet en hel lille bog om. Men emnet er stort, og vi har lyst til at snakke mere — især fordi vi har en gæst med i denne omgang Supersnak, som kan supersnakke med om især superheltenes jødiske aner.
Vi byder velkommen til Dennis Jacob Rosenfeld, der sammen med Sabrina Vitting-Seerup sidste år udgav undervisningsbogen “Populærkultur i samfundet” og i det hele taget bare er lige så tosset med tegneserier og superhelte, som Kim og jeg er.
Rigtig god fornøjelse med podcastet.
Husk: Du kan abonnere på podcastet på iTunes, på Soundcloud og Spotify. Du kan følge Supersnak på Facebook og Instagram og finde samtlige afsnit på vores hjemmeside, supersnak.nu.
Og så kan du selvfølgelig høre det her på siden.
Med venlig hilsen
Marvel-Morten
P.S.
Har du set: Supersnak udgiver en bog! “Fra Moses til Superman” er en lille bog i stil med de populære “Tænkepauser”, den er rigt illustreret af Mark Borello og handler om et af de mest spændende og grundlæggende aspekter ved superheltene. Udkommer 14. april.
Og har du set: Kim har skrevet en tegneserie! Den fik Claus Deleuran Prisen for Årets danske debut! Den var nomineret til Pingprisen! Og den kan købes lige her.
Tidligere afsnit af Supersnak:
Tegninger: Mark Borello